33: Hirtshals-Løkken

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Hirtshals-Løkken, 37,2 km.
Onsdag den 23. maj, 2012.

Det er den første rigtige sommerdag. Det er højt solskin og varmt allerede kvart i otte, da jeg tager toget fra Århus. I Ålborg er der togbus til Lindholm, regionaltog til Hjørring og et af de små blå tog til Hirtshals. Klokken er næsten halv elleve.

Turens første strækning går langs havnefronten, der hurtigt bliver til sandet grønsvær og skrænter, parkeringspladser, campingplads, fyr, hotel.

Derefter følger jeg stranden, der er bred, flad og hård. Der kører biler på den, som der gør over alt, hvor det er muligt på vejen til Løkken.

Som så ofte før er ruten pedantisk afmærket, hvor det ikke er nødvendigt, og mangler ganske afmærkning hvor det virkelig ville have hjulpet. Nede på stranden er det umuligt at vælge det rigtige sted at gå op, fordi landskabet af hav og klitter er storslået – og ensartet. Jeg benytter et vandløb, der møder havet, til at orientere mig og genfinder stien oppe i klitten. Belønningen er et nydeligt stræk over klithede og gennem plantage, før jeg igen kommer tilbage til stranden. Inden da får jeg et par minutter med en tårnfalk over klitterne, og et smukt udsyn over en række små søer og sumpe i klitten. Samt fornøjelsen af at skulle mase mig gennem et højt tornekrat.

Nær Lønstrup bliver klitrækken afløst af skrænt. Der er markant kystbefæstning og store sommerhusområder bagved, hvor den oprindelige landsby blot er en lille ø.

Umiddelbart på den anden side af Lønstrup er der høje skrænter, og skilte der advarer mod nedstyrtningsfare. Store jordmasser efter tidligere skred rækker helt ud til havet, stranden er smal, og her kan der ikke køre biler. Jeg tager en endeløs trætrappe op til toppen af skrænten. Her ligger sommerhusene helt ud til skræntens afgrund. En bil med tyske nummerplader holder ved det yderste sommerhus, og en trivelig tysker kigger skeptisk hen på randen.

Lidt længere nede af kysten ligger resterne af Mårup Kirke. Kun nogle grave og en tynd markering af ydermure er tilbage, resten er pillet ned. Dernæst følger Rubjerg Knude med en stor flyvesandsklit, der næsten har begravet et fyrtårn. Endnu engang forsvinder stimarkeringen, og jeg går dumdristig op over den store, rå sandklit. Da jeg stiger ned på den anden side af fyrtårnet, er det til en tæt bevoksning af havtorn, hvor jeg mirakuløst genfinder stimarkeringen med det samme.

Herefter går det gennem baglandet. Først plantage, så eng og overdrev, med græssende kvæg og heste. Sommerhuse og campingplads. Flere sommerhuse ud mod en stejl skrænt. Til sidst kommer jeg ned til stranden. Der er en pæn mængde badegæster, en hel del biler på stranden, der igen er bred og hård. Enkelte bunkers. I det fjerne kan jeg se Løkken, men det tager en times tid at gå derhen. Umiddelbart er der en hel klynge bunkers, alle ved at synke ned i sandet, og bilerne må sno sig igennem. Der er en lang række af hvide badehuse, og en enkelt å at passere. Som jeg går op i byen, kommer jeg igennem dens hovedstrøg, der er præget af caféer og butikker til turisterne.

Rutebilestationen er en lille gul murstensbygning. Jeg venter næsten en time, mens jeg læser i min bog, og dernæst tager jeg rutebilen til Ålborg og toget hjem.

Mit Navn Er Rød, 165-365.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s