Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Fajstrup-Hadsten, 34,7 km (252).
Mandag den 2. april 2018.
Efter marts’ lange vinter er det blevet april, 2. Påskedag, og der er endelig en smule forår i luften. Jeg står af bussen ved Fajstrup, nord for Lading Sø, hvor jeg afsluttede en vandretur for fjorten dage siden (vandredag 249). I dag skal jeg nord på, gennem den østlige fløj af Frijsenborgskovene, men først vil jeg vende skoven vest for Lading Sø, i stedet for som tidligere blot at gå igennem den ad landevejen.
Her, ligesom den øvrige skov jeg kommer til at vandre igennem i dag, drejer det sig om privat godsskov. Skovvejene er præget af at være benyttet af tungt maskineri. Det er overvejende granskov, men der er også yngre bøgeskov. Nogle steder har smukke gamle egetræer med tykke stammer og massive kroner fået lov at stå tilbage, enkeltvis eller på række ved skovbryn eller jorddiger. Her og der er der moser, nogle af dem med åbne flader, andre under tilgroning af unge birketræer med hvid bark. Selv om temperaturen er fem-seks grader over frysepunktet er jorden stadig tilfrosset inde i den skyggede granskov, damme og vandpytter er frosset over, og de furer, som traktordæk har mast ned i jorden, er stadig et cementhårdt relief i jordvejenes frosne mudder.
På de mere velholdte grusveje i skoven er der en vis trafik af spadserende, hundeluftere og en enkelt rytter. Den fredede Lading Sø er på to sider omgivet af skov, som den dog holder sig fra livet med brede enge og rørskove. I øst kan jeg se bakkekammen med Borum Eshøj og de øvrige gravhøje på toppen (vandredag 176).
Efter at have gået en snørklet sløjfe i skoven ved søen krydser jeg hovedvejen mellem Århus og Viborg. Den vej, som jeg havde tænkt mig at benytte videre frem, er imidlertid blevet inddraget af et savværk, så i stedet går jeg et stykke mod nord, og kommer ind i Frijsenborgskovene ad en smuk gammel allé over det åbne land.
Skoven er stadig den samme mosaik af lysåben bøgeskov og skygget granskov med bundfrossen jord. Hochsitze, de små trætårne som jægerne bruger, står tæt. Efter at være nået gennem det skovparti, der kaldes Fajstrup Krat, når jeg ud til en af de få smalle asfaltveje, der skærer gennem skoven. Cykelryttere i farvestrålende lycra passerer mig. Jeg går et kort stræk over åbent land, hvor en smuk bindingsværkgård i gult, sort og hvidt pynter på det flade landskab, men snart drejer jeg igen ind i skoven, denne gang for at runde Tinning Mose. Spredt bevoksning med spinkle birketræer dækker den centrale moseflade. Der er isen borte, men nær skovbrynet og dets høje graner er der stadigt vidstrakte isflader. Den tilgroede vej fører på en forhøjning gennem mosen – den eneste grund til at jeg slipper tørskoet igennem.
Efter mosen gør jeg et sving mod vest, men kun for at blive i skoven og begynde en længere vandring mod øst. Et stor fløj af Frijsenborgskovene går fra Frijsenborg Slot og helt frem til Hinnerup. Igennem skoven løber Danmarks længste lige skovvej. Hvis sandheden skal frem, har den et par mindre knæk, men dog ikke værre end at den bærer navnet Linjen. Den lange grusvej blev anlagt som en privat vej af en af lensgreverne på Frijsenborg, som havde brug for lettere adgang til togstationen i Hinnerup – han havde vigtige politiske hverv i hovedstaden.
Jeg har tidligere gået denne vej i sin helhed (vandredag 92), derfor vælger jeg nu en mere snørklet rute mod øst, ad de mindre skovveje, så jeg får set andre dele af skoven og blot krydser Linjen i rette vinkler. Jeg har hørt ravn og musvåge ved skovbrynene; her inde i den dybe skov hører jeg pludselig en spætte. Ikke den karakteristiske korte maskingeværsalve, men en mere tøvende, næsten udforskende rytme, som en mand der prøvende sparker til dækkene på en brugtvognsforhandlers biler. Jeg står stille og får pludseligt øje på fuglen højt oppe i et løvtræs bladløse krone. Den forsøger sig frem forskellige steder på de tykkeste grene, før den pludseligt drager videre.
Jeg krydser mig videre frem, nord og syd for Linjen, omkring små moser, ud til det sydlige skovbryn, hvor jeg overrasker et par græssende rådyr ude på marken. Til sidst forlader jeg skoven ved den nordlige skovbryn og begynder de sidste kilometers vandring over åbent landskab.
Først gør jeg dog en afstikker ad en markvej. Her i skovkanten, ved et kær, med en imponerende hær af dunhammere, er der opsat en mindesten for Dronning Dagmars Kilde, som forfatteren Thor Lange i 1906 lod rejse. Plankebroer gør det muligt at komme tørskoet derind. Toppen af mindestenen er udformet som et dagmarkors. Dronning Dagmar var gift med Valdemar Sejr, hun mindes i folkevisen om Dronning Dagmar der lå syg udi Ribe. Her døde hun i 1212, byen har æret hende med en statue på Riberhus borgbanke (vandredag 56). Ifølge lokal overlevering skal dronningen have slukket tørsten ved denne kilde under en rejse fra Skanderborg.
Jeg fortsætter gennem det flade agerland mod nord. I øst stikker kirketårnet i Haldum lige akkurat op, i vest kan jeg se den langstrakte skovklædte bakkekam ved Gravlev Ådal (vandredag 175 og 187). Ligefremme har jeg kirken i Vitten, og dårligt er jeg ude af landsbyen, før jeg har kirketårnet i Over Hadsten som nyt vartegn for vandringen. Herfra fører den travle landevej mellem Skanderborg og Randers tværs igennem Hadsten i første sals højde. Fra broen over jernbanen har jeg ikke blot udsigt til stationen, men også til Hack Kampmanns nyklassicistiske Sankt Pauls Kirke i baggrunden (vandredag 178).
Det har ingen hast med at nå frem til stationen og købe min billet, for med helligdagstrafikken skal jeg vente tre kvarter på næste tog. Tror jeg, men DSB kører med betragtelig forsinkelse på intercitytoget fra Ålborg, så få minutter senere sidder jeg på det sidste ledige sæde i et stopfuldt tog på vej mod Århus.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Som Sagt, 1-27.
Jyske Vandreture 