Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Sorring-Silkeborg, 32 km (512).
Lørdag den 9. marts 2024.
Sorring er en landsby øst for Silkeborg, på det høje plateau nord for de store søer længere mod syd. I attenhundredtallet var den kendt for sine mange pottemagere. Midt i forrige århundrede samarbejdede Asger Jorn med en pottemager her i byen, noget af keramikken kan ses på museet i Silkeborg. På bakken nordøst for landsbyen ligger den lille gravhøj Sorring Loddenhøj, der på trods af sin lidenhed, er blandt de højeste punkter i Danmark, 148 meter over havets overflade, kun en meter mindre end Himmelbjerget. Et par hundrede meter borte står et radiotårn, som kan ses viden om. Jeg har været omkring landsbyen et par gange før, på vandring langs Lyngbygårds Å (vandredag 237) , og undervejs fra skovene ved Hammel til skovene ved Silkeborgsøerne (vandredag 441).
I dag starter jeg min vandredag her. Det er en kold vinterdag, selv om det er i marts, under en overskyet himmel. Blæsende tilmed, så snart jeg kommer uden for bygrænsen og går over fladt dyrket land, uden læ. Heldigvis er der skove og ådale på dagens rute, hvor vinden ikke har samme kraft.
Således kommer jeg forbi Store Lyngdal Plantage, hvor jeg bliver opmærksom på en lille lokal vandrerute, afmærket med store pæle med orangemalede toppe. Det er en rundtur på blot halvanden kilometer, men gennem en dramatisk skræntskov ned mod en smal ådal. Det er en blanding af åben løvskov og lukkede nåleskovspartier. Nogle steder er skovvejen dækket af et tæppe af agern, andre steder er der høje hulvejssider med blotlagt sand. Temperaturen er lige over frysepunktet, men jeg ser vidnesbyrd om nattefrost, håris på råddent ved, tynde istråde presset ud af det fugtige træ.
Høje lyngkoste har overtaget nogle steder, men ellers er der store flader, hvor blåbærris står tilbage, ribbede for bær og blade. Et enkelt sted er der en særlig imponerende hulvejsside ud mod skovvejen. På markeringspælen har nogen monteret et plasticlamineret opslag med en lille tekst: “Berør venligst ikke formationen, den er mere end 5 mio. år gammel.” Tværsnittet er et tyndt lag gråligt jord, oven på solidt sand.
Geologiske profiler er naturligvis lettest at se ved kysternes klinter og skrænter. Inden i landet byder råstofgrave på kunstige muligheder. Salten Profilet (vandredag 138) er derimod opstået på naturlig vis, et jordskred, og rækker 20-25 millioner tilbage i tiden. Det er dog kun bevaret for nutidige betragteres øje, fordi man fjerner tilgroning, og mon ikke den bekymrede borger bag opslaget også får brug for at luge ud, hvis hulvejsfladen ikke skal gro til.
Skovvejen skruer sig op mod en gammel lade, der øjensynligt er omdannet til jagthytte. Jeg har set flere hochsitze, og ladens facade er pyntet med et gevir. Det er også en høj metalpæl, pyntet med fire rådyrhoveder i sortmalede profiler, fire solide kroge, sikkert beregnet til ophængning af skudte dyr. Laden og skoven er også rigt forsynet med fuglehuse, så der er tænkt på alle.
Tilbage på landevejen vandrer jeg videre, er par ravne flyver langs skovbrynet. Der er der vid udsigt over plateauet, hvor mindre ådale har skåret sig ned i det. Det er agerland, med mindre skovpartier på de stejlere skrænter. Jeg er på vej mod Gjern og den større ådal langs Gjern Å. I udkanten af byen finder jeg en bænk, og efter at have fundet drikkeflasken frem studerer jeg den lille informationstavle. Den giver en forklaring på det lokale stednavn Lille Amerika. En gruppe bønder havde møjsommeligt skaffet penge til at emigrere til Amerika, men de bestemte sig i stedet for at købe noget usselt jord i nabolaget, som mere heldigt stillede naboer derefter spydigt refererede til som Lille Amerika. Og med tanke på det spinkle lag grå jord oven på sand, som jeg så i plantagen, har det næppe været nogen nem opgave at skaffe sig udkomme på den karrige jord her.
Gjern Å løber igennem Gjern. En smal stribe våd eng tvinger bebyggelsen til at holde afstand. Åen skærer sig som en kniv gennem Gjern Bakker, med skovklædte højdedrag på begge sider af engene. Den nedlagte jernbane mellem Silkeborg og Langå benyttede sig også af dalen, suppleret med en høj jordvold for at komme tørskoet igennem. Jeg har tidligere gået banestien i sin helhed (vandredag 88 og 89), men i dag skal jeg blot følge den ad det smukke stræk mellem Gjern Bakker.
Den gamle station er også bevaret, men overgået til privatbebyggelse, skærmet bag bøgehække, og med gynge og legetøj der, hvor der nu er blevet en stor have. Banestien holder sig inden for skovbrynet, indtil den krydser over til den modsatte dalside. Ved broen over åen er der vidstrakt udsigt gennem dalen med dens høje sider. Krogede, bladløse grene rækker rakler frem mod lyset i det åbne rum over vandløbet.
En sti krydser dalen, og langt ude på engene ses en lille træbro. Jeg holder mig dog til banestien, hvis jordvold noget steder rejser sig fire-frem meter over skovbunden. Der presses vand ud fra skrænten, så det er fugtigt terræn. En lille bæk er ført gennem volden, og slynger sig smukt videre over skovbunden.
Uden for Sminge forlader jeg banestien og går ad små landeveje mod nordvest. Her, lidt på afstand af de skovklædte højder, belønnes jeg med et smukt udsyn over Gjern Bakker og engene, nu med Store Troldhøjs lyngklædte top synlig over de lavere trækroner (vandredag 137). Kort efter krydser jeg Gjern Å ved Smingevadbro, med vidstrakte kær og sump, udsigt hen mod Sminge Sø, hvor Gjern Å udmunder og tilføjer sin vandføring til Gudenåen. Flokke af gulnæbbede sangsvaner raster på eng og kær.
Blot halvanden kilometer længere fremme er det tid til at krydse Gudenåen, ved Svostrup Kro, hvor jeg også stod på min forrige vandretur (vandredag 511). Det er fjorten dage siden, og i løbet af den tid er vandstanden synket betydeligt, mindst en fod. Åen har trukket sig tilbage til sit leje, og Trækstien er blevet frilagt og igen passabel, i det mindste på dette stræk. Solen slår sprækker i skydækket, og glitrende lys lægger sig over åens strømmende vand. Et hvidt knopsvanepar vugger på de lette bølger.
Kroen har hejst flaget, og parkeringspladsen er fyldt. Før jeg går videre, kigger jeg ind på den brolagte gårdsplads mellem de fire længer. De gamle stalde står med velholdt bindingsværk og stråtage, ved siden af bænkene er der pyntet med gamle træspande og -tønder, mælkejunger, dertil en vandpost og en gammel hestevogn.
Jeg går gennem byen, forbi kirken og drejer ind på landevejen opad Gudenådalens vestlige bakkesiden. Den når samme højde som Gjern Bakker, men har en lang moderat stigning, med store marker på begge sider. Hvor terrænet går over i plateau, ligger den lille by Grauballe, hvis navn har givet jernalderen et stort ekko i Danmarkshistorien. Syd for byen får jeg lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med den.
Informationstavle og små afmærkningspæle med gule toppe leder frem til Nebel Mose, fundstedet for Gravballemanden. Det er en lille mose, som ligger i en skålformet fordybning i landskabet. Der er end ikke markveje, som fører derhen, man går langs læhegn, markskel og plovfurer. I dag er mosen en næsten cirkelrund sø, med en diameter på under hundrede meter. Den er omgivet af en ring af skov, 40-50 meter, hvor den er tykkest, andre steder blot et par meter spredte træer. Det er overvejende birketræer, så gennem underskovens nøgne grene kan man se det højere terræn hele vejen rundt, mere en underkop end en skålformet lavning. En skarv letter fra søen, da jeg ankommer, ellers er der ganske øde.
Gravballemanden, der nu er det vigtigste fund på Moesgård Museum, blev opdaget her under tørvegravning i 1952. Det er mindre end tyve kilometer fra det sted, nær Bøllingsø, hvor Tollundmanden blev fundet i 1950 (vandredag 173). Han har fundet sit sidste hvilested på Silkeborg museum.
Tilbage på landevejen tager jeg hul på de sidste kilometre til Silkeborg. Jeg befinder mig stadig på plateauet, men adskillige kløfter skærer sig vej ned mod Gudenådalen, så i praksis er det en ganske kuperet rute. De små dyk giver velkomment læ for blæsten i det åbne agerland. På kanten til Silkeborg ligger Gødvad kirke frit i landskabet, på en lille forhøjning. I dag er den dog pakket ind i stilladser og plasticforhæng, så kun våbenhuset og toppen af tårnet titter ud.
Jeg finder en omstændelig rute gennem forstæderne, passerer motorvejen mellem Herning og Silkeborg, der løber i en åben grav, flankeret af orange støjskærme, og når omsider frem til Trækstien ved Silkeborg Langsø. Stien løber på en lav jordvold, hævet over åen. Ikke desto mindre ligger der flere steder lange linjer af sandsække, et værn mod vinterens oversvømmelser. Horisonten domineres af Papirtårnet, højhuset på den gamle papirfabrikgrund ved slusen i centrum af Silkeborg. Derfra er der få hundrede meter gennem byens gader til banegården.
Isabel Allende: Largo pétalo de mar, 180-210.
Jyske Vandreture 