Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Horsens: Nørrestrand & Bygholm Sø, 29,9 km (184).
Lørdag den 31. december, 2016.
Årets sidste dag og årets sidste vandretur. Selv om Nytår står for døren, varer julen ved lidt endnu i Horsens. Uden for den store banegårdsbygning i røde mursten står der små juletræer i enorme urtepotter.
Vejret er gråt og overskyet, det er tørt, men også blæsende, vinden er med det samme følelig i byens lange, lige gaderum. Jeg går mod nord, indtil jeg kommer til et villakvarter, hvor vejen brat falder ned mod Nørrestrand, og byen ophører i en knivskarp afgrænsning ud mod søen, med dens vidstrakte enge og rørskove. Nord for er der stadigt åbent agerland på bakkesiderne, på sydsiden er der en bræmme af skov, sommetider gennembrudt af afgræssede overdrev. Bagved ligger villakvarterer, der af til når frem til de gode udsigtspositioner i første række på skrænten ud til søen.
Søen? Egentlig er Nørrestrand et såkaldt nor, et lavvandet havområde, næsten fuldstændig omgivet af land, men stadig forbundet til og i vandudveksling med det øvrige hav. For Nørrestrands vedkommende er der forbindelse til Horsens Fjord gennem Sundet i områdets nordøstlige hjørne. Af trafikhensyn er der imidlertid bygget dæmninger hen over Sundet, og vandudvekslingen med fjorden er begrænset til en få meter bred åbning. I praksis betyder det at Nørrestrands vandmasser har ferskvandspræg: Det er en sø.
Juridisk er det imidlertid stadig en del af Søterritoriet – havet – og det betyder, at der – som på Søterritoriet i almindelighed – burde være fri jagt her og fri adgang til at færdes langs kysten. Imidlertid er området også Vildtreservat, så der er jagtforbud, og i fuglenes yngleperioder er der også forbud mod at færdes visse steder uden for de anlagte stier. Det er heldigt for fuglene, og heldigt for de mange lokale, der bruger stinettet syd for søerne.
Jeg har også brugt disse stier før; efter et besøg på Vorsø gik jeg tilbage til Horsens og kom denne vej (vandretur 108). Den gang tog jeg den nederste sti i kanten af enge og rørskove, i dag går jeg ad stien på skræntens top – og i den modsatte retning.
Mellem villakvarteret og skræntskoven ligger en havekoloni. Den smukke udsigt over søen har ført til nogle meget velholdte og udbyggede kolonihavehuse, der nemt kunne forveksles med helårsbebyggelse. Den rute, jeg følger rundt om søen, er over lange stræk også en skiltet lokal cykelrute, så der er en lind strøm af cyklister, mange på mountainbikes, og her på sydsiden er der også en del fodgængere, løbere og hundeluftere. Små parkeringspladser gør det nemt at køre i bil helt frem til stisystemet.
Stien oppe på skrænten går ofte gennem skov, det er løvskov, så gennem det nøgne grenværk er der en udmærket udsigt over søen og bakkerne omkring den. Et par steder brydes skoven af kløfter med overdrev, der er et smukt åbent bakkeparti, foldene er tomme, men jorden er mærket af klovspor fra kvæg og græsset er holdt nede. Andre steder når villakvarteret helt ud til stien og viser de uundgåelige panoramavinduer frem.
Nær Sundet flettes de to stier sammen på det nedre niveau. Der er en træbro over Sundet, men jeg gør først en afstikker ud til fjorden. Landevejen mod Odder er ført på en dæmning på tværs af Sundet, længere fremme, helt ude ved fjorden er der endnu en dæmning. I den indsø, de to dæmninger har skabt, er der en lille lystbådehavn med nogle få både forankrede. I dag har mågerne bådebroerne for sig selv, de sidder på rad og række derude.
Den yderste dæmning, med den lille åbning ud til fjordens vand, er oprindeligt bygget til at bære jernbanen mellem Horsens og Odder. Den bane er for længst nedlagt, men nogle få kilometer består som natursti for gående og cyklister. Jeg brugte den på min tur Jylland Rundt på 80 Dage (vandretur 4).
Efter at have nydt udsigten over Horsens Fjord går jeg samme vej tilbage og krydser sundet ad træbroen. Der ligger mange ænder og måger på vandet. Gråænder ligger roligt ganske tæt på, de er tydeligvis vant til mennesker og sikkert lokale. Troldænderne er sikkert trækgæster, de holder sig i hvert fald på god afstand.
Den sydøstlige ende af Nørrestrand er præget af brede enge og rørskove, og stien kommer snart et godt stykke væk fra vandkanten. Horsens’ boligkvarterer strækker sig helt herud, men jeg skal videre ad en trampesti gennem krat og fugtigt terræn og lader omsider byen bag mig.
På trods af forbud mod cykling har mountainbikerne været i gang, og den smalle sti er kørt til søle her og der, cykeldækkene har efterladt deres lange lige aftryk i mudderet.
Det varer nu ikke længe, før jeg kommer op ad de nordlige bakker og ind på de grusveje der fører frem til de få gårde. Jeg går ad grusvejene gennem det dyrkede land frem til landevejen ved Vær. Det er blot nogle få huse, med en hvid kirke og en lille dam foran.
Herefter følger jeg landevejen på nordsiden af søen, den går oppe i bakkerne, i åbent agerland, og den stærke blæst er straks følelig. De første kilometer er søen ikke inden for synsvidde. En hvid snedrive på en grøn mark viser sig ved nærmere blik at være en stor flok sangsvaner med de karakteristiske gule næb. Vejen slynger sig gennem landskabet, og snart er søen igen udstrakt for mit blik.
Nebel er egentlig ikke en landsby, blot en samling af gårde på bakketoppen, men der er en lille kirke med et flot stengærde omkring. Også langs landevejen på den anden side af Nebel er der et højt stengærde som befæstning af den ene bakkeside.
Oppe fra den forblæste bakkekam er der en glimrende udsigt over søen, markerne her på nordsiden, de store rørskove i hver ende af Nørrestrand og omkring snævringen midt i søen, skoven og byen på sydsiden. Bag Horsens rejser et bakkemassiv sig, skovklædt mod øst og vest, men med et åbent stykke midt for, blot en enkelt klynge træer i tydelig silhuet. Det er Purhøj, en flad gravhøj med en kreds af træer som en krone (vandredag 77). Byen har også sin egen profil, mod øst højhuset ved Vitus Bering Innovation Park, centralt fodboldstadium med lysmaster, i vest et bygningsmassiv i gule mursten. I andre byer ville det være et gammelt slot, i Horsens er det byens nedlagte fængsel, genopstået som museum og kulturinstitutionen Fængslet.
Jeg kommer ned fra bakkekammen og runder det sidste udkigspunkt ved vestenden af Nørrestrand, inden jeg krydser broen over Hansted Å og går i stien ved kanten af de fugtige enge, indtil jeg har sluttet cirklen, gået søen rundt, og er tilbage ved kolonihaverne. Det er nytårsaftensdag, og i det fjerne har jeg hele tiden med uregelmæssige mellemrum kunne høre fyrværkeribrag. Nu hvor jeg går gennem villakvarteret tager bragene til, mens jeg ser grupper af børn og unge i haver og på de fredelige veje.
Efter at have krydset udfaldsvejen mod nord runder jeg et hjørne ved Fængslet og går videre, til jeg har passeret jernbanen og kan gå ad andre villaveje til kanten af den gamle landevej mod Skanderborg. En bæk løber i et nyanlagt kunstigt stryg, gennem nye slyngninger, der skaber masser af hvirvler, hvidt skum og klukkende vand.
Hvor bækken løber under en smal vej i et cementrør, sidder en mand sammenkrøbet. Han har et kamera med en stor telelinse monteret på et stativ og er klædt på til timers venten i kulden. Jeg tror, jeg ved hvorfor og ser mig ivrigt omkring. Sandt nok, snart kommer to vandstære flyvende, let genkendelige på deres sorte dragt med hvid strube. Deres flugt er lynhurtig, få centimeter over vandet, så det gælder om at være hurtig på knappen for fotografen.
På den anden side af den travle landevej mod Skanderborg ligger Bygholm Sø. En skarv sidder i den yderste gren af et væltet træ og lettet tungt, da jeg kommer ind på skovstien langs søen. Ude på vandet er der adskillige eksemplarer af stor skallesluger, troldænder, gråænder og måger. Blishøns holder til nær kysten og måger ligger i flok på det åbne vand.
Søen er kantet af løvskov på sydsiden, på nordsiden er der lejlighedsbyggeri, derefter en bådeklub med optrukne joller, længere mod vest små skovklædte pynter og små overdrev.
På sydsiden, hvor jeg begynder min rundtur er skoven præget af træer, der hælder dramatisk ud over vandet, og enkelte steder er væltede. Gråænder ligger i små flokke langs den bugtede kyst, et enkelt sted står hejre ubevægelig. Stien er populær blandt byens borgere, især er der mange hundeluftere, måske er de ude for at gå hundene trætte inden nattens fyrværkeri.
En sted kommer stien tæt på en asfaltvej og den åbne mark syd for. Ved et rent tilfælde lægger jeg mærke til en stor gravhøj ude på marken, smukt kantet med store sten hele vejen rundt, og jeg gør en afstikker derud. Gravhøjen viser sig at være en jættestue, der, som en informativ stander oplyser, i attenhundredtallet nød det privilegium at blive udgravet i overværelse af J. J. A. Worsaae, den første store figur i dansk arkæologi. Det er så længe siden, at hans profession dengang var spritny og blev kaldt for “oldgransker”.
Tilbage ved søen runder jeg den vestlige ende og går tilbage mod byen. Solen er ved at gå på hæld. Fuglene ligger i klynger ude på søen, enkelte skarver flyver tungt gennem luften, længere fremme kan jeg se en håndfuld svaner. Jeg passerer først overdrevene og dernæst bådeklubben. En badebro bærer en alvorsfuld formaning fra byrådet om at undlade hovedspring. Ved stien neden for lejlighedsbyggeriet fodrer en ældre mand måger.
Jeg krydser landevejen og går igen langs det nyanlagte stryg. Vandstærene er væk. En sti fører langs bækken ned til Bygholm Park, og dens stier fører videre frem til en bro over Bygholm Å og en fodgængertunnel over til stationen.
Toget mod Århus er pænt fyldt. Mange af passagererne har allerede sjove hatte på.
Peter Handke: Die Angst des Tormanns beim Elfmeter, 108-119.
Thomas Brussig: Leben bis Männer, 1-42.
Jyske Vandreture 