Østerlars-Olsker (269).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Østerlars-Olsker, 27,6 km (269)
Tirsdag den 3. juli 2018.

Dagens vandring er fra rundkirke til rundkirke. Bornholm har fire rundkirker. Den i Østerlars er den største. Jeg finder kirken en kilometer nord for landsbyen, beliggende i det åbne land. En bus med pensionister holder på parkeringspladsen, så jeg har bestemt ikke kirken for mig selv.
Kirkens tøndeformede centrum har tykke hvidkalkede mure og støttepiller. Som mange af Bornholms kirker har den et fritstående klokketårn. Mens pensionisterne får set sig mætte inde i kirken går jeg rundt om bygningen. Nær kirkegårdsdiget er der et par lave, bredde træstubbe, som er omdannet til blomsterkummer. En informationstavle fortæller rundkirkens historie, en stregtegning viser hvordan kirken oprindeligt var bygget uden det nuværende kegleformede tag. I stedet var der fæstningsværk.
Inde i kirken er der en enorm central pille midt i rundkirken, udsmykket med kalkmalerier. Jeg stiger op ad den smalle trappe til de øvre stokværk. Fra glughullerne er der fin udsigt over landskabet. I nord kan jeg se kornmarker og i horisonten Østersøens blå. Kirken rummer også tre runesten. Den ene danner overlægger i udgangen mod nord, en står i våbenhuset og den tredje står udenfor.
Fra kirken går jeg mod vest ad smalle landeveje gennem agerlandet. To piger i en sulky, forspændt en pony, kommer kørende, endnu en pony er tøjret bag på køretøjet. Længere fremme kan jeg se et langt skovbryn: Rø Plantage.
Det er knapt så varmt som de foregående dage, og om formiddagen er himlen præget af spredt skydække. I løbet af dagen klarer det op.

Ved det sydøstlige hjørne af plantagen slår jeg ind på en cykelrute ad grusveje gennem skoven. Rø Plantage er statsjord, og jeg bruger de afmærkede vandreruter til en rundtur. Skoven er en mosaik af nåletræs- og løvtræssektioner. Der er små moser og blotlagte klippepartier. Jeg følger gul rute gennem Søndre Borgedal, en lang smal sprækkedal.
I Danmark findes sprækkedale kun på Bornholm. Det er lange revner i klippen, opstået på grund af spændinger i undergrunden. Den største af dem er Ekkodalen i Almindingen (vandretur 219). Søndre Borgedal har frodig eng, der mod nord afløses af en opstemmet sø og klippevægge. Nær bredden blomstrer gule åkander.
En grusvej fører op ad skrænten og mod vest. Undervejs passerer jeg Nordre Borgedal, skovens anden sprækkedal. I de lysninger, som skovning har skabt, blomstrer gederams i lilla striber i tæppet af rødbrunt græs.
Jeg krydser en landevej og et smalt stykke åbent land, inden jeg kommer ind i endnu et stort plantageområde. Inde i skoven ligger et lille stykke hede, på karsk jord, overstrøet med store sten og klippepartier. Det er Rusker Højlyng.
Højlyngen var oprindeligt ét stort sammenhængende område som dette, den dækkede omkring 120 kvadratkilometer og strakte sig fra Olsker til Paradisbakkerne. Det var et fælles afgræsningsområde for øens bønder. Som de vest- og midtjyske heder blev den plantet til fra begyndelsen af attenhundredtallet og fremefter. I dag er der kun små og spredte rester tilbage af Alheden og Randbølhede. Det samme er tilfældet med Højlyngen. For to dage siden så jeg et andet lille fragment af den oprindelige hede i Paradisbakkerne (vandredag 267).
Fra plantagen kommer jeg ud på det dyrkede land. Det er let kuperet landskab, med bølgende kornmarker og en grusvej kantet af blå cikorie. Hvor grusvejen når landevejen ligger en gård med en fold fuld af nysgerrige geder.
Som jeg kommer fri af plantagernes sidste udløber får jeg frit udsyn over kornmarkerne til havet nord for Bornholm. Også Olsker Rundkirke dukker frem midt i sletterne af korn. Kirken er mindre end den i Østerlars, men har den samme grundstruktur: en hvidkalket centralcylinder med et kegleformet tag, et fritstående klokketårn ved kirkegårdsgærdet.
Rundkirken ligger en kilometer syd for byen. Jeg følger landevejen mod nord og finder et skyggefuldt stoppested inde i landsbyen.

Saul Bellow, Herzog, 288-341.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s