Østermarie-Nexø (267).


Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Østermarie-Nexø, 36,4 km (267).
Søndag den 1. juli 2018.

For et år siden var jeg på Bornholm og gik øen rundt ad kyststierne. Nu, hvor jeg er tilbage på øen, vil jeg se mere på andre steder af Bornholm. Dagens tur begynder ved Østermarie. I strålende solskin.
Før jeg giver mig i kast med vandringen går jeg omkring landsbyens kirkegård. Byens kirke er godt hundrede år gammel, bag den ligger ruinerne af en halvt nedrevet middelalderkirke. Her er der opstillet fire runesten. Kirkegården er inddelt i små firkantede gravsteder, indrammede af lave hække og adskilt af velrevne grusgange. Jeg går et stykke ned ad en grusgang for at kunne tage et bedre billede, en hare rejser sig, om ikke fra graven, så dog fra et gravsteds beplantning, hopper skyndsomst gennem kirkegården og poserer et øjeblik vagtsomt på toppen af kirkegårdsdiget.
Fra Østermarie følger jeg landeveje mod syd, indtil jeg når Almindingen, den store skov der dækker det centrale Bornholm. Et par hundrede meter bag skovbrynet ligger Ølene – en mose med vidtstrakte kær. Gæs spankulerer på rad og række gennem højt græs. Ænder knevrer flere steder. En skovvej fører ind til et fugletårn med en flot udsigt over det flade kær, hvid kæruld i det grønne. Længst mod nord er der åbent vand, hvor jeg med det blotte øje kan se svaner. En rørhøg glider lavt over græsset, i kikkerten ser jeg på en stor rovfugl, der viser sig at være en rød glente.
En trampesti fører gennem plantagen langs kanten af mosen og til et andet fugletårn. Dette tårnstår ved en grusvej og har en rampe til kørestole. Nord for ligger mosen, mod syd er der åben græsslette med højt lysebrunt græs, som en lille flok kvæg uden større held forsøger at gøre indhug på.
Almindingens plantager er, som de midt- og vestjyske plantager, højst et par hundrede år gamle, rejst på hede. Jorden virker da også karsk og tør. Nær landevejen, der skærer igennem skovområdet fra nord til syd, er der bevaret et stykke tilgroet hede med gamle hjulspor og tre varder, høje stendynger.
Nåletræerne står høje, men uden videre tykkelse og nogen underskov, så man kan se langt ind mellem stammerne. Her er der er der åbne sletter med rødligt græs, opstået ved skovning. Jeg svinger ind mod nordøst og kommer ind på en af cykelruterne gennem Almindingen. Jeg følger den så langt som til kanten af Paradisbakkerne, hvor jeg i stedet bruger de lokale, afmærkede stier til en længere rundtur.
Jeg kommer ind i dette område ved Gamle Borg, et stejl bakkedrag, der i jernalderen husede en fæstning. Det er ældre og mindre velbevaret end borgene i den vestlige del af Almindingen (vandredag 219). Paradisbakkerne er langt mere præget af klipper end de plantager, jeg lige er kommet igennem. Det skaber en mosaik af landskabstyper, sprækkedale, klippefremspring, højlyng med græssende får. Der er også små søer og damme, kær og moser. Det er et populært udflugtsmål, så jeg møder en hel del andre skovgæster.
Specielt rokkestenene trækker folk til sig. En ældre tysk herre sætter optimistisk skulderen til en stor sten, mens konen lægger an til at fotografere, men uden at stenen bevæger sig. Blomstrende åkander breder sig på overfladen af en dam for foden af høje klipper, længere fremme går en lille sprækkedal tværs igennem en klippefyldt hedeflade. Undervejs kommer jeg også forbi Fjeldstauan, nu et privat sommerhus, men i sin tid Danmarks første vandrerhjem.
Min rundtur ender ved det sydlige skovbryn. Den inderste del af Paradisbakkerne når en højde på 112 meters over havets overflade. Terrænet falder mod syd, men hvor det åbne agerland begynder, er man dog stadig i omkring 60 meters højde. Det giver en smuk udsigt mod Nexø, træer og umodent korn i to toner af grønt, Østersøens blå i det fjerne, og i mellemgrunden, de høje industribygninger på byens havn.
Jeg går de sidste kilometer, ned ad bakken og frem til Nexø. Det er Bornholms næststørste by, hvor rutebilstationen ligger centralt placeret på ved vejen langs havnen, som jeg husker det fra sidste år (vandredag 216). Jeg bor på det hyggelige vandrehjem i Rønne. Det giver en times buskørsel fra Nexø, uanset om man tager ad nordkysten eller sydkysten, så jeg slår mig ned på en bænk og venter tålmodigt på en af de gule busser.

Saul Bellow: Herzog, 84-248.

This slideshow requires JavaScript.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s