Vittrup-Hirtshals (213).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Vittrup-Hirtshals, 32,6 km (213).
Tirsdag den 28. juni 2017.

Klokken er kvart over elleve, da jeg står af bussen i Vittrup, nordøst for Løkken, for at gå sidste etape af Hærvejen til Hirtshals. Det er en lang tur hertil, med tog og bus fra Århus. I Østjylland er kornmarkerne ved at blive gyldne, men heroppe er agerlandet stadigt grønt. Himlen er let skyet, men bliver blå i løbet af dagen, det er køligt for årstiden, men sidst i juni gør det dagen til en bedre vandredag.
Fra Vittrup går ruten ud mod kysten, landevejen løber tæt på en å, så jeg går langs enge, hvor græsset vokser for hurtigt til at husdyrene kan følge med. Vejkanterne står med høj vegetation, kun på en roemark er der luft mellem planterne, jorden er grå af sand.
På min forrige vandredag (212) inde i baglandet kunne jeg fra toppen af bakken ved Børglum Kloster se sandmassiverne ved Rubjerg Knude, næsten ti kilometer borte. I dag, hvor jeg er langt tættere på, men går i det flade grønne landbrugsland, er de hvide sandtoppe ude af syne, og alligevel er havets nærhed klar manifesteret: I det fjerne svæver et dragefly, en hangglider, over krat og mark.
Snart når jeg da også frem til den første af de mange grusveje gennem sommerhusområder, som dagens vandring byder på. Ruten svinger mod nord og kommer ud på fladt overdrev, parallelt med kysten, men et godt stykke bag klitterne. Her og stort set resten af dagen er det afmærkede stiforløb fælles for Hærvejen og Nordsøstien, så jeg har gået strækningen i modsat retning for flere år siden, som led i min tur Jylland Rundt på 80 Dage (vandredag 33).
Der er heste og kvæg på græsset, der er ganske sparsomt på den tørre jord. I det fjerne kan jeg se sandryggen ved Rubjerg Knude og det øverste af det forladte fyrtårn. Det flade land mellem plantagerne og klitterne er fri for sommerhuse, og hvor det ikke er afgræsset, er det dækket af et vidstrakt krat af tjørn og havtorn. Krattet er tæt, højt og uigennemtrængeligt, heldigvis holdes en smal sti åben tværs igennem det. Kokasser vidner om afgræsning, men dyrene gør ikke meget indhug på tornekrattet.
Krattet gennembrydes kortvarigt af ny grønsvær med sortbroget kvæg, men derefter må Hærvejen slå et slag ind i landet for at omgå endnu et stort krat. Fra landevejen går en smal trampesti gennem en lille plantage. Selv flere hundrede meter inde i plantagen ligger et tykt lag sandkorn som nyfalden sne på bladene af skovbundens urter.
Jeg dukker frem fra skovbrynet og har Rubjerg Knudes store sandbjerge umiddelbart foran mig, blot med et par hundrede meter krat i mellem. Små menneskeskikkelser er tydelige øverst på ryggen. Sandet har en ren varm varme, fuldstændigt blottet for vegetation. Jeg følger stien gennem krattet og rundt om de blotlagte sandbjerge. Langsomt tynder det ud i krattet, der mest er havtorn, gennemvævet med bittersød natskygge med de karakteristiske blomster, en stjerne af lilla kronblade omkring en gul kegle af støvdragere.
Til sidst kommer jeg ud at gå på rent sand, fyrtårnet rager op, klemt inde mellem to store flyvesandsklitter, en strøm af mennesker går mod tårnet og over klitternes rygge, børn kurer ned ad klitternes sandsider, som om det var sne. Mod nord er der et karrigt overdrev, hvor en spredt fåreflok hviler i det grønne. Bag dem kan jeg se havet og længere mod nord Lønstrup, inde i landet rager et kirketårn op.
En knoldet sti fører gennem det høje græs og ud til de høje skrænter. Snart står jeg ved stedet for den nedlagte Mårup Kirke. Da jeg var her for fem år siden, var kirkens omrids stadigt markeret af fritstående ydermure, men nu er alt væk, kun et par murbrokker i jordhøjde er tilbage. Den lille indhegning rummer et større antal gravstene og et stort anker, bjærget og opstillet i 1940, fra et engelsk fregat, der forliste i 1808.
Lige fremme ligger den gamle fiskerlandsby Lønstrup oven for klinten, omgivet af vidstrakte sommerhusområder. Byen er ikke blot turistpræget, den er turisme, fuld af restaurationer og cafeer, badehoteller og gallerier der tilbyder kunst og kunsthåndværk. I den fine gamle hovedgade vinder den skagensgule maling frem, og den stille strøm af biler virker voldsom i den snævre gade.
Syd for Lønstrup er de høje klinter næsten lodrette og fremstår med nøgent gult sand, nord for byen er skrænterne næsten lige så høje, men knapt så stejle, og bevokset med grønt græs fra top til fod. Kysten er befæstet med store sten. Nærmest Lønstrup er der en smal forstrand, længere henne løber en promenadelignende sti bag den høje kystbefæstning.
Turen langs skrænten er alt for kort, snart er jeg tilbage i sommerhusområderne inde i landet. Deres vejsystemer er labyrintiske, men også lange og lige over lange stræk. Et sted står der et stativ med branddaskere, så på en tør sommerdag er rygere formodentlig ikke velkomne. En af vejene hedder Under Lien. Lien er en navnet på et flere kilometer langt stykke gammel havskrænt i bunden af Jammerbugten (vandredag 211), og også her drejer det sig om tilsvarende skrænter. På fremspringende punkter af skrænten hviler kvæget sig, frøperspektivet giver dem en sphinx-agtigt fremtoning.
Duften af hø føjer sig til lugten af kvæg, for foden af Lien er der blevet plads til en overraskende bred og flad mark, hvor det slåede græs løber i lige linjer ud mod bræmmen af sommerhuse og bag dem Vesterhavets blå stribe.
Jeg forlader havskrænten og går ud mod kysten, derefter mod nord gennem Skallerup Klit. Det tynder kraftigt ud i sommerhusene, der snart ligger med store mellemrum, kvæg og heste græsser på klitheden mellem sommerhusene, mod vest skjuler en klitrække havet. Fra grusvejen kommer jeg ud på trampestier, først over heden, dernæst i kanten af Liver Å.
Jeg følger åen, til den bryder gennem klitterne og løber ud i havet. En bro fører over åen ved den sidste klit. Kortet siger, at jeg burde gå ind i landet, mod plantagen i det fjerne, men jeg kan hverken se markeringspæl eller det ringeste spor af en trampesti. I stedet følger jeg åen ud mod havstokken. Blandt mågerne i strandkanten blander sig små flokke af skarver, uden bundgarnspæle eller sten er de henvist til at slå sig ned på den nøgne sandstrand for at tørre vingerne.
Jeg vender mig om et kort øjeblik, i modlyset får havet det glitrende anstrøg af sølv, som man kender fra skagensmalerne, bølgernes skum lyser elektrisk hvidt. Dernæst fortsætter jeg mod nord, i retning af Hirtshals´ hvide fyrtårn som jeg kan se i horisonten. Et par gange finder en smal bæk vej gennem klitterne, og, i mødet med sandet, fri af jordrendens fastere greb, spredes de ud og løber som en bred film af vand over stranden frem mod havet. Mine forsøg på at finde en sti langs en bæk ind til Hærvejsruten falder ikke heldigt ud, krattet vokser højt om de snævre vandløb.
I stedet beslutter jeg mig for den nemme løsning, at lade Hærvejen slutte sig til mig, som den gør et par kilometer fremme, ved Tornby Strand. Sandet er fast og behageligt at gå på, hjulspor fra biler har blot efterladt et fint aftryk af dækmønster, hundepoter og hestesko er sunket lidt dybere ned. Et par håndfulde biler holder parkeret på stranden, par, børnefamilier og hundeluftere spadserer mig i møde. Et midaldrende tysk mand har fået en enorm blå kassedrage i luften, den har en lang hvid vimpel som hale.
Et lille rødt og hvid stribet redningstårn markerer Tornby Strand, gule surfboards ligger på stranden, en rød gummibåd i vandkanten. Et lille blåt skilt bevidner, at jeg nu igen går på Hærvejen. Små præstekraver løber i opskyllet, hvoriblandt jeg med korte mellemrum ser sepiaskaller og ægkapsler fra rokker. Ægkapslerne er fem-seks centimeter lange, små sorte firkanter med et lille krøllet horn i hver hjørne. Sepiaskallerne ligner nærmest hvide skoindlæg i form og størrelse. De stammer fra den ti-armede sepiablæksprutte. I dyrehandler sælges disse skaller som kalktilskud til burfugle.
Efterhånden nærmer jeg mig Hirtshals. Jeg gør mig ikke meget håb om at se en markering for Hærvejen, for jeg ved fra min vandring på Nordsøstien, at pæle banket ned for foden af klitter ikke holder længe; enten bliver de dækket af flyvesand og sandskred, eller også bliver de undermineret af udsivende vand og afblæsning af sand og vælter om. Det er da også et rent lykketræf, at jeg får øje på den væltede pæl med det lille blå skilt og kommer op i klitten på det rigtige sted.
Fyrtårnet står få hundrede meter væk. Foran, fuldstændigt skjult i det høje græs ligger et system af bunkere og løbegrave fra Anden Verdenskrig, der nu er blevet til museum. Hinsides fyrtårnet ligger den lokale campingplads, og dernæst kommer jeg ind i byen, hvor havnen fuldstændigt dominerer udsigten. Få skridt fra havnen gemmer stationen sig, og efter en kort ventetid kan jeg stige ind i et af de blå tog fra Nordjyske Jernbaner.

Johannes V. Jensen: Christofer Columbus, 103-137.
Juan Gabriel Vasquez: El ruido de las cosas a caer, 1-84.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s