Hammershus og baglandet (268).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Hammershus & baglandet, 18,9 km (268).
Mandag den 2. jul 2018.

Dagens vandretur begynder og ender ved Hammershus Slotsruin. Det er blandt de mest besøgte seværdigheder på Bornholm, med en stor parkeringsplads, et besøgscenter og et busstoppested. Jeg slutter mig til de mange gæster, der vandrer ad brede velholdte grusstier mod borgruinen, der ligger højt på en klippeknold under en skyfri blå himmel.
Sidste sommer, da jeg gik Bornholm rundt ad kyststierne, passerede jeg Hammershus (vandredag 214). I dag vil jeg begynde min vandring med at bese de imponerende slotsruiner. Vejen går over en stenbro, bygget på piller over en naturlig slugt, og dernæst ad en lang snoet vej, stadig brolagt på visse stræk. Oppe fra de gamle fæstningsmure har man en enestående udsigt; i vest over de stejle skrænter ned mod Østersøen; i nord mod Hammeren, det høje klippefremspring med fyrtårnet øverst, lodrette klippevægge ud mod havet; mod syd Slotslyngen med skov oven for klippevæggene; i øst kan jeg se et gammelt granitbrud, hvis lodrette sider er kunstigt skabte.
Dele af ringmuren, det centrale tårn og den tilhørende kirke er bevaret. Gennem et muret vindueshul kan jeg se Hammershus’ besøgscenter, der er bygget op mod slugten under borgen. I brændingen genkender jeg to karakteristiske klippepartier, Kamelerne og Løvehovedet. Sidstnævnte ligner nu mere en puddel i mine øjne.
Jeg forlader borgruinen, krydser landevejen og går ind i landet ad småveje, idet jeg følger lokale vandre- og cykelruter. Det er skravlet plantage, mere krat end skov. Hvor klippepartier bryder skovdækket, er der idylliske damme med åkander,. En smal dal trækker et tyndt bånd af eng gennem træerne.
Vejen går op ad en bakkeside, og pludselig står jeg ved Moseløkke Granitbrud, hvis lodrette vægge jeg kunne se helt ude fra Hammershus. Som så mange andre stenbrud på Bornholm er det ikke længere under aktiv udnyttelse – dog er der her et museum tilknyttet. Inderst inde er der dannet en lille sø med grønt vand.
Det hjørne, hvor jeg runder stenbruddet er også det højeste punkt i terrænet, og jeg får et pludseligt blik hen over en kornmarks lange bakkeside og længere væk det blå hav ved Bornholms nordkyst.
Grusvejen mod vest går i kanten af skoven. Mod nord er der marker og så græsslette. I vejsiden står informationstavler og små pæle med gul ruteafmærkning. Jeg følger pælene ud på græssletten, der er karrigt bevokset med halvvissent græs og afgræsset af får. Her og der bryder flade klippepartier grønsværen. Dette er Hammersholm, det ligger umiddelbart syd for Madsebakken, som jeg besøgte sidste år. Til sammen udgør de Danmarks vigtigste helleristningsfelter.
Madsebakkens figurer er trukket op med rødt. Ved Hammersholm er bronzealderens helleristningerne blot slidte furer i klippefladen. En informationstavle foreslår hjælpsomt, at man hælder vand ud over stenene for at de indhuggede linjer skal stå en smule tydeligere frem, men på en varm sommerdag som denne hopper jeg ikke på den. Hver dråbe af medbragt vand er til indvortes brug.
De spredte klippepartier med helleristningerne er naturligvis fredede. Det betyder, at der ikke bliver slået græs i deres umiddelbare nærhed, så i stedet ligger de som spredte øer i den store fold, hvert enkelt klippeparti omgivet af en ring af lavt krat. Jeg går fra den ene ø til den anden, på jagt efter helleristninger, og finder da også et par enkelte, især stiliserede skibe. To vildkaniner farer ind i det beskyttende krat, da jeg nærmer mig.
Solen var vigtig i bronzealderfolkets religiøse liv. Måske er det derfor, Naturstyrelsen har opstillet store cirkler af træ, bænke, på forskellige udsigtspunkter i området. Fra Hammersholm går jeg ad snoede veje gennem lav skov, krogede egetræer, med spor af gammel hede, indtil jeg når det næste udsigtspunkt, syd for Sandvig. I vest kan jeg se fyret på Hammerknuden og de stejle klippevægge ned mod Hammersøen.
Jeg følger markveje ned til Sandvig og gennem byen til den lille bugt med sandstrand, der er omdrejningspunktet for badelivet. Der er få badende, men mange slikker sol i sandet. En kort tur gennem tungt, løst sand fører mig over til den anden side af bugten og de afmærkede stier ind over Hammeren. Min vej går opad gennem klippesprækker, lysåbent krat med hede i bunden og sandede bakker. Et plateau er delt mellem løvskov og en slette, hvor sort kvæg, spredt ud i en vifte, græsser.
Trampestien fører op på et klippefremspring med en vid udsigt over byen og bugten. Under klippen ligger Hammersøen i den sprækkedal, der adskiller Hammeren fra det øvrige Bornholm. Søen er Bornholms største, med en dybde på 13 meter. Ad en snørklet omvej når jeg frem til vejen op til Hammerfyret. Der er offentlig adgang til tårnet, med en pragtfuld udsigt hele horisonten rundt, i nord med en tydelig fornemmelse for hvordan kystlinjerne mødes i en bred pilespids med retning mod Sverige.
Tårnet står på det højeste punkt på Hammeren, 82 meter over havet. Få hundrede meter borte, skjult af lavt krat ligger Krystalsøen, en lille lavvandet klippesø, og derfra er der kun få skridt til den dramatiske nedstigning langs Opalsøens høje klippevægge.
Søen er kunstigt skabt, et gammelt stenbrud, hvis bund er blevet oversvømmet efter driftsophør. Som man tydeligt kan se, er den i øst blot adskilt fra Hammersøen af en smal landtange. Mågerne har taget de stejle klippesider til sig som fuglefjelde. Et stykke borte fra kommer skrig: modige sjæle har muligheden for at tage en tur i svævebane hen over det grønne vand. Turen afsluttes med et plask i vandet.
Der er opsat gelænder på de mest udsatte steder, alligevel kræver det fuld opmærksomhed at bevæge sig nedad på den stenede sti. Yderst på klippen sidder mågerne fuldstændigt rolige, mindre end en armslængde borte fra vandreren, men på samme tid fuldstændigt sikre.
For foden af Hammeren ligger Hammerhavn, oprindeligt bygget til udskibning af granit, nu om dag viet lystsejlads og turister. I syd rejser Hammershus sig, jeg følger Kyststien derhen og søger ind i landet gennem den slugt, som borgens bro rækker over. Snart er jeg tilbage på parkeringspladsen, hvor en bus holder i venteposition. Jeg viser mit ugekort til chaufføren og sætter mig til rette på et sæde i den skyggefulde side af bussen.

Saul Bellow: Herzog, 248-288.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s