Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Fårvang-Ulstrup, 30,9 km.
Søndag den 5. april 2015.
Sidst på formiddagen, hovedgaden i Fårvang. Vejret er smukt solskin over dramatiske skylandskaber, stadig koldt, skønt det ikke blæser så meget som sidst. I dag skal jeg fortsætte min vandring ad Gjernbanestien. Terrænet er fladt og åbent, agerland, spættet af skovstykker. Banestien går som et bånd gennem landskabet, med få, stort svungne, kurver. Langt den største del af vejen går banestien på en banedæmning hævet to til fire meter over det omgivende landskab. I dag er der kun få gennemgravede bakker.
Den første større landsby er Thorsø. Her mangler der omkring femhundrede meter af det oprindelige banelegeme. Ruten svinger mod øst og fastholder en svag stigning. Markerne er indtaget af råger, men jeg skræmmer også en enkelt fasanhane op fra en smule krat nær banen. Den løber bort med hastige skridt, afbrudt af korte ophold mens den fikserer mig med et misfornøjet blik.
Det er søndag, påskesøndag, så flagene er oppe ved landsbykirkerne, der er motionister på stien, når den passerer de små landsbyer, cyklister i par, ensomme løbere, døtre og mødre med barnevogne. På det lange stræk frem mod Laurbjerg krydses banen af et par snævre ådale og volden lægger et par meter på. Åer og bække passeres, banen følger toppen af en skrænt, skov bliver mere fremtrædende, men ind i mellem er der udsigt over ådalen. Kort før Laurbjerg er banen undtagelsesvist gravet igennem et par bakketoppe, og en høj bro fører over Lilleåen ved et sumpet område kaldet Hesteeng. På baneområdets solvarme skovbund blomstrer anemonerne frem. Indimellem er der også små gule vorterod. Herfra løber Lilleåen den korte vej frem mod Langå og Gudenåen, og jeg skal samme vej.
I Laurskov “mangler” der et stykke på omkring én kilometer af banestien. Det vil sige, teknisk set slutter Gjernbanestien i Laurbjerg og en ny banesti mod Langå begynder på den anden side af byen. Den sti går på en banedæmning, der blev tilgængelig, da man flyttede jernbanen fra østsiden af Lilleåen til vestsiden. Men jeg tænker på de to stier som en sammenhængende banesti fra Silkeborg til Langå. Laurbjerg har for længst mistet sin status som stationsby, men lokale borgere kæmper for at få åbnet et trinbræt. Indtil videre forgæves.
Ådalen er bred og flad her frem mod Langå. Populær blandt lystfiskere. Der er to broer over Gudenåen: En til Den Jyske Længdebanes to spor, og en til de cyklister og fodgængere der kommer ad banestien. Sidstnævnte bro er formodentligt den grimmeste bro i kongeriget, med dens to-tre meter høje jernplader, rustne naturligvis, har man oplevelsen af at gå gennem en kreaturvogn, den smukke udsigt er ganske blokeret.
Men man kan naturligvis gøre holdt før broen og se sig omkring. Trækstien krydser også Gudenåen ad denne bro. Fra Randers til Langå går den på nordsiden af åen, fra Langå til Kongensbro på den sydøstlige side, og fra Kongensbro igen på den vestlige side. På den sydlige side af broen er der de vide enge, på den nordøstlige side af åen er der nogle smukke egekrat klemt inde mellem stationsbyen og åen.
Jeg går imidlertid forbi dem, tager i stedet den lange vej ind til centrum af Langå, krydser jernbanen af den reglementerede landevejsbro og går tilbage i modsat retning, denne gang på den anden side af skinnerne. Undervejs får jeg et godt blik på Langå Station med dens lille røde vandtårn, der giver et sjovt westernpræg.
Jeg skal videre til Ulstrup, men i stedet for at tage den velkendte Træksti på sydsiden af åen, vil jeg følge sti og landevej på nordsiden af åen. Bag Langå ligger noget gammel plantage og nogle skovbevoksede bakker gennembrudt af græsgange. Jeg hører vrede fugleskrig i luften og ser to modige krager mobbe en musvåge, der modvilligt fortrækker. Lidt længere fremme, hvor jordvejen følger jernbanen, kan jeg nyde en fin udsigt over Gudenådalen.
Der er godt fem kilometer til Ulstrup. Landevejen går langs den lave bakkekam på nordsiden af ådalen. Det er mest græsning, et enkelt sted har en kartoffelmark dog tiltrukket et par hvide svaner.
Trinbrættet i Ulstrup ligger på nordsiden af Gudenåen, lige over for Ulstrup Slot. Byen Ulstrup ligger på sydsiden af åen. Et arrivatog kører ud fra trinbrættet få øjeblikke før jeg kommer og passerer mig. Så der er god tid til næste tog. Derfor giver jeg mig tid til at krydse broen til Ulstrup og nyde udsigten over åen og ådalen. Så går jeg tilbage til trinbrættet og sætter mig til at læse i stationens lille glasbur, indtil det næste tog kører ind.
Roger Willemsen: Die Enden der Welt, 181-230.
Jyske Vandreture 