Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Treå Møllebugt-Kalø Vig, 39,5 km (253).
Lørdag den 7. april 2018.
Der er mindst tre steder ved navn Skovgårde på Djursland. Der, hvor jeg står af rutebilen mellem Randers og Grenå, er på nordkystvejen, få hundrede meter fra Kattegat. Jeg begynder min vandredag med at gå de få hundrede meter ud til havet, Møllebugten, cirka der hvor Djurslands næseryg møder det øvrige Jylland. Dagen er overskyet, og den brede sandstrand ser grå og forblæst ud, som den strækker sig mange kilometer til begge sider. En vandretur på Nordsøstien giver lejlighed til at se en stor del af nordkystens lange strand (vandretur 15).
Med et sidste blik på havet vender jeg mig om og tager hul på dagens tur mod sydkysten af Djursland. Efter at være gået tilbage ad sommerhusområdets grusvej står jeg på ny ved Skovgårde, der – ud over et busstoppested – også kan glæde sig over en gammel borgbanke med en tørlagt voldgrav (vandredag 179). Den smalle landevej skruer sig op i terrænet i en lang bue, havet lyser blåt mod nord, når jeg ser mig tilbage.
Herefter er de første kilometer ind i landet på fladt plateau, skov og agerland deler pladsen, men efterhånden vinder skoven overhånd. Landmændene har været i gang, og lugten af nyvendt jord veksler med duften af frisksavet træ fra stablerne ved vejkanten. Dertil kommer en svag fært af hest, da jeg drejer ind i Løvenholm Skovene, hvis grusveje er oversået med aftryk af hestesko.
Skovene er domineret af nåletræer, her og der er der små partier af løvtræer, ofte yngre, spinkle bøgetræer, flankeret af tykke, ældre ege. Enkelte steder står fritstående egetræer med brede stammer og skulpturelle kroner tilbage. Der er ikke langt mellem små moser og større skovenge, altid med en hochsitz, et trætårn til jagt, i nærheden. Jeg hører musvågeskrig og ser rovfugle glide over himlen ved lysningerne.
En hurtig bevægelse i det yderste af synsfeltet fanger min opmærksomhed, et glimt af pels, et egern forsvinder bag et stamme. Jeg bliver stående og venter, snart efter titter det frem højere op i det høje birketræ.
Løvenholm Skovene gennemskæres af landevejen mellem Randers og Grenå. Efter at have krydset den, følger jeg en lang grusvej nær det østlige skovbryn mod syd. En stor mark klods op ad skoven er sort og nyharvet. Den er hegnet ind bag ikke mindre end syv parallelle elektriske tråde, den øverste i hovedhøjde, knitren afslører at strømmen er sat til. Sammen med de mange hochsitze er det et uomtvisteligt vidnesbyrd om en tæt hjortebestand. Ikke, at jeg ser nogen af dem, det vildeste jeg oplever i skovene denne dag er spredt forekomst af mountainbikere.
Jeg kommer ud af skoven nord for den lille landsby Marie Magdalene. Et par velholdte ejendomme markerer overgangen, de fremstår med friske klare farver, sort/hvid og gul/rød. En ravn kalder fra skoven, idet jeg når frem til landsbyen.
Marie Magdalene har en smuk kirke i rødt tegl, de ældste dele stammer fra middelalderen. En flok alliker boltrer sig mellem kirkens spiger og kronen på det høje kirkegårdstræ. I sin tid nød kirken her en vis berømmelse, fordi den besad to flyverøn på taget over våbenhuset. Flyverøn er ganske almindelig røn, som takket være fugle og deres ekskrementer er blevet bragt op på tage eller andre træer, hvor de har slået rod og vokser. De to rønnetræer på våbenhusets tag gik imidlertid ud i 1980. Det lokale forsamlingshus ved siden af kirken er derimod næsten skjult bag to store stynede træer.
Maria Magdalene går over i Ryomgård, knudepunktet i det centrale Djursland, et sted der ofte har indgået i mine vandreture her. Jeg skærer gennem byen, forbi den gamle stationsbygning med vandtårnet og Gl. Ryomgård Gods og kommer dernæst ud på den lave dalsænkning syd for byen, der engang var en del af Kolindsund, som for et par tusinde år siden strakte sig frem til Randers Fjord og gjorde den nordlige del af Djursland til en ø. Siden sandede sundet til i øst og vest, blev først til en fjord, dernæst til en ferskvandssø, som så blev afvandet i attenhundredtallet (vandredag 127). Meget af den forsvundne sø ligger hen som eng, men foran godset pløjer en traktor en stor firkantet mark op i furer af tung sort jord.
Som jeg fortsætter mod syd kommer jeg ind på små skovveje og grusveje, hvoraf en del indgår i en afmærket vandrerute mellem Ryomgård og Kalø, som jeg gik for adskillige år siden (vandredag 12). Små stykker hede, overdrev og eng maser sig ind mellem plantagerne. Syd for Ryomgård bliver terrænet tiltagende kuperet frem mod Rønde. Så snart jeg kommer fri af skoven kan jeg se Rønde ligge på den højeste bakketop af alle, på den anden side af den brede dal, hvorigennem motortrafikvejen til Tirstrup Lufthavn løber.
Da jeg omsider begynder at nærme mig toppen af bakken, kan jeg se glitrende vand lang forude mod syd, faldende dalsider mod de tre øvrige verdenshjørner med masser af skov i nord og øst. Jeg skal med en bus fra Rønde, men i første omgang går jeg i rask tempo gennem Rønde, indtil jeg når frem til bakkemassivets top, lige øst for bygrænsen. Her fører en trampesti op til bavnehøjen allerøverst oppe og en fantastisk udsigt hele horisonten rundt.
I nord og øst de store skove, Kalø Gods få hundrede meter væk, i sydøst Mols Bjerge, med Stabelhøjes let genkendelige profil; mod syd og i vest Kalø Vig med Kalø Slotsruin for enden af en lang tange (vandredag 131). På den åbne bakke ned mod vigen ligger Bregnet Kirke med hvidkalkede mure. Jeg stiger ned fra bavnehøjen og fortsætter ned ad den lange bakke mod vigen, ad den travle landevej mod Ebeltoft, indtil jeg kan dreje fra ad grusvejen hen til kirken, der ligger med ryggen mod Ringelmose Skov.
Den gamle godsskov har høj, luftig bøgeskov, landevejen løber ved det sydlige skovbryn, på den anden side af vejen ligger vigen. Jeg går de få hundrede meter hen til parkeringspladsen ved Kalø Slotsruin og tager et hvil på en bænk. Der er en livlig trafik af spadserende ud til ruinen for enden af landtangen og middelaldervejen derud. Ruinen rejser sig som en stor skummel kasse ude på landtangen bakke.
Måger og ænder boltrer sig på det lave vand. Jeg går op ad bakken til Rønde. Der står vand på marken foran Hestehaven, skoven vest for landevejen. Gæs græsser derovre, og en lille flok gæs flyver ind under megen larm, men de lander på den store pyt, ganske som om det var en sø.
Tilbage i Rønde sætter jeg mig på en bænk og tager støvlerne af, mens jeg venter på bussen til Århus.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Som Sagt, 27-97.
Jyske Vandreture 