Friedrichstadt-Garding (259).

 Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Friedrichstadt-Garding, 44 km (259).
Søndag den 20. maj 2018.

Jeg ankommer til Friedrichstadt med fem kvarters forsinkelse, de tyske jernbaner er slemt plaget af driftsforstyrrelser denne morgen. Men det er umuligt at blive forurettet på sådan en smuk dag, med høj sol og blå himmel. Som det første smører jeg solcreme på ansigt og arme. Først dernæst går jeg ad omfartsvejen i sydkanten af byen, krydser den lille broen over Treene, og nærmer mig dernæst den langt større bro over Ejderen, broens to halvcirkler hæver sig over et grønt dige med græssende får.
På den modsatte side, sydsiden, af Ejderen er der mulighed for at gå små tyve kilometer ad diget, frem til Tönning. Ejderen munder ud i Vadehavet, og tidevandets indflydelse er føleligt langt ind i landet, hvilket har medført omfattende inddigning på begge sider. Vandrestien oven på diget er nu ikke meget brugt, ofte virker den mere som en fåreveksel end som en trampesti, ankelhøjt græs dækker over et knudret underlag. Ikke desto mindre er den markeret som pilgrimsvej, med den gule stiliserede muslingeskal der markerer vejen til Santiago de Compostela. Med mellemrum løber fårehegn over diget og ud til floden. Der er isat låger til brug for vandrere, men åbenbart er de ikke pålidelige nok til landmændene, der oftest har bundet dem fast eller ført hegn forbi åbningerne.
Kvæg og får deles om engene. Grågæs fouragerer alle vegne, ænder, svaner og strandskader ses her og der, dertil små vævre vadefugle som jeg ikke er kyndig nok til at artsbestemme. Råger og alliker færdes i omstrejfende flokke. Svaler farer lynhurtigt gennem luften. Omme fra diget har jeg vid udsigt over floden og engene, såvel som det dyrkede land inden for diget. Ved jernbanebroen vest for Friedrichstadt er der omfattende rørskove. Flere steder står floden med høje brinker, der er blotlagte mudderflader, som især gravænderne er glade for. Hvor vandløb munder ud i Ejderen, minder de mere om loer i marsken end åer.
En optimistisk landmand forsøger sig med at dyrke raps på ydersiden af diget. Den gule farve står i smuk kontrast til det brogede kvæg på engen ved siden af, men rapsmarken står tynd med store nøgne partier. Inden for diget slås der græs til hø, et par rådyr søger skjul i det uslåede græs, der når dem til skulderbladet.
Jo tættere, jeg kommer på Tönning, jo mere fremtrædende bliver præget af tidevandszone. I det flade land ser jeg kirkespiret længe før, jeg når frem til byen. En lang flad bro, uden buer, men med travl bil- og cykeltrafik, fører over til Tönning på nordsiden af Ejderen.
Efter at have krydset broen går jeg gennem byen. I den østlige udkant ligger Multimar, et stort besøgscenter, der fortæller om Vadehavet. Centralt i byen er den gamle havn, som nu om dage især betjener turister med fiskerestauranter. Det er ebbe, så havnekanalen er mest mudderbund og en tynd stribe vand i bunden. En havnepromenade går over i endnu en digesti ud langs engene. Jeg finder en bænk, hvor jeg kan spise min frokost og komme frisk solcreme på.
Egentlig ender floden her ved Tönning, hvor den åbner sig i en bred, tragtformet flodmunding, ti kilometer lang og to en halv kilometer bred. Det er et såkaldt æstuarium, et brakvandsområde, hvor floden og havets vandmasser blandes. Vanddybden er ringe, og mindst halvdelen af dets overflade er mudderflader. Vindmøllerne står tæt på den sydlige bred. En lille fiskekutter arbejder sig langsomt opstrøms. På denne side rækker den blotlagte mudderflade tyve meter ud fra bredden. Høje badebroer fører ud over mudderet og tilbyder trappestiger til badegæster, der har lyst til at prøve det grumsede vand. Tre børn leger i strandens mudder, der virker fast og sejt, på samme måde som jeg kender det fra Langli (vandredag 113) og Mandø (vandredag 114). Et sejlbåd har lagt til, hvor brakvandet møder en to fod høj mudderbrink. Popmusik kommer drivende ind over landet derudefra.
Diget slår en lang bue ind i landet, omkring en vid lomme af grøn eng ud mod vandet. Sortbroget kvæg græsser der, en å løber diagonalt ud til stranden, køerne drikker fra den, så det må være ferskvand. En landevej skærer sig igennem diget, jeg følger den ud mod flodmundingen. Landevejen går gennem skov og krat, en skovvej giver mulighed for at komme helt ud til kanten af flodmundingen, der her er kantet af et bredt asfaltdækket dige.
Et stykke fremme kan jeg se Eidersperrwerk, den store sluse, der regulerer vandstanden i Ejderen. Vadefugle løber langs foden af diget og sidder i store flokke på mudderbankerne. I en lille havn ved slusen ligger fiskerbåde ved kajerne. På selve slusen er der en livlig trafik af besøgende, det er en betydelig turistattraktion.
Sluse blev bygget efter en ødelæggende stormflod i 1962, den åbnede i 1973, og er en del af en fem kilometer lang dæmning ud mod Vadehavet. En overdækket landevej fører over slusen. Som fodgænger eller cyklist kan man færdes på overdækningen – med flotte udsigter over landskabet og direkte kig ned i slusen. Egentlig består anlægget af fem adskilte sluser på rad og række af ens dimensioner. Hver sluse har en port mod Vadehavet og en mod marsken og flodmundingen. Der er altså i alt ti sluseporte, hver af dem fyrre meter lang. Der er også en separat kammersluse med klapbro.
Selv på en fredelig majdag er det et imponerende syn at kigge ned på det skummende vand, at se sluseportene løftet som enorme skovlblade og høre buldret som gennemstrømningen skaber. Der er også andre seværdigheder. Ved den sydligste sluseport er grusskråningen ud mod Vadehavet indtaget af en hættemågekoloni, fuglene ligger tæt og lader sig ikke forstyrre af forbipasserende mennesker, der blot er adskilt af et simpelt hegn med stolper og hængende jernkæder. Den tilsvarende skråning ved den nordligste sluseport huser en ternekoloni. Det er en ejendommelig fornemmelse at være så tæt på havfugle, der, få centimeter borte, fuldstændigt ignorerer en. Det minder mig om Helgoland og sulerne der (vandredag 163).
Fra slusen går jeg flere kilometer mod nord på den høje dæmning. Den har en lang, jævn skråning ud mod vandet, cyklister kan ubesværet køre fire-fem mand side om side der. Hvor halvøen Eiderstedt stikker ud fra fastlandet, går kystbefæstningen over i et græsdige, og jeg forlader kysten og går ind i landet. Området er tyndt befolket, jeg går ad grusveje og små, slidte landeveje, indtil jeg endelig når frem til den lille by Garding, der har et trinbræt på regionalbanen til Husum. Snart sidder jeg på et togsæde, mens marskens grønne enge passerer forbi.

Sinclair Lewis, It can’t happen here, 234-380.
Elena Poniatowska, Dos veces única, 1-99.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s