Hune-Vittrup (212).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Hune-Vittrup, 31,8 km (212)
Tirsdag den 20. juni 2017.

Dagens vandretur bliver meget anderledes end forrige uges vandredag (211) på Hærvejen, og meget anderledes end mine vandreture på Nordsøstien i dette nabolag (vandredag 33, 34 og 35). De dage bød på hav, strand, klit, hede og plantage. I dag ser jeg intet til de landskabstyper. I stedet går Hærvejen i en stor bue ind i landet, og det er vel i overensstemmelse med Hærvejens andet navn, Oksevejen. I hvert fald er der kvæg på græs på engene og de store flade græsmarker. Og alle de høveder, der blev drevet til markederne og slagtehusene nede i Holsten, fandt jo nok ikke føden ude i den tørre klit.
Det er en solrig dag, frisk blæst, endog hård blæst på de udsatte steder, det åbne agerland og de få bakketoppe jeg passerer.
Bussen fra Ålborg har usædvanligt mange passagerer med for en tidlig tirsdag formiddag. Det skyldes, at den, få kilometer før mit endemål i Hune, gør en afstikker omkring det nærliggende Fårup Sommerland. Der står de fleste passagerer af. I Hune har jeg min egen afstikker, før jeg påbegynder dagens vandring. Den lokale kirke ligger i byens udkant, ud mod plantage og tørt overdrev. Jeg kigger ind i våbenhuset for at se den runesten, der står her. De indhuggede runers furer er næsten udviskede. Stenen bærer budskabet Hove, Thorkil, Thorbjørn satte deres far Runulv den Rådsnildes sten.
Et par hundrede meter vest for kirken genfinder jeg Hærvejen, i selskab med Nordsøstien. Ruten går stik nord, en sandet sti i kanten af plantage, tilpas benyttet til at der anlagt trætrapper ved de overgroede klitter, for hvis fod der ligger et par små søer. En lystfisker står i rørene dernede. Et midaldrende par med en stor venlig hund kommer forbi, tyskere, som adskillige andre af de vandrere og cyklister jeg møder i dag.
Der er blomstrende gul gyvel på lysåbne steder og lupiner i forskellige nuancer af blåt og violet langs stien, der på et kort stræk bliver til en grøn tunnel mellem plantage og et levende hegn.
Efter et par kilometer fortsætter Nordsøstien alene mod nord, mens jeg følger Hærvejen ind i landet. Først passerer jeg indkørslen til Fårup Sommerland, dernæst kommer jeg ud på små landeveje og grusveje, jeg har for mig selv, blot med højlydte hilsner fra hundene på de gårde, jeg kommer forbi.
Det er et grønt landskab, fra horisont til horisont. Kvæget går i højt græs på enge og marker, afblomstrede rapsmarker står i tætte buskadser med bælgene strittende i alle retninger. En enkelt ærtemark har kilet sig ind i landskabsmosaiken, den er godt behængt med hvide blomstrer men de drukner ganske mod stænglernes og bladenes grønne sammenfiltrede masse. Kornet står med store felter i nuancer af grønt, skarpt sat op mod hverandre. De yderste aks har fået mere sol og er så småt begyndt at modnes, det føjer strøg af gult og gyldent til alt det grønne.
Længere fremme bliver landskabet ganske fladt, men endnu er der små bakkekamme. Hærvejen fører væk fra den lille landevej, ad en tilgroet markvej, der går på toppen af en af bakkekammene. Der er en fin udsigt, men jeg er mere optaget af den hare, der pludseligt dukker frem og sætter sig i hjulsporet, mellem bræmmer af højt græs. Mens jeg ser på den, sætter den pludseligt i løb, ad hjulsporet hen imod mig. Jeg må være stor som et tårn med horisonten bag mig, men den har tydeligvis ikke set mig. Snart sætter den sig dog ned og tænker over tingene, må have fornemmet at noget ikke helt rigtigt; en let bevægelse fra mig hjælper den på vej, og så styrter den af sted ad hjulsporets modsatte retning.
I vejkanten har tynde striber af blå kornblomst og røde valmuer undgået markens sprøjtning. Jeg passerer en lille landsby og er så ude på flad slette. En hvid landsbykirke tårner sig op, i det fjerne kan jeg se en bakkeknold og spidsen af kirketårnet i Tise, der lige præcist hæver sig over trækronerne. Græsset står højt på markerne langs den å, der afvander engene; hvor der er taget høslæt, ligger det slåede græs i høje luftige baner.
Bakkeknolden ved Tise er delt mellem overdrev og småskov, der går en hyggelig sandet vej igennem, men alt for kort, på den anden side af landsbyen er jeg igen ude i det flade, forblæste landskab. Ruten går stik nord, og direkte i sigtelinjen ligger endnu en bakkeknold, denne gang med en stor hvid bygning, der er synlig på kilometers afstand.
Det er Børglum Kloster – under min vandring på Nordsøstien gjorde jeg en afstikker ind i landet for at se det. Dengang kom jeg dertil ad landevejen, i dag skal jeg tværs igennem en kreaturfold med sortbrogede køer, dernæst ad verdens spinkleste trampesti gennem et højt brændenældekrat. Markerne brydes af en smule skov, små vandhuller i skovbrynet eller på åbent mark er tæt bevoksede med gul iris. Da jeg igen får udsyn til klostret, er det rykket ganske tæt på, og den sorte træmølle, der deler samme bakkeknold, er nu tydelig mod den blå himmels baggrund.
Klostrets hvide bygninger med de røde tegltage tager sig smukt ud oppe på bakken. Så snart jeg begynder nedstigningen ad den nordlige bakkeside kan jeg mærke den hårde blæsts fulde styrke. Min kasket blæser af hovedet to gange, før jeg besinder mig på at gå barhovedet de sidste kilometer. Fra den høje bakkeside kan jeg mod nordvest se hen over plantager og længst borte de store toppe af flyvesand, der hæver sig over trækronerne.
Tilbage på det flade terræn er blæsten mere tålelig. Jeg ankommer til landsbyen Vittrup med tyve minutter til næste bus. Byens gamle mejeri er nydeligt restaureret, en inskription over døren reklamerer for Skummesalen. Det lyder noget elskværdigere end navnet på den nedlagte grillbar rundt om hjørnet, Pølsetyskeren, hed den.

Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, 312-371.
Johannes V. Jensen: Christofer Columbus, 1-103.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s