Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
St. Peter-Ording & Tümlauer Bucht, 32,7 km (266).
Mandag den 25. juni 2018.
Endnu en grå og overskyet dag ved Vadehavet, fattig på sol, men heldigvis uden vedvarende regn. Jeg fortsætter min vandring, hvor jeg slap i går (vandredag 265), ved den lille togstation i St. Peter-Ording. Snart står jeg igen ved kysten med klitter, bred strandstrand og langt ude på sandet, de hævede huse på stylter, som jeg nu ved, er restauranter. Kl. er halv ni, og stranden er som blæst for mennesker.
St. Peter-Ording er det yderste punkt på Eiderstedt-halvøen, frit eksponeret for vejr, vind og strøm. Det er den større strømhastighed, der gør det muligt at have et badested her. Inde i Vadehavets vige og bugter med roligt, i perioder stillestående vand, udfældes fine lerpartikler, såkaldt silt eller slik, og der dannes en tung, klæg mudderbund. Ved stærkere strøm, som yderst på halvøen, sedimenteres lerpartiklerne ikke, men forbliver i suspension, svævende i vandsøjlen. De tungere sandkorn kan imidlertid stadigt falde til bunds. På basis af denne naturlige materialesortering er der opbygget brede sandstrande ud for St. Peter-Ording. Det er dårligt for skibsfart og fåreavl, til gengæld kan turisterne lide det.
I dag går min vandretur rundt om Tümlauer Bucht, nord for St. Peter-Ording og omkring Westerhever Fyrtårn. Jeg følger det dige, som går hele vejen rundt om bugten, sommetider oppe på selve diget, sommetider for foden af diget, havsiden eller indlandssiden. Knapt har jeg rundet det skarpe hjørne og drejer ind i bugten, før sandstranden forsvinder, og eng og marsk igen hersker.
En smal vej, asfalt eller cementfliser, løber hele vejen, jeg møder regelmæssigt cyklister, en eller to ad gangen. Luftrummet er præget af måger, strandskaderne holder sig tættere på jorden og foretrækker ofte at pile til fods hen over græsset. Nogle få gravænder i harlekindragt græsser foran diget, af og til letter viber fra det høje græs.
Fårene dominerer på diget og forlandet, kvæget går i folde på engene inden for diget. På den anden side af bugten kan jeg se fyrtårnet i Westerhever. I luftdistancen mindre end fire kilometer borte, men til fods kræver det en længere omvej. Det indre af bugten er præget af landindvinding med faskiner og slikgårde.
I begyndelsen går min rute inden for diget. Højt græs langs en grøft hæmmer udsigten, men et par steder er der etableret observationshytter til brug for publikum. De ligger ud til små søer i engene. Klyder og andre langbenede vadefugle søger føde her. En skarv hviler sig på en mudderbred.
Inderst i bugten er der en lille lystbådehavnen. Fyrtårnet i vest forbliver det faste fikspunkt, mens jeg svinger rundt i en stor bue på ydersiden af diget. Marsken er bredere mod nord, med omfattende grøbling og rækker af parallelle grøfter. På den anden side af diget kan jeg se kirketårnet i Westerhever stikke op. En hare forsvinder over samme dige efter et kort blik på mig.
Omsider runder jeg nordsiden af bugten og har fyrtårnet liggende foran mig, bygget på et værft, en kunstig forhøjning, ude i marsken. En fodsti fører derud, folk går i små og store grupper og viser vejen, for fyrtårnet er et velkendt vartegn for det tyske vadehav, malet med røde og hvide bånd. Turen derud giver et fint blik på marsken, med små broer over loerne, de naturlige kanaler med høje brinker. Blomstrende hindebæger lægger lavendelfarve her og der.
Fyrtårnet er opført i marsken, men der er ikke langt til den store sandbanke vest for. Sandet strækker sig endeløst mod vest, overgangen til hav er umærkelig, kun omridset af skibe gør den tydelig. Vinden er følelig herude.
Jeg vender ryggen til havet og fyret, krydser diget og kommer ned på det flade land indenfor. Der er en parkeringsplads, cykeludlejning og kiosk. Landevejen fører hen til landsbyen Westerhever, et par kilometer fra fyrtårnet. blot nogle få stråtækte huse omkring kirken. Kort efter drejer jeg mod syd og når igen frem til diget inderst i bugten. Denne gang vælger jeg cykelstien på landsiden og får således udsigt til køer i stedet for får.
Efter godt et par kilometer drejer jeg væk fra diget og går ind i landet ad landevejen mod Tating. En sidste omgang finregn falder. Tating har et trinbræt på regionalbanen. Fra tidligere ved jeg, at hvis man skal af her, er det nødvendigt at trykke på en klokke. En ældre dame stiger dog på toget sammen med mig, og skolebørn stiger ud. Myldretid i marsken.
Saul Bellow: Herzog, 1-86.
Jyske Vandreture 