Slien I: Maasholm-Lindaunis (250).



næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Slien I: Maasholm-Lindaunis 35,2 km (250).
Mandag den 26. marts 2018.

Kappeln er en lille havneby, moderat turistet, nær udløbet af Slien, den 42 km lange fjord, der fører fra Østersøen ind til Schleswig by. Det kræver et regionaltog fra Flensborg, og en rutebil fra Süderbrarup at komme dertil. Og yderligere en bustur at nå frem til Maasholm, sidste bosættelse før Østersøen.
Busstoppestedet ligger præcist ved bygrænsen, for den lille fiskerbys snævre gader tillader ikke buskørsel. Maasholm ligger yderst på en halvø, en sti løber nær vandet rundt om byen, med fin udsigt over Sliens rolige overflade og landet på den anden side af fjorden. Marinaen står med tomme bådebroer, joller er slæbt på vand, og langs stien står gennemsavede robåde opstillet på højkant; der er træbænke inde i.
Mellem havnens centrale parkeringsplads og marinaens broer er der opstillet en statue af en fisker med et ålejern, såvel som en stiliseret skulptur af stævnen på et vikingeskib. Den lille vig mod øst har en bred bræmme af sne og is, marts’ sene vinter har også ramt Schleswig-Holsten.
Slien er en lang, smal fjord, kantet af bakkekamme, som det kendes fra østkysten af Jylland, fjorde der ligger i de tunneldale, der blev dannet i istiden. Mest af alt minder den om Mariager Fjord (vandredag 234 og 235), men den har en langt mere kompliceret struktur med masser af nor. Et nor er et mindre havområde, som næsten er omgivet af land og kun forbundet til det øvrige hav med en snævert tilløb. Flensborg Fjord har Nybøl Nor ved Gråsten (vandredag 62), Horsens Fjord har Nørrestrand (vandredag 184). Slien har imidlertid mange nor, inderst inde i fjorden, over for Schleswig by, ligger de to største, Haddebyer Nor og Selker Nor, hvor i sin tid vikingebyen Hedebyen lå, omgivet af den ringvold, der udgjorde det østligste punkt af Dannevirke (vandredag 143).
Fjorden har også et par store bredninger, den ene er her umiddelbart før udmundingen i Østersøen. Formiddagen er grå og diset; som jeg står her og kigger mod sydøst kan jeg lige akkurat ane to de to landtanger, fyrtårnet med mørke og hvide striber på den nordlige. Det er Schleimünde, selve udløbet til Østersøen. Tilsandingen ved udløbet er konstant, så det må holdes åbent ved menneskelig indsats. Det er da også i sig selv kunstigt skabt, på grund af tilsanding af det oprindelige udløb, der lå længere mod nord. Et lignende samspil mellem naturlige geologiske processer og menneskelig indgriben kendes i Danmark fra Ringkøbing Fjord (vandretur 101) og Limfjorden (vandretur 40).
Her ved havnen begynder eller slutter Wikinger-Friesen Weg, en cykelrute fra vestkysten af Schleswig-Holsten til østkysten. Dens logo er endnu en stiliseret stævn af et vikingeskib. På min vandring langs Slien vil jeg følge denne rute, med afstikkere langs nogle af de lokale vandreruter, som jeg kan se på mit kortmateriale.
Efter den lille rundtur i Maasholm går jeg langs nordsiden af fjorden ind i landet. Der var måger og strandskader ved havnen, i de små vige med stille vand ligger der store flokke af troldænder og blishøne, hver art for sig. Knopsvaner holder til bredden, en ad gangen eller parvis, ude på fjorden ligger sangsvanerne i større flokke. Dagen lang ser jeg store og små svaneflokke i luften, i stadig trafik til og fra fjorden. Af og til er der også gåseflokke på vingerne.
På begge sider af fjorden er der åbent land, med levende hegn og små skove. Snart må jeg væk fra fjorden og gå et stræk af landeveje og dernæst markveje oppe i bakkerne. Langs vejkanterne ligger de sidste bræmmer af grovkornet sne, der må have været betydelige snedriver her. Tidligere år, hvor jeg har vandret i Schleswig-Holsten i påsken, har der ikke været spor af sne eller is i landskabet.
Der er langt mellem gårdene, meget af jorden hører under godser. Jeg passerer et af de, i gule mursten, med resterne af en voldgrav. Der reklameres for ferieophold og rideundervisning, en kvinde trækker en hest over vejen og ind på den store gårdsplads, hvor adskillige biler holder på en pæn række.
Fra den åbne bakkeskråning har jeg en glimrende udsigt over fjorden, i øst helt til Schleimünde. En stor flok sangsvaner græsser højere oppe på bakkekammen. Længere mod vest kan jeg se profilen af Kappeln tegne sig mod himlen. Jeg når ud til fjorden, der blot har en ganske smal stribe sandstrand at byde på. Adskillige fritidsfiskere er ankret op på fjorden. Byen er ganske tæt på, men jeg er nødt til at følge den mudrede markvej ind i landet. Det er småt med forårstegn, men jeg ser dog de karakteristiske blomsterstande fra rød hestehov, der om få uger vil være overvokset med store skræppeblade.
Efter et stræk ad en travl landevej ankommer jeg til Kappeln gennem den lille fiskerihavn. Store flokke af skarver ligger ude på vandet, ganske tæt på kajen. Kormoranen, siger en tysk far til sin lille søn, der har bemærket min interesse for fuglene.
Kappeln har en fin havnepromenade med restauranter og caféer, dertil en statue af en fisker i gang med at rense fisk. En klapbro, åbnet i 2002, fører over Slien. Fra broen har man en fin udsigt over havnen og byen med dens fremtrædende bygninger, en vindmølle, en kirke på bakken ud mod fjorden, et ombygget pakhus, tre røgeriskorstene som jeg kender dem fra Bornholm – bogstaver på de tre skorstene staver A-A-L, ål. I havnen ligger to turbåde, den ene af dem en hjuldamper.
Midt i fjordens løb står et såkaldt sildehegn, lange rækker af pæle med fletværk imellem, opstillet i V-form leder de som en stor ruse sildestimerne ind i et net. Oprindelsen går tilbage til middelalderen. En gang var der mere end fyrre af dens slags i Slien alene, nu er det det eneste, der er tilbage i Europa. Og begrundelsen for byens lokale festival Sildedagene. Skarverne sidder i rækker på pælene og forsøger at tørre vingerne. Mågerne ser skeptisk til.
Vest for klapbroen ligger Museumshavnen med gamle træskibe. Der er også et lille baneterræn, en forening driver en veteranbane på den bevarede strækning mellem Kappeln og Süderbrarup. Fra skorstenen på et gammel lokomotiv siver frisk røg mod himlen, men billetsalget er lukket, og baneområdet er mennesketomt.
Vest for Kappeln kommer jeg ud på grønne enge langs en grusvej kantet af stynede popler. Gæs har slået sig ned i græsset, kanadagæs og grågæs i små flokke. Længere fremme går vejen på en lille forhøjning tværs igennem en vidstrakt rørskov, og så er jeg nået til landsbyen Arnis. Jeg går gennem byens små gader frem til færgen. Det er en lille blå kabeltrukket færge af samme slags som i Randers Fjord (vandredag 16). En rød-hvid bom er slået ned foran den, og et skilt meddeler lakonisk: ausser Betrieb – ude af drift.
Hvilket er en skam, for jeg havde planlagt at krydse Slien her. I stedet går jeg tilbage gennem byen og videre mod vest, stadigt på nordsiden af fjorden. En lokal fodsti går langs den lille kirke og nogle hundrede meter langs fjorden, der her er befæstet med store sten, overgroet med gult lav. Tæt på byerne har der været mange hundeluftere ude. En par havde tre hunde i forskellig størrelse med sig. Kvinden foran mig er i selskab med en gigantisk newfoundlænder, der med stor fryd boltrer sig i Sliens kolde vand.
Herefter følger jeg landevejen oppe på bakkesiden mod vest. Det giver vekslende udblik over fjorden, vige, grønne bakker, rørskove, den hvide kirke i Sieseby på den anden side af fjorden.
Som jeg kommer nærmere på Lindaunis, kommer jeg også tættere på fjorden. En lille halvø stikker ud i vandet, dens smalle strand er tæt besat med skarver. De lægger deres eget sorte bånd af farve til vandet, sandet og det grønne græs. Et par æsler deler en fold ved et af de spredte huse, det ene er næsten fuldstændigt hvidt.
Lindaunis er ikke meget mere end en flække, men den er alligevel delt i to, den oprindelige landsby og en mindre klynge huse ved klapbroen over Slien.
Denne klapbro blev åbnet i 1927. Den blev fredet i 1997. Togene kører stadigt over Slien her, på strækningen mellem Flensborg og Kiel, men det lokale stoppested har været lukket længe, og den gamle stationsbygning er blevet til kro. Ikke desto mindre hedder busstoppestedet stadig alte Bahnhof. Der er ikke mange afgange at vælge i mellem, jeg venter en time på komme med bussen til Süderbrarup og dernæst videre.

Oscar Wilde: Lord Arthur Savile’s crime and other stories, 104-192.
Misha G. Schoeneberg: Siddharta Highway, 1-101.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s