Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Ørum-Ålum, 30,8 km (183),
Torsdag den 22. december, 2016.
Dette er min tredje og sidste vandredag i Nørreådalen i denne omgang. Og jeg slutter af med en dag med fint vandrevejr, solskin fra en lav vintersol i syd og kun et let strøg af drivende skyer.
Rutebilen mellem Randers og Viborg sætter mig af ved landsbyen Ørum, oppe på det flade plateau et par kilometer nord for ådalen. Jeg er dog kun lige kommet uden for bygrænsen, da jeg kan fornemme ådalens nærhed: En flok svaner græsser på en græsmark, de fleste af dem i ungfugledragt.
Jeg går ad samme vej, som for to uger siden (vandredag 181), ad den landevej der udgør det eneste afbræk i banestien på den nedlagte bane mellem Viborg og Hammerhøj. Så snart jeg når frem til den lille landsby Velds drejer jeg imidlertid mod syd, ad vejen mod Øbakker, der i en lang bue gennem skræntskoven skruer sig ned til kanten af den brede ådal langs Nørreåen.
Ådalen er bred og lige her tvunget til at dele sig i to, som en bæk der må løbe på begge sider af en stor kampesten midt i vandløbet. Midt i ådalen ligger Øbakker, en stor bakkeknold der rejser sig med en høj, langstrakt ryg gennem ådalen, tre kilometer lang, en kilometer bred, og på den højeste sted næsten hævet halvtreds meter over ådalen. Da istidens smeltevandsflod løb her, var det en rigtig ø.
Den centrale del af bakkekammen er kantet af skov, som omslutter et fredet hedeareal på det mest kuperede område. En sti fører fra landevejen gennem skoven og indtil heden, der er indhegnet og afgræsses med får for at opretholde heden.
Heden er ikke blandt de største, men de stejle bakker, og den flade ådal på begge sider, fremtvinger imidlertid storslåede udsigter og gør det til en stor oplevelse. Jeg går en skiltet rundtur på heden, hvor der her og der er slidt dybe hulveje ned i terrænet; de søjleformede enebærbuske vokser lidt tættere her, ellers er de spredt rundt på heden.
Den lille fåreflok, der er betroet opgaven med at bevare heden som områdets vegetationstype, holder til nær et skovbryn med birketræer, hvis hvide bark lyser i varm sollys.
Hvor rundturen vender, kommer jeg op at gå på det øverste af højdedraget. Enkelte fritstående ege- og birketræer sætter udsigten over ådalen i fin kontrast. Der er en vid og ubegrænset udsigt mod nord, kun enkelte steder er det også muligt at se mod syd. Heroppe går ruten ad trampestier slidt gennem lyngen, fårene er også glade for ikke at skulle mase sig gennem høj lyng, deres afføring ligger tæt på stierne.
Efter at have færdiggjort rundturen og vendt tilbage til landevejen forlader jeg Øbakker. Jeg hørte et par ravne kalde, da jeg krydsede ådalen, og nu ser jeg de sorte fugle skrige på ny, mens de flyver mellem skoven og læhegnene i kanten af engene.
Nørreåen løber gennem ådalens forgrening syd om Øbakker. Der er vidtstrakte enge og kær. Længst mod vest kan jeg se den fine lille kirke i Viskum, som jeg også bemærkede for to uger siden. Jeg krydser åen og når frem til Torsager, landsbyen i sydkanten af dalen. Som ved mange andre af de små landsbyer er på egnen, ligger der gårde som en del af landsbykernen, her med græssende kvæg.
Jeg går ad landevejen mod Løvskal, i begyndelsen et langsomt løft op ad dalkanten, med vid udsigt over ådalen. Øbakker tegner sig i klar profil, som en strandet hval; set sydfra træder de centrale hedebakker langt tydeligere frem på bakkekammen, som en saddel.
Landevejen er bred og velholdt og heldigvis ikke særligt brugt på denne dag. Bilerne kommer enkeltvis, med fem eller ti minutters mellemrum. Efter en stejlere stigning gennem et skovstykke når vejen frem til det flade land oven for ådalens bakkesider. Ådalen er nu skjult bag skovene, der er ingen mangel på skovveje, men det er årets korteste dag, og den afmålte mængde dagslys tillader ikke mange svinkeærinder.
Jeg følger landevejen gennem dyrket land. De fleste marker er for længst høstede, men enkelte steder står der endnu en uhøstet afgrøde: porrer. Lange lige rækker med karakteristiske blågrønne blade. Et sted får jeg pludselig den let genkendelige fært at frisksnittede porrer i næsen, men marken er bar, og vinden bærer ikke fra marker med porrer. Måske er duften blevet hængende siden, der blev høstet på den mark, der nu står tom hen?
Løvskal er en lille landsby, strakt ud omkring landevejen på dens vej fra plateau til ådalens bund. Der er firlængede gårde helt inde ved hovedgaden.
Et godt stykke efter landsbyen er det tid til at krydse dalbunden. Der er en smule bebyggelse her, omkring Skjern Hovedgård og Skjern Kirke. Der er også muligheden for at gå en rundtur på ådalen, en Spor i Landskabet sti.
Sporet går på enkelte stræk klods op ad åen, der er en smuk udsigt til den lille frit beliggende kirke, og bagved den en fløj af skovene omkring godset Fussingø (vandredag 182). Sporet krydse landevejen som fører derover. Selv om der kun er nogle få huse, ligger der alligevel en skole og en børnehave. Inde fra børnehaven skråler skingre børnestemmer med på en julesang.
Længere fremme fører stien omkring et gammelt voldsted. På afstand ses det som en stor banke i det flade landskab. Krogede træer vokser på det, et par ravne flyver skrigende væk fra de øverste grene, da de ser mig komme gående. Jeg følger dem et øjeblik i kikkerten, indtil de forsvinder bag læhegn.
For det blotte øje er jordvolden det eneste vidnesbyrd om fortidens borg. Kontrol over vandveje var vigtigt i fortiden, og fugtige områder og åbent vand forbedrede forsvarsmuligheder ved en borg. Gudenåen løber parallelt med Nørreåen, frem mod Fladbro, hvor de to åer forenes. Mindre end ti kilometer i luftlinje, fra hvor jeg står nu, er der tilsvarende rester af et voldanlæg ved Gudenåen, Kjællinghøl, øst for Bjerringbro (vandredag 90).
Efter rundturen krydser jeg endeligt åen og gør holdt ved den lille kirke. Fra kirkegården er der en fin udsigt over ådalen. Jeg er imidlertid kommet for at se de to runesten, der er opstillet ved kirkens våbenhus. Der er fundet en hel del runesten her på egnen, nogle af dem er bragt på museer, andre står stadigt ved egnens kirker.
Jeg følger landevejen i kanten af skoven mod vest, snart efter på en skovvej kun adskilt fra landevejen af et gammel jorddige beplantet med høje egetræer. Ådalens enge er smukt belyst af den nedgående sol.
Jeg tager en afstikker ind gennem skoven for at gå ad et såkaldt “serpentinespor” på den skovbevoksede bakkeskråning. Den slags snoede skovveje var nødvendige for at man kunne bjærge træ fra skræntskoven. Det er gammel løvskov, og gennem det nøgne grenværk er der en fin udsigt over engene, hvor åen kommer bedre til sin ret, set fra et højere punkt i landskabet.
Kort efter når jeg til den lille landsby Ålum, der er et af de yderste punkter i Randers’ bybus-net. Bussen holder allerede ved stoppestedet, men der er mere end tyve minutter til afgang, så jeg har tid til en tur omkring kirken lige ved siden af.
Kirkens skib er i kvadersten, men tårn og våbenhus har en opsigtsvækkende rød farve, der skiller sig ud fra de mange hvide landsbykirker. Der står to runesten uden for våbenhuset, og indenfor er der yderligere to sten. Den største sten i våbenhuset er i tre fragmenter, den mindste er malet op med rød farve.
Solen er gået ned, jeg sætter mig ind i bybussen og lader mig køre gennem skumringen og det tidlige aftenmørke frem til banegården i Randers.
Peter Handke: Die Angst des Tormanns beim Elfmeter, 68-108.
Jyske Vandreture 