Sorring-Brabrand Sø (238).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Sorring-Brabrand Sø, 33,3 km (238).
Lørdag den 16. december 2017.

På den forrige vandredag gik jeg igennem et landskab dækket af fin pulversne. I dag ligger der blot skorper af grovkornet is tilbage på kølige og skyggede steder: grøfter, dalsider og skove. Temperaturen er under frysepunktet det meste af dagen, og der er rimfrost over alt. Hvor der er grønt græs på marken, skaber det en speciel changerende farve, der formår at være støvet grøn og glitrende hvid på én gang.
Landskabet ligger hen i strålende solskin, da jeg står af bussen i Sorring. Jeg går mod syd, forbi den lille kullede kirke i Dallerup, og dernæst mod øst. I begyndelsen foregår min vandring oven for ådalene, på det flade plateau. Mod nord kan jeg se den store tv-mast, der står klods op ad Sorring Låddenhøj. Gravhøjen virker som et muldvarpeskud i sammenligning, men de to træer, der vokser på den, bliver lige akkurat løftet fri af det omgivende landskab, og med blå himmel bag sig, træder de frem i klar profil i stedet for at falde i med skoven bag ved.
Snart stiger jeg dog ned i ådalen, ad en lang asfaltvej, der er ubehageligt glat af et tyndt lag is. I bunden passerer jeg for første gang Lyngbygård Å. Åen udspringer få hundrede meter fra Linåen, som jeg fulgte over et lang stræk på sidste vandredag (237). I dag er planen, at jeg, så godt som det kan lade sig gøre, skal følge åen frem til dens udløb i søerne ved Brabrand. Det er en pendant til en vandretur (188) fra den forgangne vinter, hvor jeg fulgte Århus Å fra Solbjerg Sø frem til de to søer i Århus Ådal og videre til udløbet ved DOKK1 på havnen i Århus. Efter Århus Å står Lyngbygård Å for den største vandtilførsel til dette vandløbssystem.
Her, længst borte fra udløbet, er det nu mere en bæk end en å. Næppe en meter bred, blot en åben rende mellem rør og kær, klemt ned i en smal, skygget ådal, dækket af rimfrost. Ikke at åen nogensinde vokser til at blive regnet blandt de største eller længste i Danmark, men snart er den dog omgivet af en ådal, der hurtigt spiles ud til betragtelig bredde. Landskabet fremstår som en vid slette på den lavt liggende flade dalbund, med større skovstykker på dalsiderne. Her og der deler et par heste en fold, også en flok galloway kvæg, sorte dyr med hvide mavebælter, nyder vintersolen.
Bag skovene i vest kan jeg stadigt tydeligt se tv-masten i Sorring. Samtidigt rykker jeg nærmere på et andet lokalt vartegn, foderstofsiloen ved Skovby. Galten og Skovby er to sammenvoksede byer. Min rute fører mig langs nordkanten af Galten og frem til en bred grusvej højt på bakkesiden. Faktisk er grusvejen et bevaret fragment af den gamle Hammelbanes tracé. Det længste stykke af den for længst hedengangne jernbane består i dag som en del af Brabrandstien ved Århus (vandredag 80), et langt mindre stykke lever også videre som sti ved Hammel (vandredag 187). Den høje silo er præcist i sigtelinjen for det gamle jernbanespor, og det er naturligvis intet tilfælde. Faktisk er den anlagt på en byggegrund, der tidligere var haven til den lille station, der engang fandtes her.
Umiddelbart før jeg når frem til siloen, slår jeg ind på en Spor i Landskabet sti. Den fører som en trampesti langs et læhegn ned til Lyngbygård Å og de oversvømmede og tilfrosne enge omkring den. Isen nærmest mig knager dramatisk, da jeg går forbi. En lille træbro giver mulighed for at krydse åen tørskoet. Der er snadren og rappen fra rørene, og jeg kan se svaner på engene til begge sider.
Nord for åen når trampestien frem til markveje, der fører op ad bakkesiden og mod øst og samtidigt giver en fin udsigt over ådalen til Skovby. Jeg glæder mig over frosten, der på magisk vis giver mulighed for at spadsere ubesværet hen over mudder, der nærmest er størknet til beton. Vandpytterne er alle forvandlet til solid is. Den afmærkede sti fører frem til en asfaltvej, slår et smut gennem en lille vinterlys bøgeskov og fører så ind på en ny markvej. På bakkesiden står en stubmark upløjet tilbage, solen får den til at se gul og sommerlig ud.
En lille landevej løber et stykke parallelt med åen og dens bræmme af rør og kær. Det er sidste gang, jeg får mulighed for at gå et længere stykke vej tæt på åen. Landevejen krydser åen og leder op ad en lang lav bakke. Fra krattet ved åen bryder et rådyr frem, løber i en lang bue over græsmark, over landevejen og ind over en pløjemark, hvor det stopper og betragter mig, i dramatisk profil og med den lave brændende vintersol bag sig.
Ad små landeveje nærmer jeg mig Århus – eller i hvert fald den infrastruktur, der omgiver byen. De to krydsende motorveje, nord-syd og øst-vest, tillader kun passage på få steder. Jeg vælger en rute mod syd, og dernæst mod øst ad den gamle hovedvej mellem Århus og Silkeborg. Lyngbygård Å løber gennem en smal kløft, skabt af broanlæg til motorvejen og den gamle hovedvej, der løber parallelt her. Efter endnu en motorvejsbro kan jeg dreje fra og via tilfrosne grusveje og trampestier nå ned til Brabrandstien på nordsiden af Årslev Engsø. Der er mindre end en halv times dagslys tilbage.
Denne del af Brabrandstien er ikke en del af Hammelbanen, men derimod anlagt på det gamle dige. Foran mig ligger Årslev Engsø med godset Constantinsborg på den modsatte bred. Søen er knapt tyve år gammelt, etableret på inddæmmet engjord. De tilstødende åer har også fået deres løb omlagt i forbindelse med naturgenopretningen. Jeg følger stien mod vest, i retning af solnedgangen, indtil jeg når den lille træbro, hvorunder Lyngbygård Å løber.
En trampesti lader mig følge åen de sidste tohundrede meter frem til udløbet i søen. Det var i hvert fald, hvad jeg håbede på, men vandet i åen står højt og er i færd med at oversvømme rørskov og eng. Det indstrømmende åvand holder også stien frostfri – og derfor mudret og blød. Blot halvtreds meter mangler jeg, men de kræver gummistøvler eller større offervilje, end jeg er i besiddelse af.
I stedet går jeg tilbage til diget og mod øst i solens sidste stråler. Langt fremme spejles gyldent lys i Gjellerup Parkens vestvendte facader. Svanerne ligger i små flokke rundt på søen, ænder, gæs og blishøns holder til tæt på bredden . Et par fiskehejrer letter fra sivene ved Århus Å, på dens korte stræk mellem Årslev Engsø og Brabrand Sø. Efter at have krydset den travle vej mellem søerne følger jeg stien en smule længere, indtil jeg når Brabrand Kirke, lysende hvid i skumringen, og drejer mod nord, ind i forstæderne og frem mod et stoppested for bybusserne.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s