Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Lille Vildmose, 36,4 km (254).
Søndag den 15. april 2018.
På en søndag i april er Øster Hurup en badeby uden for sæsonen, hovedgaden fuld af tilbud til turisterne, turisterne er der ikke endnu, og de fleste steder er der endnu ikke åbent. Det er adskillige år siden, jeg sidst var her på stedet (vandredag 19), også på en forårsdag. Dengang gik jeg på Nordsøstien, i en lang bue ind i landet og dernæst ud til kysten og videre nordpå.
Umiddelbart nord for Øster Hurup ligger Lille Vildmose, Nordvesteuropas største højmose, ejet af Aage V. Jensens Fonde. Området er for en stor dels vedkommende indhegnet og i betydeligt omfang ikke tilgængeligt for vandrere eller andre. Fonden har dog været generøs med at stille udsigtstårne med videre til rådighed for publikum.
Det utilgængelige område er årsagen til, at Nordsøstien slår en stor bue ind i Himmerland her. I dag skal jeg imidlertid gå et langt stræk langs kysten, før jeg drejer ind i landet.
Denne morgen har landskabet været præget af dis, som jeg har set det fra vinduer i tog og bus. Ude ved kysten er det dog klaret op, og solen kommer og går i løbet af dagen. Jeg følger landevejen mod nord, og så snart jeg er uden for bygrænsen, møder jeg på den vestlige side af vejen det høje hegn omkring Vildmosen. Hegnet er flankeret af en bred skovbræmme, der gør det umuligt at se længere ind i mosen. Mod øst, på højre side af vejen, er der i begyndelsen sommerhuse og en stor campingplads, dernæst en stribe klithede, her og der overgroet med skov, som ender med en enkelt række ganske lave klitter ud mod Kattegat.
Ved en større parkeringsplads med infotavler om Vildmosen fører en fodgængertunnel under landevejen og ind på det indhegnede område. Her der mulighed for at gå den korte tur frem til udsigtstårnet i Tofte Skov, en stor trækonstruktion i, hvad man vel kan kalde for Aage V. Jensen-stil. En trappe fører op til en stor platform med panoramisk udsigt over en del af Vildmosens åbne landskab. Det dominerende indtryk er af tør brun hede, isprængt spredt bevoksning af lave buske. I det fjerne rejser lange skovbryn sig over det flade landskab. I mellemgrunden er der vissen græsslette og tynde linjer af træer, formodentlig langs vandløb eller drængrøfter. Det minder om savanne, en fornemmelse der forstærkes, da jeg afsøger landskabet med kikkerten og ser kronhjorte græsse derovre.
Tilbage ved landevejen søger jeg ud til kysten, passerer den lave klitrække, og kommer ud på en strand, hvor ebben har blotlagt den flade havbund i flere hundrede meters bredde. Langt ude kan jeg se det åbne hav; ebben har også efterladt et system af laguner tæt på klitten, men langt fra det tilbagetrukne hav. Tre piger rider på heste langs stranden, mod syd er der flere strandgæster til fods.
Den lave klit er knoldet og besværlig at gå i, så i stedet søger jeg ud på den blotlagte havbund, hvor sandet er fast og behageligt at gå på. Det minder næsten om Vadehavet, som jeg så det på min vandretur til Langli i Ho Bugt (vandredag 113) eller nord for Manø (vandredag 114). Der er ænder og gæs på den våde flade, måger i luften, og kragerne kommer og går fra krattet og strandskoven. Et par gravænder lyser op med klare farver.
Jeg går i rask tempo langs ydersiden af kæden af små laguner, der ligger klods op ad klitten. Det er vel ikke meget mere end store pytter, måske en halv snes meter i bredden og op mod en fod dybe. Jeg kigger forgæves efter et sted at krydse tilbage til klitten, indtil det går op for mig, at der er tale om én lang sammenhængende strømrende, og at den eneste måde at krydse tørskoet på er at gå hele vejen tilbage. I stedet tager jeg sko og sokker af, smøger buksebenene op, og vader igennem den mest lavvandede af lagunerne. En fiskehejre lader sig ikke forstyrre. Vel tilbage ved klitten går jeg barfodet et stykke i sandet, indtil der viser sig en sti gennem klitheden, og det er klogest at fortsætte bestøvlet.
Ud mod landevejen er heden overgroet med et lavt, åbent birkekrat. Vildmosens indhegning løber endeløst mod nord. De få porte er ikke til offentlighedens brug. På striben af land mellem landevej og hav foretager man forsøg med afgræsning af vildheste og vildkvæg. I dag holder dyrene til fjernt fra vejen, ud mod Kattegat.
Snart afløses overdrevet af dyrkede enge og spredte gårde. Jeg forlader kysten og går i en ret vinkel ind i landet. De harvede marker er grå og strimede af sand. Løst flyvesand har dynget sig op i skellet. Et par kilometer inde i landet når jeg frem til Lille Vildmoses besøgscenter, markeret af et højt tårn. Bilerne holder i rækker på parkeringspladsen, og børn og voksne søger mod pladserne i det lille tog, der kører på en kort stump tørvebane.
Jeg fortsætter videre frem og står snart ved kanten af en sø, tydeligvis reetableret inden for det sidste par år. Umiddelbart før søbredden går jeg igennem en låge ind til den ny indhegning, der er etableret for at muliggøre udsættelsen af elge i Vildmosen. Et skilt vejleder i takt og tone ved omgang med elge – hold rigelig afstand.
Birksø, den reetablerede sø, har oversvømmet den vej, der fører frem til Tofte Sø, hvor der er et udkigstårn med blik ud over søen og mosen. Mod sydøst er der skabt et nyt dige, der endnu ikke er blevet overgroet med urter eller krat, kun en klynge følfod er brudt igennem. Ude på den lave sø har fuglene taget søen i besiddelse. Ænderne og gæssene søger også føde på de halvt oversvømmede enge, hvor en håndfuld knoklede køer med kalve græsser.
Jeg går langs jordvolden i kanten af søen, opsat på at besøge fugletårnet ved Tofte Sø. Efter få hundrede meter må jeg imidlertid vende om: Hvor man forlader diget og skal fortsætte ad spinkle trampestier gennem eng og skov, har den lange våde vinter efterladt et sumpet og ufremkommeligt terræn, som mindst kræver gummestøvler for at kunne passeres.
Så jeg drejer om, går tilbage til Birksø og videre gennem det nyindhegnede område, Mellemområdet. Oprindeligt bestod var Aage V. Jensens Fondes jordbesiddelser koncentreret omkring det store indhegnede stykke vildmose ved Tofte Sø og Skov, samt, længere nordpå, den ligeledes indhegnede Høstemark Skov, også uden publikumsadgang. Siden har fonden gjort videre jordopkøb i det mellemliggende areal, Mellemområdet. Sidstnævnte område er nu blevet indhegnet, men med kvægriste og låger i hegnet, således at der er fortsat er uhindret adgang for bilister, cyklister og gående. Det er i dette område, at elgene er sat ud.
Jeg skal mod nord, men først gør jeg en afstikker omkring Lille Sø, hvor en lang træbro fører gennem omfattende rørskov ud til en stor udsigtsplatform på kanten til åbent vand. Der er skarv og svaner i luften, gråænder og gæs deler vandoverfladen, i vest hæver bakker sig over det flade landskab.
En grusvej løber som trukket efter en lineal fem kilometer stik nord. Det er gammelt tørveudvindingsområde, hvor man nu prøver at genetablere mosen. De efterladte grave udgør nu lange render med omfattende rørskov, længst mod øst kan jeg se Mulbjerge, bakkerne ved Dokkedal, ude ved kysten. På grusvejen er der en langsom gennemsivning af biler – men i dag lader elgene sig ikke se her. Det store areal giver dem mange muligheder for fred og ro i al ubemærkethed.
Ved en parkeringsplads er der en mulighed for at gå ad plankebroer ud på en stribe uberørt højmose, der blot er få hundrede meter bred, men løber i fuld udstrækning langs de fem kilometer grusvej. Plankebroerne er udlagt i mønster som et stort D, den krumme bue har blot fire brædders bredde, men den lige del er bredere og beregnet til også at kunne benyttes af kørestolsbrugere. Ved D’ets toppunkt står man ved åbent vand. Her der blevet udvundet tørv i industriel skale, det har efterladt en vandfyldt grav, en firkantet dam, der er halvtreds meter bred og frem kilometer lang.
Tilbage på grusvejen fortsætter jeg frem mod den næste parkeringsplads, hvor der står et ti meter højt udsigtstårn. Engene og de udstrakte rørsumpe er yndede af fuglelivet, der er ænder og gæs alle steder, intens snadren fra alle sider, blishøns og svaner holder til i de sløjfede kanaler, jeg ser hele tiden rørhøge og utallige gange hører jeg rørdrummens karakteristiske kald; en lyd, der meget minder om at et pust i flaske, men har en dybere og mere massiv tilstedeværelse i landskabet. Denne sang kalden pauken, og den kan høres på flere kilometers afstand. Fuglene gemmer sig godt inde i rørskoven.
Jeg bestiger tårnet, der er en flot udsigt over det flade land. Fra denne højde kan man se, hvordan områdets fortid med tørvegravning har udformet landskabet: Lange parallelle rækker af tørvegrave, anlagt med en præcision der mest af alt minder om bjælkemønstret i en stregkode.
Endelig når jeg frem til skovbrynet i nord. Før jeg vandrer videre, går jeg omkring det såkaldte rovfugletårn. Det kræver mere end en halv kilometers gang på en smal plankebro over sumpet skovbund. Rovfugletårnet hedder sådan, fordi man i vintermånederne fodrer rovfugle med slagteaffald på dette sted. Der yngler både kongeørn og havørn i skovene. Jeg ser ingen af dem, men mens jeg afsøger en lysning med kikkerten, glider der pludseligt et stort vingefang gennem kikkertfeltet; jeg tror først, det er en fiskehejre, finder så fuglen igen med kikkerten og ser det er trane.
Efter at have betragtet tranen en god stund går jeg tilbage til grusvejen og ud af Vildmosen nordlige port, videre langs landevejen frem til landsbyen Mou. Landskabet er en blanding af agerland og skov, stadigt fladt som en pandekage. Det er søndag, så der er to timer mellem hver busafgang, men jeg har timet dagens vandring så fint, at jeg kun skal vente et kvarter.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Som Sagt, 97-195.
Bernhard Schlink: Der Vorleser, 1-37.
Jyske Vandreture 