Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Bjerringbro-Kjellerup, 27 km (513).
Torsdag 11. april 2024.
Det er en stille grå dag med let regn i luften, da jeg starter min vandredag på perronen i Bjerringbro. Det er en klassisk station i røde mursten, og med tydeligt præg af at dens lokal industris adgang til fragt har været en vigtig faktor her. Der bygges store nye boligblokke på gamle industrigrunde, men en maskinfabriksbygning er bevaret og overgået til andre formål. En sti går mellem bane og fabriksbygning og letter adgangen til hovedgaden, som fører til broen over Gudenåen.
Den store å er bred og vandfyldt her, broen ved ophalingsstedet for kanoer er på kanten til at drukne. Trækstien løber her. Øst for byen, i retning mod Ulstrup, er nogle af de vanskeligst passable stræk af stien (vandredag 427). Dalsiden er stejlest nord for åen, med en hel del skræntskov bevaret, og et plateau mellem Gudenådalen og Nørreådalen. Umiddelbart vest for byen slår Gudenåen en stor bue ned til Ans, en god del af det oprindelige åløb opslugt af den opstemmedeTange Sø, og først reetableret efter elkraftværket og dæmningen (vandredag 27).
Åbuen er stor nok til at plateauet er bevaret inden for buen, og her går den første del af min vandretur hen. I første omgang følger jeg en cykelrute ad små veje mod vest. Den fører mig til kanten af den store skov nær Gudenåcentralens Plantage, hvor landevejen svinger mod syd og påbegynder en lang moderat stigning. Ved en gammel mølle i sort og hvidt bindingsværk løber en bæk under vejen i en stenkiste. Klods op ad møllen ligger en stor velholdt firelænget gård, også i sort og hvidt bindingsværk, rødmalede vinduespartier og frønnet grønt stråtag. Kortet kalder den for Bispegård, hvad der formodentligt mere har handlet om ejerskab end om residens.
Der er et større vejarbejde i gang på bakken foran mig. Lange stræk med nyasfalteret sort asfalt, som stadigt klæber en smule til støvlesålerne. Længere fremme kører der vejtromler og asfalt hældes ned på vejbanen. Biltrafikken er spærret, men jeg passerer uden problemer i rabatten, med asfaltens tjæreluft i næseborene. Forude må en lastbil vende om, og jeg følger efter den, nu over plateauets flade opdyrkede land, indtil jeg kommer til den lille landsby Sahl. Et par svaner flyver tungt gennem luften, mens der lyder musvågeskrig fra et skovbryn, og to-tre kragepar skændes om redepladser i en lille stump skov. Den vej, jeg følger, hedder Skibelundvej, og i Sahl krydser jeg Gl. Færgevej, færgestedet ligger på bunden af Tange Sø, men navnet består. Skibelundnavnet kan have ældre rødder, mange jyske åer har været sejlbare for datidens små skibe i langt større omfang end nu.
Som jeg fortsætter ind i skovene omkring Ormstrup Gods (vandredag 316), møder jeg flere smukt vedligeholdte gamle huse, som sikkert har været beboet af godsets ansatte. Smedehuset hedder et gulkalket hus med valmtag i rødt tegl. Langs skovbrynet ud mod vejen blomster hvide anemoner og gul vorterod under en tynd stribe løvtræer, klemt ind mellem afribbede blåbærris. Det stopper brat, hvor nåleskoven og surere jordbund begynder.
Ormstrup Gods har tidligere båret det historiske navn Frisholt, som også bæres ad den landevej, jeg følger. Godset er i dag ejet af koncerndirektøren for Grundfos, den største virksomhed i Bjerringbro, og måske derfor er det gamle godsnavn også genopstået som navn for en stor klynge moderne ejendomme med en umådelig parkeringsplads, som ligger halvt skjult i skoven og er ejet af Grundfos.
Landevejen gennem skoven taber langsomt højde, indtil jeg når dæmningen over Tange Sø, som fører over til Ans. Fra dæmningen er der vid udsigt. I nord vider den kunstige sø, Danmarks største, sig ud, skovdækket på østsiden, med Trækstien henvist til en lang grusvej gennem plantagen. Der er et par holme ude i søen, rågerne har etableret sig i trækronerne derude. Det går ikke stille af, men en håndfuld gæs og et svanepar duver alligevel uforstyrret på søens overflade.
Syd for dæmning smalner søen til i en lang tragt ned mod Kongensbro, hvor den genfinder sit naturlige leje. Godsskoven følger den helt til dørs øst for søen, nu med den store rekonstruerede skibssætning Høj Stene, som tilmed har fået sin egen anløbsbro til kanoer (vandredag 387). Troldænder og en enkelt skallesluger holder til i en lille vig på Ans-siden.
Ans har også en statelig rød pramdragerkro, den ligger tørskoet og sikkert inde i byen, i modsætning til Svostrup Kro, der står i vand til knæene, som jeg så på en tur sidst på vinteren (vandredag 511). Som det hører sig til, er der kun et stenkast til byens lille kirke, hvor flaget er på halv, og folk strømmer til begravelse. Kirken har den klassiske kombination af hvidkalkede mure og røde tegltage, selv om den er under hundrede år gammel. Usædvanlig er det sidestillede tårn med løgkuppel.
Jeg går forbi kirken og op ad en stejl bakke, der fører fra ådalen til plateauet ovenfor. Som jeg kommer ud på det flade, dyrkede land, vender jeg mig tilbage og kan se skræntskovens skovbryn kantet af lave træer og store buske hvis kroner står i hvid blomstring. Også vejtræer og læhegn blomstrer hvidt. Kvæget er begyndt at blive sat på græs, der er lærkesang for oven, og her og der boltrer viber sig. Den lette regn er for længst holdt op, og af til trænger en solstråle gennem skyerne.
I begyndelsen går jeg mod syd, men kun for at kunne gå ad mindre trafikerede landeveje mod Kjellerup. På markernes laveste partier står der endnu store søer med vand. Der er fladt terræn med få huse og gårde, påske- og pinseliljer har forvildet sig ud i vejkanten og fundet plads mellem lyslilla jordrøg. På tærsklen til Kjellerup har en bæk skåret sig ned i en lille dal. Der er skov på begge sider, og også her er rågerne rykket ind i stort tal, jeg hører dem på flere hundrede meters afstand, et stort kollektivt spektakel i grel kontrast til de få fasanskrig, jeg hører med timers mellemrum.
I Kjellerup møder jeg et parcelhuskvarter med massive bøgehække figurklippet til store blokke, nogle af dem en meter i bredden og to meter i højden. De står med alle sidste års visne blade, endnu ikke et frisk udsprunget grønt blad. Til gengæld har anemoner og vorterod erobret jordbunden for foden af hækken, mens krybende singrøn føjer et stænk af lilla til.
I centrum når jeg frem til torvet, foran det fine gamle tinghus. Bag det ligger rutebilstationen. Der er blot en håndfuld høje træer her, men også dem har rågerne indtaget. Så der er sørget for underholdning, indtil bussen mod Viborg ruller ind.
Barry Lopez: Arctic Dreams, 290-368.
Jyske Vandreture 