Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Silkeborg-Fårvang, 31,2 km.
Onsdag den 1. april, 2015.
En fin haglbyge knitrer mod ruden i Arriva-toget på dets vej til Silkeborg. Vejrudsigten har spået skiftende vejr med et udvalg af nedbørsformer i løbet af dagen. Det bliver der ikke noget af, men det lovende stride vestenvind kommer det ikke til at mangle på, selv om de drivende skyer også giver plads til sollys i kortere perioder.
Rails-to-trails er det mundrette engelske udtryk for dagens vandrerute. En nedlagt jernbane omdannet til cykel- og/eller vandresti. Den længste af slagsen i Danmark går mellem Silkeborg og Horsens, nu også med en genudgravet jernbanebro (vandredag 29-31 og 75). Min vandretur skal gå ad banestien mod nordvest. Banestien går helt til Langå, men den kaldes ofte blot for Gjern-stien og kan også ses omtalt som sådan på kort. Langt over 90% af det oprindelige banelegeme er intakt, det er kun brudt ved byer og landsbyer. Underlaget er asfalt i den ene side til vandrere og cyklister, og jord i den halvdel, til brug for ryttere.
Jeg har gået ruten to gange før, begge gange i den modsatte retning. I dag vil jeg begynde i syd og gøre nogle omveje omkring Gjern Bakker.
Silkeborg var i sin tid et større jernbaneknudepunkt, som nutidens banestier fortæller om. Ud over de to nævnte, er der også Kjellerup-stien, der i sin jernbanetid gik til Rødkjærsbro, og som nu (for øjeblikket) kan gås fra Silkeborg til Hinge Sø. En anden banesti kan mod syd gås næsten til Brande (Hærvejen følger den et par kilometer).
Så med den trafikale betydning kan det ikke undre, at Silkeborg ikke blot har en klassisk stationsbygning, men også en mindesten for en frihedskæmper dræbt nærved.
Jeg passerer mindestenen på min vej hen til jernbanebroerne over Gudenåen. Den ene bruges stadig af toget mod Herning og Skjern, den anden er til fodgængere og cyklister. Silkeborgs vandrehjem ligger klods op ad banen. Den fjerne ende af broen er forankret i kanten af Silkeborg Nordskov. Banestier er karakteriseret ved lange lige stræk og at ved at være så vandrette som muligt. Det betyder gennemgravning af bakker og anlæg af jordvolde på lavere terræn.
Nordskoven ud mod Gudenåen er kuperet terræn præget af gammel skov, stien går nær skovbrynet med beboelsesejendomme hundrede meter væk. Længere fremme støder jeg på den store byggeplads på det sidste motorvejsstykke mellem Funder og Hårup. Det ser ud, som om nogen har skrabet alt denne verdens sand sammen til opgaven. Der skal bygges ramper, overføringer, underføringer osv i tilgift til selve vejen. Banestien skal føres under både den kommende motorvej og den oprindelige landevej. Den ene viadukt er lavet, men derefter ledes man ad en improviseret omvej forbi byggepladsen. Den anden viadukt står færdigstøbt og frit tilgængelig inde på byggepladsen og ligner lidt et efterladt skildpaddeskjold.
De næste kilometer nordpå får Nordskoven et mere karsk plantagepræg, jorden er grå og sandet, der er masser af lyng og afribbede blåbærris i skovbunden. Her og der står halvt væltede kilometersten tilbage.
Efter Resenbro veksler åbent land med mindre skovstykker. Gudenåen er få hundrede meter borte, men ganske ude af syne, indtil jeg nærmer mig Sminge og får udblik over Sminge Sø. En trampesti, der ikke er markeret på mine kort, men som ser veletableret ud, fører ned mod søen, og jeg lader mig friste til en kort afstikker. Og ganske rigtigt når jeg ned til søen, på halvvejen støder jeg på et rustent skilt med henvisning til “Smaenge Kloster”. Sminge Kloster eksisterede kun et par år omkring 1165. Efter at have forsøgt sig flere andre steder endte munkene med at etablere sig knapt ti år senere ved Emborg, hvor de byggede Øm Kloster, der eksisterede omkring firehundrede år. Jeg kom forbi Øm Kloster på min tur rundt om Mossø (vandredag 79). Munkene selv kaldte klosteret for Cara Insula – Den Kære Ø – et minde om deres korte residens på Kalvø i Skanderborg Sø? Moderklosteret var Vitskøl Kloster i Himmerland. Dets navn er en forvanskning af Vitæ Schola – Livets Skole.
Sminge Sø er en ganske lille sø, vel blot en bule på Gudenåen, som bulen på en anacondas mave efter frokost. Det er Gjern Å, der fortæres her. Den møder Gudenåen, med dannelse af sø og kær til følge. Vinden er hård, hvor banestien passerer åbne områder, og den skaber også bølgegang på den lille sø og bølgeslag mod bredden. Tilbage på ruten, der nu drejer ind i Gjern Å dalen, er det tid til min første afstikker: jeg er nået kanten af Gjern Bakker. Der er flere separate afmærkede vandreture i området, ingen af dem særligt lange, og jeg vil opsøge dem, som perler på en snor.
Den første rute ligger i Sminge Plantage, en lidt vildvoksende plantage på et bakkeparti. Stien skruer sig opad, indtil jeg står på udsigtspunktet Hampknold (61 m) med blik ud over ådalen og Sminge Sø. Banestien fortsætter ind i den smalle ådal, hvor engene er oversvømmede af Gjern Å. På den fjerne side af dalen står Store Troldhøj (75 m) frem i dramatisk profil, en fritstående hedebakke med et enkelt egetræ øverst, dets nøgne grene så tydelige mod himlen at man kan tælle dem.
Der skal jeg op. Men jeg er endnu ikke færdig med den del af Gjern Bakker, der ligger på denne side af ådalen. Et par kilometer længere fremme ad banestien slår jeg ind på en afmærket lokalrute, der fører op til toppen af den østlige bakkekam og følger den nordpå. Der er adskillige flotte udsigter undervejs. Nord for Store Troldhøj kan jeg se, hvordan det skovdækkede landskab hæver sig endnu højere. Op til 30 m højere, her iblandt den uretfærdigt benævnte Lille Troldhøj (92 m). Skoven gennemkrydses af utallige trampestier, men også af hestestier, og langs den bredere skovvej, jeg går ad, er der opstillet motionsudstyr, med henvisninger til det nærliggende resortcenter.
Før jeg stiger ned fra højderne, har jeg et kort nostalgisk ærinde nord på. “Trollhytten”, stadigt ejet af KFUM, var et meget brugt sted til hytteture, da jeg var ulveunge hos de grønne spejdere tilbage i halvfjerdserne. Hytten ligner sig selv, placeret med fantastisk udsigt på den øverste kant af den skovbevoksede skrænt ned mod ådalen. Omgivelserne, derimod, har ændret sig voldsomt. Hvor hytten dengang lå øde og ensomt beliggende, er der nu bygget feriehytter på lange rækker, og jeg kan se på kortet, at der bagved dem er et resort og derefter en golfbane.
Jeg krydser ådalen ad en forbindelsessti for at gå til de egentlige Gjern Bakker på vestsiden. Der er en fin lille bro over Gjern Å. Jeg kan se grågæs græsse på engene, endnu en gås flyver ind under stort skrigeri. På den anden dalside går jeg mod syd gennem skoven, indtil jeg kommer til hedebakkerne ved Store Troldhøj. Der bliver gjort en beslutsom indsats for at bevare den oprindelige hede, så der ligger fældede træer rundt omkring. Stejle trappetrin fører op på højens top. Den hårde vestenvind suger varmen ud af kroppen, men den fantastiske udsigt hele horisonten rundt opvejer kulden: skov, hedebakker, dalen med de oversvømmede enge og Sminge Sø mod syd, det åbne land. Egetræet på højens top fremstår som en organisk skulptur med tykke slyngede grene.
Fra Troldhøj går jeg videre over hedebakkerne og gennem kuperet skov frem til landevejen nord for. Halvanden kilometer ad landevej og femhundrede meter ad grusvej og så står jeg i den kommunale Gjern Bakker Plantage, som har en lokal vandrerute afmærket. Terrænet er kuperet, men har ikke de samme stejle skrænter og bakketoppe, som jeg hidtil har oplevet.
Plantagens egentlige særpræg støder jeg på halvvejs rundt på den markerede rute: oprindeligt egekrat. For så vidt som egekrat kan være oprindeligt, det er en naturtype, der er kulturbetinget, og som kræver fortsat indsats for at blive opretholdt: træhugst til brænde. Derved opstår den såkaldte troldeskov med slyngede stammer, som jeg også så i Rold Skov under mine nylige ture der (vandredag 81-84). Der var det langt tættere skov, større træer og især bøg. Her er det eg, mindre træer, et åbent kratpræg med masser af lyng mellem træerne. Egekrat er en fredet naturtype, og der bliver gennemført hugst for at den fortsat kan bestå.
Fra plantagen returnerer jeg til landevejen og følger en anden forbindelsessti tilbage til ådalen. På den bakkede skovvej, med solen lige ind og fuldstændigt læ føles det pludseligt varmt. Skovskader flyver over vejen og skræpper op inde i skoven. Jeg når frem til ådalen og krydser engene ad den samme bro. Gæssene har fundet bedre steder at græsse. Jeg fortsætter min vandring ad banestien, langs med åen og engene, indtil jeg når Gjern.
Der er fem forblæste kilometre tilbage, inden jeg er i Fårvang. Fordelen ved at gå banestier, før træerne sætter blade, er de vide udsigter, hvor stien går på hævede banedæmninger gennem landskabet. Efter løvspring kan lange stræk af en banesti bliver forvandlet til grønne tunneller med snorlige stier. Nu, hvor stien går over store bakker, flade og åbne, er udsigten der stadig, men de nøgne løvtræer der kanter stien yder ikke det mindste læ, og vestenvinden er strid og hård, så jeg uvilkårligt læner mig ind i den for ikke at blive blæst omkuld.
I Fårvang venter jeg en halv time ved den åbne landevej mellem Viborg og Århus, før x-bussen med dens længselsfuldt ventede varme kabine dukker op. “Jeg lukker lige døren, ellers blæser det hele væk,” siger chaufføren , straks jeg er steget op ad trinene og skal købe billet.
Roger Willemsen: Die Enden der Welt, 144-180.
Jyske Vandreture 