Schleswig-Friedrichstadt (258).

Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Schleswig-Friedrichstadt, 44,4 km (258).
Lørdag den 19. maj 2018.

Sidst i marts gik jeg langs nordsiden af Slien, den lange fjord, der fører fra Østersøen ind til Schleswig by (vandretur 250 og 251). Jeg fulgte mere eller mindre cykelruten Wikinger-Friesen-Weg, der fører fra østkysten til vestkysten. Her i pinsen skal jeg fortsætte turen fra Schleswig og over til Vadehavet.
Vejret er sommerligt, morgenen er overskyet, men det klarer op i løbet af dagen, og temperaturen når hurtigt de tyve grader. Fra banegården går jeg mod vest, gennem forstæderne og ad en bro over motorvejen, ind til jeg når frem til den lille landsby Dannewerk, der har sit navn fra det gamle fæstningsværk Dannevirke.
Jeg møder forsvarsværket ved den gamle hærvejskro Rotenkrug, hvor Dannevirkemuseet også ligger. En lille flok heste græsser fredeligt på en grøn mark klods op ad den høje vold. Jeg har været her et par gange før, senest på den variant af den tyske hærvej, der skærer i gennem Dannevirke på dette sted (vandredag 221), og før det, på en vandredag i forlængelse af den vestjyske Drivvej, fra Husum ved vestkysten, tværs over det smalleste sted på Den Jyske Halvø til Schleswig (vandredag 143). Den gang gik jeg langs Dannevirke, og nu begynder jeg dagen med at gå den samme strækning i modsat vej. Kilometrene virker kortere og lettere, når de ligger i starten af en vandredag.
Dannevirke fremstår som en græsklædt vold, her og der træbevokset, men få meter fra museet er der et kort stykke blotlagt mur, som viser murstenskernen i bygværket. I sin tid var der også træpalisader på toppen af volden. Et par grågæs leder efter føde i en harvet mark nær fæstningsværket, råger og alliker fouragerer på græsmarkerne. De første kilometer går ad en trampesti på toppen af selve volden. Det flade landskab er inddelt i små og store kasser af de talrige levende hegn, mange af dem med blomstrende syrener.
Enkelte steder er volden gennembrudt – eller ligefrem fjernet – men et imponerende langt stykke består stadig. Som jeg kommer frem bliver der længere og længere mellem de levende hegn og markerne vokser sig større. Der er viber i luften, fem-seks stykker følger mig et halvt hundrede meter, som om jeg er kommet for tæt på deres reder.
Længst mod vest synker volden sammen og er ikke meget højere end et jorddige. I stedet for at gå mod Husum, bryder jeg af mod syd for at følge ådalene frem til Friedrichstadt. Meget af dette land er blevet drænet fra middelalderen og fremefter. Her vest for Dannevirke var der før afvandingen et naturligt forsvarsværk af vidstrakte moser, kær og enge. Man mener, at i vikingetiden blev skibe trukket på ruller fra Slien til Rheide Å, der via floderne Treene og Ejderen fører frem til Vadehavet og Nordsøen.
Jeg går et langt stykke ad landevejen øst for Treene. Engene er vidstrakte, men på den anden side af landsvejen tager majsen over, spæde majsplanter løber i lange linjer mod horisonten. En stork går på en slået eng, og en fiskehejre flyver over mit hoved. Landsbyerne er få og små.
Med femten kilometer igen krydser jeg ådalen og følger i stedet jordveje ved diget ud mod Treene. Floden flyder bred og rolig gennem landskabet, omgivet af grønne enge, af og til dækket med gule blomster. Sortbroget kvæg græsser nær brinken. En enkelt sted står en jernbanebro ensom tilbage, blot en spinkel trampesti løber over den overgroede banedæmning.
Længere fremme er der høslæt, lange baner af slået græs. På den anden side af vejen kører en grønthøster, stor som en mejetærsker, en traktor med en stor vogn spændt efter holder der også. Mellem maskiner står de to chauffører og snakker. Upåvirket af de to mænd få meter borte spankulerer tre storke rundt på den nyslåede eng og søger efter føde. Mens jeg betragter fuglene, kommer endnu en stork til, glidende ind som et svævefly, med de ubevægelige vinger fastlåst i vandret leje, de lange ben strakt nedad; den lander med et lille hop, som et grib på en afrikansk savanne. En femte stork kommer svævende fra nord.
I det flade landskab kan jeg se Friedrichstadt på lang afstand, tydeligst er de to buer, der markerer broen over Ejderen, nord for hæver kirketårnet sig over bymidten. Byen ligger, hvor Treene løber ud i Ejderen. Lokal skiltning kalder den for “hollænderstad”. Oprindeligt er byen bygget i sekstenhundredtallet af hollændere, religiøse flygtninge, inviteret af hertugen af Gottorp. Byen har da også talrige kanaler og smukke gamle huse i hollandsk stil.
Jeg går i gennem den historiske bykerne på min vej til togstationen. Det smukke vejr har fået folk ud på gader og pladser. Vandcykler i forskellig udformning sejler på kanalerne. Toget mod Husum kører bort, idet jeg ankommer, det næste kommer om en time, men det er ingen straf at skulle vente en time i solen.

Sinclair Lewis, It can’t happen here, 48-234.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s