Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Silkeborg-Sorring, 31,1 km (237).
Mandag den 11. december 2017.
Jeg er tilbage i Silkeborg, hvor sidste uges regn er afløst af tre centimeters snefald og strålende solskinsvejr. Som det første krydser jeg Gudenåen ad den gamle jernbanebro, hvor banestien mod Langå nu løber. Disen hænger over den brede å. Nordskoven begynder umiddelbart på den nordlige bred, men jeg tager ikke den korteste vej ind i skoven i dag, i stedet følger jeg Gudenåen i retningen af Silkeborg Havn.
Turbådene ligger fortøjede på begge sider af havnen, et par stykker er også trukket på land. Jeg følger åen forbi nybyggeriet ved den gamle papirfabrik og frem til udløbet i Silkeborg Langsø. En lille ø i udløbet er markeret med det prangende navn Silkeborg Slot, en fodgængerbro fører derover.
I grønsværen på den flade ø markerer lette forhøjninger fundamentet af det længst forsvundne slot. Stedets strategiske betydning består dog stadigt: Fra en udkigspost i de døde grene øverst i et højt træ holder en skarv skarpt øje med søens vandoverflade.
Fra den gamle slotsholm fortsætter jeg ad stien langs gennem den tynde skovbræmme, der her kanter Silkeborg Langsø. Enkelte steder fører bådebroer gennem træerne og ud i den hvide dis over vandet. Ved bredden veksler rørskov med stræk, hvor sneklædte stammer læner sig ud over mørkt søvand. Længere fremme når Nordskoven helt ud til søen, og snart står jeg ved forgængertunnelen under motorvejen. Sidst, jeg var på disse kanter (vandredag 88), var stedet præget af storstilet entreprenørarbejde og bjerge af sand, sidste år blev motorvejen så behørigt indviet og taget i brug.
I dag er det således et øjebliks sag at passere den travle færdselsåre, jeg svinger mod øst, længere ind i skoven, krydser en indfaldsvej, dernæst den gamle banesti. Denne del af Nordskoven er Hårup Sande, som navnet antyder et gammelt indsande, der er blevet tæmmet gennem tilplantning. Som plantage gør den nu et temmeligt skravlet indtryk, det er mere buskads end søjlehaller af ranke stammer. Mit mål er Schoubyes Sø, en mindre, idyllisk sø langt inde i plantagen. Det er en kunstig sø, den er blevet til ved udgravning af sand til brug for et tidligere infrastrukturprojekt ved Silkeborg, Ringvejen.
Den lille sø ser fantastisk ud i sneen og under en klar blå himmel. Dagen har hidtil været præget af hvid dis over Gudenåen og Silkeborg Langsø, og det spredte, mørkere lys, som sneen og vandet så fremstår i. Langsøens større vandvolumen og det gennemstrømmende vand fra Gudenåen holder søens overflade åben, men den lille Schoubyes Sø er overtrukket, forseglet, med spinkel gennemsigtig is, som forhindrer dannelsen af dis og gør luften blå og krystalklar.
Jeg følger trampestier og skovveje rundt om søen. Sollyset trækker gyldne striber i isen. Søvandet lyser med en intens blå farve gennem den gennemsigtige is. Den løse pulversne er stablet højt på urter, grannåle og bark.
Efter af have fuldbragt turen rundt om søen går jeg ad skovvejen mod nord, gennem højere skov, indtil jeg når frem til banestien og følger den mod nord. Snart nærmer jeg mig det bebygget område omkring Resenbro. Her har et frimærke stort stykke hede har fået lov at blive stående. Et par træer med knækkede stammer, og en højlydt krage i de øverste grene bidrager yderligere til stemningen.
Jeg går igennem rundkørslen i Resenbro, normalt ville det frie rum langs udfaldsvejen mod Gødvad i vest give et fint udblik over broen over Gudenåen, men i dag er der blot en hvid væg af rimtåge over åen og engene.
Inde i Resenbro, en forstad til Silkeborg, slår jeg ind på den mindre landevej mod øst. Det er kuperet agerland, med bakkedrag og enge. Markerne er dækket af et snelag, og en antydning af dis hænger over de lavest liggende områder. De fleste folde er tomme, men her og der har enkelte heste fået lov at blive ude. Vejen svinger ned i ådalen langs Linåen, med skarpere definerede højdedrag på nordsiden. Byen, der bærer åens navn, har en fin lille granitkirke. Foran det står et højt løvtræ med nøgen grenkrone, til gengæld er stammen klædt i en pels af vedbend fra top til tå.
Linå Vesterskov er den største private skov nord for Søerne (vandredag 76). Byen, derimod, ligger lunt i ådalen længere mod nord, ved hovedvejen – og nu motorvejen – mellem Silkeborg og Århus. Jeg husker byen og den lille dal udmærket fra min vandretur mellem Kongensbro i nord og Ry i syd (vandretur 137). Dengang krydsede jeg den blot, i dag slår jeg ind på den lille landevej, der følger Linåen i en stor bue mod øst.
Egnen er tydeligvis hesteland. Hidtil har jeg blot set små flokke på to til fire stykker, men nu møder jeg en større flok, der græsser på flad mark op mod ådalens skrænt. Det hvide snedække får ekstra farve og glød frem i de smukke dyrs skind. De fleste er sorte, men der er også adskillige nuancer af brunt, nogle af dem med røde toner. Heste er nysgerrige dyr, så en snes heste forlader dyngen af foder og søger over til landevejen for at tage mig i øjesyn. Den syrlige lugt af ensilage hænger stadig ved mulerne.
Den lille landsby Mollerup ligger forude med små hyggelige bindingsværkshuse. Inde i landsbyen bliver jeg råbt an af en lokal. Da jeg nævner den flotte natur og de mange heste, fortæller han mig, at det er et stort stutteri, de har to og halvfjerds heste. Selv er han og konen udflyttere fra Århus. Jeg spørger, hvad der har fået dem til at flytte til Mollerup, og han gør en talende altomfattende håndbevægelse mod omgivelserne, naturen, landsbyidyllen.
Uden for landsbyen skal jeg endnu engang krydse Linåen. På mit kort kan jeg se, at bakketoppen forude hedder Ørnekol. Broen derimod hedder Pølbro. Så kan man jo række efter stjernerne eller mudderet, som man har lyst.
Den lille landevej fører til Sorring, men jeg gør en lille afstikker, op ad en sidevej og ind ad en trampesti til en skovdækket bakkeknold. Her ligger Bjarup Ødekirke. En ødekirke er en kirke, der er taget ud af brug (og oftest nedbrudt). Sidste vinter kom jeg forbi Krogsbæk Ødekirke (vandredag 189) på kanten til Djursland. Den havde bevaret et lille klokketårn og et hvidkalket gærde. I Bjarup resterer der blot et plant plateau på en bakketop. Til gengæld er der opsat et mindesmærke, en stander med et jernkors. Mindesmærket er opsat i 1915 af forfatteren Thor Lange, der gerne lod historiske steder og begivenheder markere, f.eks. slaget på Grathe Hede (vandredag 164) og mordet i Finnerup Lade (vandredag 191).
Jeg vender tilbage til landevejen og fortsætter mod Sorring. Ådalen er delt mellem fugtige enge og skovpartier. Et eller andet sted her er der et usynligt vandskel. Linåen har sit udspring her og løber mod Gudenåen. En smule længere mod øst udspringer Lyngbygård Å, den løber mod Brabrand Sø, så dens vand ender i Århus Bugten.
Vejen stiger i et støt løft frem mod Sorring. Hvor vejen svinger brat, står jeg en tid og betragter en tårnfalk. Den “muser” ihærdigt, dvs den hænger i svirreflugt som et punkt i luften, lader sig dumpe et halv snes meter længere ned, fastholder positionen, flyver dernæst i en vid cirkel op til højere luftlag og begynder forfra.
Min vandretur nærmer sig enden, jeg drejer af i Dallerup ved en lille kullet kirke og går op til Sorring. Endnu en ting er dog på programmet, jeg går en lille kilometer ud af byen, op ad en lang bakke, videre ad en trampesti i et markskel og så står jeg ved Sorring Låddenhøj. Dette er Den Jyske Højderyg, og højden over havniveau er den samme som for Himmelbjerget, 147 meter. Forskellen er dog nærmest komisk, hvor Himmelbjerget er en høj fritstående bakkeside ud mod Julsø (vandredag 118), er Sorring Låddenhøj blot en to meter høj gravhøj på en flad bakketop. Til gengæld står den blot tohundrede meter fra et højt tv-tårn, så jeg har kunnet fastlægge dens position fra kilometers afstand.
Et sidste blik ud over det snedækkede landbrugsland, så går jeg tilbage til Sorring og venter på min bus.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Mands Minde, 69-144,
Jyske Vandreture 