19: Øster Hurup-Hals

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Øster Hurup – Hals, 38,4 km.
Lørdag den 23. april, 2011.

Dagens tur foregår i fint solskin. Temperaturen frister til at dage jakken af, men de åbne stræk byder alligevel på for meget vind til at det er behageligt.

Det er en af den længste ture, jeg har gået i nogen tid, siden Mols. Det er transportmuligheden omkring Lille Vildmose, der gør det nødvendigt med en asymmetrisk opdeling af strækningen fra Hadsund til Hals.

Store dele af dette landskab var engang stenalderhav, hvor bakkeøer var rigtige øer. Og det ses tydeligt. Der er masser af fladt land, som oftest drænet og gjort til kornmarker. Der er lærkesang og lærker i luften overalt.

På min vej fra Øster Hurup ind i landet, i en stor bue rundt om Lille Vildmose, går jeg netop over sådan drænet jord, langs en dyb grøft. Pludseligt krabber en stor musvåge sig møjsommelig op af en grøft med baskende vinger, kommer tungt på vingerne og flyver væk i en vid bue, alt sammen uden en lyd, først da, den når den fjerne, høje ende af buen, kommer der et par skarpe skrig. Det plejer at være ænder, der letter eksplosivt fra en drængrøft, altid ledsaget af vred skræppen.

Skovbrynene står hen i en ujævn blanding af grønt og brunt, bøgen er under udspringning, egene står stadig hen uden grønt.

Inde i landet er det flade land, den gamle havbund, afløst af bakker. Der er masser af heste på markerne. Fra bakketoppene er der udsigt til sære, vidstrakte og hvide landskaber i det fjerne. Det er kalkværker.

Ruten går ad små bagveje, og så forsvinder den trampede sti helt, der er blot små pæle med skilte, der angiver en vejret i kanter af marker, et kort stræk over til buskadset og hegnet omkring vildmosen.

På den anden side af hegnet er der hede, muligvis hedemose, og lave birketræer. På min side af hegnet passerer en snog lynhurtigt skovvejen.

Hedepræget i kanten af Vildmosen bliver stadigt tydelige, mens jeg går mod Tofte Sø. På venstre hånd er der præcist den slags våde enge, som dræningen har fjernet andre steder.

En lind strøm af besøgende til Vildmosen kommer imod mig, det er en lørdag i påsken. Ved Tofte Sø er der adgang til et fugletårn i kanten af søen. Et white board opregner de fuglearter, der blev set af tidligere gæster, ugen før.

Fra Tofte Sø går et langt stræk ad grusveje over engene, forbi Vildmosens besøgscenter, indtil man kommer ud på små asfaltveje. To traktorer med enorme gyllevogne, med nedfældere af uhyre vingefang, kører i pendulfart på vejene.

Ad asfaltvejene går det så ud mod kysten, til Dokkedal. De store morænebakker står vældige i landskabet. På lang afstand kan jeg se de tyske dragesejlere, der boltrer sig for bakketoppen på den fjerne, havvendte side af bakken. Efter at have passeret Dokkedal, sommerhusene og nået kysten, ser jeg dem i fuld figur.

Herfra går det opad kysten. Nogle holder en stor fest i et fælleshus i sommerhusområdet, de har sat hjerteformede røde balloner op langs et langt stræk af grusvejen.

De sidste kilometer går ad landevej, først til Egense, dernæst ud til havnen ved Limfjordens østlige indgang. Havnen er blot en rampe og en havnegrill. Turen over tager fem minutter.

Så er jeg nordenfjords.

Orhan Pamuk, Den Sorte Bog, side 1-104.

 

This slideshow requires JavaScript.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s