Løvenholm Skovene (186).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Ryomgård-Auning: Løvenholm Skovene, 23,4 km (186).
Fredag den 20. januar, 2017.

Vejrudsigten har lovet en gråvejrsdag med mulighed for lidt sol sidst på eftermiddagen. I stedet viser det sig at blive en flot vandredag, der begynder med høj blå himmel og blot enkelte lavtliggende skyer i horisonten. Der kommer lidt flere hvide strimer på himlen i løbet af dagen, men uden at skygge for det gyldne vinterlys.
Klokken er næsten ti, da jeg står af rutebilen i Ryomgård, ved den gamle stationsbygning tæt på vandtårnet. Bussen kom ind fra syd, så umiddelbart før byen krydsede den ådalen, der er smal og flad, en arv fra dens fortid som sund og senere sø. Jeg går ad landevejen mod vest, snart med Løvenholm Skovene på højre side og ådalens flade enge på venstre hånd, hvor en jordvold løber parallelt med vejen. Det er banestien mellem Ryomgård og Allingåbro, som jeg gik for et par måneder siden (vandredag 180). Et stort skilt i udkanten af byen minder om, at Århus som europæisk kulturhovedstad rækker ud til hele Region Midtjylland. Og dagen efter denne vandredag overværede jeg sammen med 70.000 andre åbningsfesten i Århus’ gader – men i dag deler jeg blot skoven med nogle få mountainbikeryttere.
Snart drejer jeg væk fra landevejen og ind i skoven. Eller skovene, det er ét stort sammenhængende skovområde på godt 40 kvadratkilometer, hvor de enkelte skove eller skovpartier har deres egne navne. Langt hovedparten af området, godt 30 kvadratkilometer, tilhører Løvenholm Gods. Tidligere har jeg gået igennem det nordøstlige hjørne af skovene (vandredag 179), på vej fra nordkysten af Djursland til Ryomgård.
Jeg er dårligt nået ind i skoven, før jeg ser et rådyr i tyk vinterpels springe over vejen. Længere fremme ser jeg et par ravne flyve over den smalle strimmel himmel mellem de opadstræbende graner langs vejkanten.
Et tredjedel af skoven er løvskov, så der kommer masser af sollys ned gennem de bladløse kroner. I de ældre partier af skoven står ege, hvis tykke stammer har et stærkt skulpturelt præg. Tunge kævler ligger i store stabler langs vejen, i en lysning ses et højt bjerg af savsmuld, veje og skovbryn er tæt besat med hochsitze, de små trætårne jægerne bruger, og der er tunge aftryk af traktordæk, hvor vejen er en smule fugtigt. Det er med andre ord en privatskov med tydeligt præg af dens økonomiske brug, store områder med ny opvækst er omhyggeligt hegnet ind som beskyttelse mod hjorte med appetit på knopskud, andre stræk ligger skovede hen som en helt anden slags stubmark, tykke, nedsavede træstubbe med årringenes mønster vendt mod himlen
Der står mange høje slanke birketræer langs veje og lysninger, deres hvide bark tager sig smukt ud i solen.
Terrænet er let kuperet i kontrast til den flade ådal, og adskillige steder er der overgroede gravhøje. Jeg når frem til det åbne område inderst i den sydlige del af skoven. Det er mindre end tre kvadratkilometer stort, med nogle få gårde og lidt dyrket land. Det meste fremstår som græsslette og et lille dalstrøg omkring en bæk, og det tager ikke lang tid at passere på den korte led.
Inde i skoven er der et behagelig veksling mellem løvskov og nåletræ, gammel skov og lysningerne. Veje og stier ligger i et tættere net, end jeg husker det fra skovens nordøstlige hjørne, mange af dem er ikke afmærkede på mit kort, og eftersom det jo er en privat skov er der ikke et eneste skilt. Jeg når frem til et skovbryn og går ind på grusveje, der skal føre mig frem til det næste skovparti. I stedet bliver jeg ført ud i det åbne land, beslutter mig for at gå videre og befinder mig pludselig i udkanten af Auning, den gamle stationsby vest for skovene.
Jeg genfinder orienteringen og følger landevejen mod Grenå ind i skoven. Vejen er stærkt befærdet, og ved en rasteplads lige inden for skoven griber jeg chancen for at gå ad en ridesti mod nord. Der er en hel del ridestier i skovene, det er også en del af godsets forretning, man skal købe et ridekort for at benytte dem.
Tanken er, at jeg ved brug af kompas vil gå i nordøstlig retning, indtil jeg når det vejnet, der er vist på mit kort. Det går da også udmærket, selv om jeg kommer længere mod nord, end det var meningen. Derefter går det imidlertid hurtigt galt. Mit kort viser kun større veje, men der er et utal af mindre skovveje, af overgroede skovveje, af forladte veje, hvor der alligevel for nylig har kørt traktorer. Langt det meste er ikke vist på mit kort, og det er umuligt at finde sikker overensstemmelse mellem kort og virkelighed.
Jeg er halvvejs faret vild; halvvejs fordi jeg har god tid og altid kan vælge at bruge kompasset til at finde frem til skovbrynene i vest, nord eller øst, eller i syd til landevejen mellem Grenå og Randers, der skærer gennem skoven. Men der er ikke muligt for mig at følge den mere præcise rute gennem skoven, som jeg har planlagt hjemmefra i naiv tiltro til kort og egne evner.
I stedet bestemmer jeg mig for en rundtur i skovenes nordøstlige del. Det er vandring gennem et behageligt, afvekslende landskab, der imidlertid er svært at yde retfærdighed i skrift eller billede, der ikke kan matche øjets evne til at påskønne variation og detaljer, og i stedet må nøjes med en mere monoton skildring.
Jeg ser desværre ikke flere ravne, hører dem blot med lange mellemrum, i dag er det skovskaderne, der dominerer lydbilledet. Mest mindeværdigt er en smuk lille skovsø i en lysning med klynger af birketræer. Længere fremme ser jeg et gammel stendige i et skovbryn.
Senere er det kun med et vist besvær, at jeg kan fastslå min rute ved hjælp af fly- og satellitfotos på nettet. Jeg ender med at gå i en slags krøllet ottetal. I knudepunktet ligger noget, der ligner en mellemting mellem en lejrskole og en mindre virksomhed. Det viser sig at være Skovskolen under Københavns Universitet, hvor forstkandidater modtager undervisning og er i praktik på Løvenholm Gods. Der er også en vis trafik af hvide kassevogne med et logo for Skov & Landskab, også under universitetet.
Jeg går mod syd og når frem til den travle landevej gennem skoven, som jeg følger mod vest, indtil jeg når skovbrynet og derefter udkanten af Auning. Der er halvanden time til solnedgang – for lidt tid til at gå gennem skoven til Ryomgård. I stedet står jeg på en blå rutebil til Randers og kører af sted mod byen, uden for alvor at være blevet træt.

 

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s