Katharinenheerd-St. Peter-Ording (265).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Katharinenheerd-St. Peter-Ording, 31,7 km (265).
Søndag den 24. juni 2018.

I sidste måned gik jeg tværs over Slesvig, fra Schleswig by til Vadehavet (vandredag 258 og 259), i et vist omfang langs cykelruten Wikinger-Friesen-Weg. De næste to dage skal jeg gå videre mod vest i marsklandet, ud på Eiderstedt-halvøen.
Som i sidste måned bor jeg i Tönning, en hyggelig by ved Ejderens udmunding, som nu om dage fisker turister i stedet for fisk. En ensporet jernbane går fra Husum i nord, gennem Tönning, og ud til St. Peter-Ording. Min dag begynder med at tage lokaltoget to stop til trinbrættet i Katharinenheerd, midt i marsken. Som mange andre af de små byer i det flade landskab er det en lille klynge huse omkring en landevej og en kirke. I denne del af Tyskland er kirkerne alle sammen protestantiske, ofte med en børnehave tilknyttet og friske opslag om lokale aktiviteter. I Katharinenheerd har man sig et stort klokketårn i sorttjæret træ.
Vejret er ikke det mest indbydende, blæsende, overskyet, små byger. Regnslag er dog ikke nødvendigt, i stedet har jeg vindjakke over t-shirten og af og til hætten op om ørerne. Der er adskillige kilometer ud til kysten. Landet her ligger bag diget, det er indvundet marsk, drænet med grøfter og kanaler. Foldene er pakket med får og kvæg. Selv om der er en let regndis over landskabet kan jeg se langt omkring, fladt land, her og der landsbyer, markeret med et kirketårn der akkurat stikker op over byens træer.
Undervejs passerer jeg et vejskilt for Rungholter Weg, et navn jeg også har set andre steder. Rungholt var en rig handelsby i marsken, der gik under i en katastrofal stormflod i trettenhundredtallet med enormt tab af menneskeliv (vandredag 143). Det har givet grundlag for en lokal myte med Atlantis-træk, der involverer gudsbespottelse og afstraffelse af et bibelsk format. I nyere tid er der fundet arkæologiske spor fra byen omkring vadehavsøerne ud for Husum, der således er fragmenter af den større ø, hvor Rungholt lå.
Hvor jeg når ud til kysten, er der et nok så kraftfuld udsagn om stormfloders betydning i dette landskab: et højt, asfalteret dige, der strækker sig flere kilometer mod syd. Det er en del af Eidersperrwerk, digerne og slusen der beskytter mod tidevandets indtrængen i Ejderen og dens bagland. Jeg var der omkring i maj, i dag vandrer jeg videre mod vest, hvor asfaltdiget hurtigt afløses af et højt græsdige. Fårene har taget det i besiddelse.
En smal asfaltvej går langs ydersiden af diget. Den må vel oprindeligt være anlagt med henblik på inspektion og vedligeholdelse af diget, i dag bruges det også som cykelsti, og der står af til bænke. Luftrummet er taget i besiddelse af strandskader, og små vadefugle som jeg ikke er kyndig nok til at identificere.
Diget fortsætter hele vejen til St. Peter-Ording (og videre). Adskillige steder foregår der stadigt landindvinding, og på turen mod vest kan man kan se de forskellige stadier undervejs. Det begynder med rækker af faskiner, små hegn med kvas mellem pæle. De danner såkaldte slikgårde, hvor aflejring af sediment fremmes. Her etablerer vadehavsplanter som kveller sig, hvad der medfører yderlige aflejring. Processen kan forstærkes gennem grøbling, gravning af drængrøfter i ret vinkel på kysten. Det opgravede materiale kastes op på området mellem grøfterne, hvorved dette efterhånden hæves over normalt højvande. Med tiden kan området inddiges og bruges som eng eller til dyrkning. Eiderstedt-halvøen var oprindeligt flere mindre øer, som er blevet bundet sammen ved landindvinding. Selv langt inde i landet kan man på græsmarkerne se hvordan det karakteristiske ribbemønster, som grøblingen skaber, endnu består.
En enkelt fiskekutter arbejder sig frem ud for kysten, i de rolige vige har der samlet sig flokke af ænder, måger og strandskader. En enlig skarv tørrer sine vinger. På land søger små flokke af stære efter føde. En hare springer op fra lejet, farer af sted, slår sig ned og betragter mig nysgerrig, før den forsvinder over diget.
En snes kurvestole tilbydes mod betaling på et sted, hvor kysten krummer sig og får lidt læ. Hundeluftere går forbi uden at værdige dem et blik. Himlen er stadig mørk, kun med lange mellemrum slipper der et strejf af sol igennem.
Jeg runder halvøens sydlige pynt og straks forandres landskabet. Sommerhuse og en golfbane dukker frem inden for diget. Mod vest afløses engene af bred sandstrand i stedet for mudderflader. Jeg nærmer mig St. Peter-Ording, der er en betydelig turistby, og da også i det fjerne viser sig med en profil af fleretages hoteller. Yderst på sandstranden ses de ejendommelige silhuetter af små og store huse bygget på stylter, høje bjælker, af hensyn til tidevandet. Kite-surfernes kulørte sejl er fordelt i små grupper. Der er en bred stribe af eng mellem diget og stranden, hvor jeg ser bevægelse fra spadserende og ryttere. Et gammelt fyrtårn er bevaret ved kanten af diget.
Husene på stylter er restauranter, ved de grusveje, der fører derud, er der små boder til betaling, for det er private strande. Mængden af mennesker og bebyggelse tager til, ind til jeg står ved hjertet af det hele, strandpromenaden i St. Peter Ording. En række træhuse med restauranter henvender sig til turister, og en lang træbro fører over indermarsken, gennem klit og ud til stranden.
Jeg betaler mine tre euro ved billetsalget og kan gå ad den en kilometer lange træbro, der krydser et par loer undervejs. Broen er tæt trafikeret i begge retninger. Hunde er tilladt, men heldigvis er det forbudt at cykle der. Uden for klitrækken er der en bred åben strand, som vi i Danmark bedst kender fra Rømø. Stranden er inddelt i sektioner til forskellige aktiviteter. For enden af træbroen er der en hævet restaurant og et stort område med de karakteristiske, halvt lukkede, kurvestole, som tyskerne ynder på deres badesteder. Mod nord er en stor plads, hvor der køres med små vogne med sejl. Der kører ræs naturligvis, utroligt nok sker der ingen uheld. Længere mod nord ses flere restauranter løftede på stylter. I syd har en ensom herre gang i en almindelig drage.
Jeg går forbi restauranten og kurvestolene og ud til stranden. Den flade strand synes endeløs og falder vel kun få cm pr 100 m. Havet er en tynd hinde af vand over sandet. Vinden er hård nok til at skabe ilinger af sand i ankelhøjde og drive skum af vandet. I den yderste horisont ses det flimrende omrids af et par skibe.
Efter at være gået tilbage ad den lange træbro slår jeg en kort bue mod nord og ind i turistbyen. Indfaldsvejene er travle. Det er en by, som turisterne kommer til i egen bil eller i et rejseselskabs busser. Den lille togstation ligger sært gemt af vejen og bliver vist mest brugt af de lokale, ungdommen og pensionisterne. Jeg køber min billet og tager plads blandt de ventende.

Sven Regener: Wiener Strasse.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s