Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Gyllingnæs, 28,2 km (185).
Lørdag den 7. januar, 2017.
Rutebilen mellem Horsens og Odder stopper ved stationen i Ørting. Det er ganske vist længe siden, at jernbanen mellem de to byer blev nedlagt, og stationsbygningerne er tydeligvis blevet til privat beboelse, men der er stadig en lille plads foran dem – og altså et busstoppested.
Der var varslet mulighed for isslag for i dag, men heldigvis er Østjylland sluppet. Der ligger et tyndt lag sne over landskabet, vejret er gråt, og det er en smule over frysepunktet uden frost i jorden.
Jeg begynder dagen med at gå stik syd, mod den lille landsby Gylling, som jeg også besøgte på min tur Jylland Rundt på 80 Dage (vandredag 5). Det er et fladt landskab, mest agerland, meget af det ejet af de store godser på egnen.
I Gylling går jeg mod øst, i retning mod Hov, indtil jeg kan dreje mod syd og gå ad små landeveje ud på Gyllingnæs, halvøen mellem Kattegat og den nordlige del af Horsens Fjord. Jeg kan se Kattegat derude, selv om landevejen går på nogen afstand af havet. Snart får jeg imidlertid muligheden for at gå ad en markvej ud til det fredede område Horskær.
Sneen er næsten væk på markerne, men der ligger stadig et fint hvidt lag på jordvejen, og det er tæt overskriblet med fasanspor. Det syn ses med stor regelmæssighed resten af dagen, lige fra rørskoven til skovvejene. Tomme volierer og hyppige tegn på fodring ses mange steder. Jagten er tydeligvis vigtig her.
Horskær er et lille fredet system af forgrenede laguner og strandenge. Stedet er et vigtigt fugleområde med adgangsforbud mellem 1. marts og 1. august. Det er lavvande, da jeg ankommer, og en vid bræmme af mudret strand med grus og store sten er blotlagt. En hejre letter med det samme og cirkler bort til en position længere væk fra mig. Både måger og krager opsøger den tørlagte kyst, med ænder og svaner længere ude.
VisitOdder og udinaturen.dk hævder, at der går en sti – Gyllingnæsstien – hele vejen rundt om næsset med udgangspunkt ved Horskær. Det skal vise sig at være en noget frimodig påstand – den dækker blot over at den almindelige strandret giver interesserede muligheden for at gå næsset rundt, så længe man holder sig på stranden. Der er ikke noget skiltet sti.
Horskærs strandenge er præget af aggressiv hegning, af og til helt ud på sandstranden. Heldigvis er kvæget taget ind, så strømmen er taget af eltråden, der hænger højt på pælene.
Det lykkes mig dog efterhånden at nå frem til en meget spinkel trampesti, der fører gennem halvåbent krat frem til et dige. I begyndelsen er diget dækket af græs, men snart står tagrørene tæt. Inden for diget er der store, flade markstykker og drængrøfter. En automatisk pumpe arbejder i det lille pumpehus, jeg når frem til. Mod syd kan jeg se skoven yderst på næsset. Solen er på nippet til at brænde igennem den grå dis, men har så alligevel ikke kræfterne til det.
Bræmmen af tørlagt strand er blevet bredere, hvid is ligger tilbage på mudderet. Jeg afsøger havoverfladen, og ser pludselig bevægelse på en revle et pænt stykke ude i det isfri vand: tre strandjægere. To svaner i selskab med en stor grim ælling fouragerer på mudderfladen.
Som jeg kommer længere mod syd, når det åbne vand ind til stranden, rørskov afløses af grusstrand med tang liggende i en bred, tyk opskylslinje, en følge af den forhøjede vandstand der skabte så store problemer længere mod syd tidligere på ugen. Ved spidsen af næsset er der et smukt overdrev mellem skov og strand, hvor nogle få fritstående egetræer gør en dramatisk figur.
Efter at have rundet næssets yderpunkt går jeg mod vest. For variationens skyld træder jeg ind i skoven og følger den skovvej, der løber få meter fra kysten. Over en snes meter er der strøet majs ud til fasanerne.
Det smalle skovbælte mellem grusvejen og kysten har træer, hvis kronet er bøjet væk fra kysten – fra vindretningen. Det er eg og bøg. der for længst har tabt bladene, men skoven fremstår alligevel grøn, fordi mange af stammerne er overgroede med frodig vedbend. Deres lianer løber som tynde reb lodret på stammerne. Kristtjørn vokser som krat, dens tornede blade føjer mere grønt til vedbenden.
Jeg kommer ud af skoven og søger ud til kysten igen. Nu er det åbent land og stadigt fladt som en pandekage – næsset hæver sig ikke mange meter over havets overflade. Godsbygninger ligger i en klynge bag hestefolde. Langs kysten breder isen sig på tørlagt havbund eller lav vanddybde. Havet har blotlagt tagrørenes lange, slangeagtige jordstængler. Jeg følger stranden ind i Lerdrup Bugt, med udsigt til Alrø, dæmningen derover og bakkerne inde på fastlandet (vandredag 110).
Bugten er et vildtreservat, dens lave vand med tørlagte vader ved ebbe, tiltrækker mange vandfugle. Før dæmningen forbandt Alrø med fastlandet, benyttede man en ebbevej hen over Vadegrund som området hedder. Det er stadig sådan, man kommer til Vorsø (vandredag 108), den lille ø vest for Alrø. Jeg kan se fugle ligge i det åbne vand, hvor isen er hørt op, men først og fremmest kan jeg høre dem, skræppende ænder og fløjtende vadefugle.
Den vej, der førte til ebbevejen, eksisterer stadig på Gyllingnæssiden, der er endda en lille parkeringsplads, en offentlig skraldespand og ikke så langt derfra, en informationstavle. Vejen fører over det flade land og med en umærkelig hældning, væk fra næsset og ind i baglandet. Snart er fjorden forsvundet bag mig, men flere kilometer inde i landet ser jeg stadig store svaneflokke græsse på markerne, og skræppen høres fra flere kanter.
Først passerer jeg Lerdrup, der blot er nogle en håndfuld huse og gårde, derefter kommer jeg igennem Falling med en smuk, frit beliggende hvid landsbykirke. Jeg er næsten fremme ved landevejen mellem Horsens og Odder, da jeg drejer ned ad en asfalteret cykelsti, der på en jordvold fører hen til Ørting. Det er en kilometer af den gamle jernbane, der lever videre som banesti. Et længere stræk af banen er også bevaret ved Horsens (vandredag 4), som jeg så det så sent som i sidste uge (vandredag 184).
Så vandreturen slutter, hvor den begyndte: ved den gamle station i Ørting.
Thomas Brussig: Leben bis Männer, 42-96.