Helgoland i sol og regn (163).

Helgoland3

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Helgoland i sol og regn (163).
Fredag den 29. juli 2016.

Én gang tidligere har jeg bevæget mig uden for Jylland for at besøge en eksotisk ø. Dengang var det Æbelø (vandredag 109), hvortil jeg ankom via den halvanden kilometer lange ebbevej fra Fyn. I dag skal jeg til Helgoland, der ligger 50 kilometer fra nærmeste kyst. Min vej derud er endnu længere, med katamaranfærge fra Hamburg, omkring 100 km oppe ad Elben.
Turen begynder ved Landungsbrücken i Hamburgbydelen St. Pauli. Der er afgang kl 9, men boarding skal være afsluttet tyve minutter før. Jeg er der i god tid og nyder udsigten over Elben med den livlige trafik, ind over storbyen med den nye Elbfilharmoni, der rejser sig højt med en arkitektur, der skal minde om fortidens store sejlskibe.
Katamaranens tophastighed er 67 km i timen, alligevel tager turen til øen næsten fire timer. Passagerkapaciteten er omkring 500, man sidder på rækker af flystole. Der er ikke mere end halvfuldt, da vi lægger fra kaj. Videoskærme informerer om skibets position, vekslende med video som viser udsigten fra kommandobroen. Undervejs bliver der også fortalt om de seværdigheder, man passerer, kulturelle, industrielle, naturmæssige.
Der er to stop undervejs. Første gang i Wedel, i Slesvig-Holsten, men en integreret forstad i bystaten Hamburg. Nu om dage er her store marinaer, men i sin tid var det endemålet for Hærvejen/Oksevejen og kendt for et stort kvægmarked og slagtehuse. Næste stop er Cuxhaven, en havneby på sydsiden af Elbens munding, i Niedersachsen. Det har taget to tredjedele af rejsetiden at nå hertil, hvor sæderne endelig fyldes op med passagerer.
Herefter går det ud på åbent hav. Tyskerne ynder at omtale Helgoland som “Tysklands eneste Hochsee Insel” Det har holdt tørvejr siden Hamburg, men nu slår regnen mod ruderne. Da jeg endelig står på kajen i Helgoland, er det stilnet af til finregn, men det kommer ikke til at holde længe.
Helgoland var oprindeligt en betydelig større ø, men er blevet reduceret i størrelse gennem erosion. For små 300 år siden førte en stormflod yderligere til, at øen blev delt i to: Hovedøen Helgoland med klippepartier mere end 60 meter høje og øst for den flade ø Düne, som mest består af klitter, og således er et populært badested. De lokale nedstemte i 2011 et forslag om at forbinde de to øer med en dæmning. Tilsammen dækker de to øer et areal på 1,7 kvadratkilometer, Æbelø er til sammenligning 2,1 kvadratkilometer.
Jeg havde håbet at komme over på Düne, der går færge hver halve time, men jeg har kun få timer på øen, og katamaranen ankom med forsinkelse, så jeg opgiver den plan.
I stedet går jeg ad havnefronten, indtil jeg kan stige op på det høje klippeplateau, der udgør en god del af Helgoland. Regnen tager til, så jeg må have regnslaget på. Fra toppen af plateauet kan jeg se tilbage på havnen med dens lange moler. Det er grønt og frodigt øverst oppe, og i grunden forholdsvist fladt. Lige som en god del af katamaranens øvrige passagerer følger jeg en brolagt, handicapvenlig, sti rundt langs klippekanten.
Klippesiderne er røde med hvide bånd, næsten lodrette, op mod 60 meter høje. Der er en tydelig opdeling af øen, mennesker sidder på den sydøstlige ende, den nordvestlige spids tilhører fuglene. Jo længere jeg kommer frem, jo tættere sidder fuglene på klippesiderne og klippetoppene. Helgoland er ikke bare Tysklands eneste ø i Højsøen, det er også landets eneste fuglefjeld.
Regnen øser ned nu, og mens jeg nyder de storslåede udsigter, må jeg kæmpe for at kunne tage fotos, kameraets linse dækkes af regndråber på et øjeblik. Klippesiderne er især beboet af suler, store hvide fugle af gåsestørrelse, med sorte vingespidser og gule hoveder. De har blå øjne, det ved jeg, fordi man visse steder kommer så tæt som en fod på de store fugle. Stien er hegnet af ud mod klippesiden, sikkert mest for at beskytte fuglene mod mennesker – og mennesker mod egen uforsigtighed.
Fuglene sidder tæt, som en kriblende masse, ind imellem er der sorte fugle, der lidt ligner skarve, som de sidder og basker med vingerne, men det er suler i ungfugledragt. Deres sorte fjerdragt er pyntet af perlekædemønster i hvidt. I luften er de voksne fugle anderledes elegante, den sikre glideflugt understreget af de sorte vingespidser. Over klipperne hænger en lugt af fjerkræfarm, en blanding af hønsemøg og støvede fjer.
Længst ude står Lange Anna, en fritstående søjle af rød klippe i fuld højde, mere eller mindre øens vartegn. Toppen er hvid af fugle. På klippefremspringet overfor står folk tæt for at fotografere, mens de forsøger at værge sig mod regnen med paraplyer. Jeg runder pynten og går langs nordkysten. En del af den brolagte sti er spærret af sikkerhedshensyn – regnen kan have undermineret den – og de besøgende følger i stedet en vej hundrede meter længere inde. Kvæg og sorte får græsser heroppe på plateauet. Afstandene er små, så jeg når snart til byen. Folk har søgt læ for regnen her og der, mageligere sjæle har lige fra begyndelsen af fundet frem til de mange små restauranter.
Der er en bræmme lavtliggende land langs øens nordøstlige hjørne. Her ligger byens havn, en god del huse og hoteller, og herfra vokser byen op ad klippesiden. Helgoland er en bilfri ø, man kan ikke tage sin bil med på færgen. Der er nogle få almindelige køretøjer på øen, dertil nogle små elektriske varevogne. På bakkeskråningerne er gaderne smalle og hyggelige, overalt med blomster. På et centralt sted er der en elevator, som man kan tage fra strandniveau til den højere liggende by, hvor små promenader også giver glimrende udsigt over havnen og den flade ø Düne overfor, med dens klitter og rødhvide fyrtårn. Stemningen minder lidt om den slags små byer, bygget op ad klippeskråninger, som man kan se i Italien, på Sorrento-halvøen eller Cinque Terre.
Omsider sætter en opklaring igennem og pludseligt er det klart solskin. Jeg beslutter mig for at bruge min afmålte tid på øen til at gå turen langs klipperne én gang til, i modsat retning og denne gang i solskin.
Det våde græs er skinnende grønt i solen, havet er blåt og på den anden side af det lille sund står Dünes sandstrande hvide. Selv den sorte pels på kvæg og får synes at have ekstra glans. Denne anden rundtur er en langt venligere oplevelser. Jeg kan betragte fuglene og klipperne i ro og mag. Imellem de mange suler kan jeg her og der, på lodrette klippesider, se små kolonier af rider, den lille mågeart.
De besøgende har slået paraplyerne ned, enkelte mænd kommer slæbende med dyre kameraer med lårtykke telelinser og store stativer, mens jeg længere fremme kan se folk stå klods op ad havfuglene øverst på klippen.
Et kors øverst på en græsknold fanger min opmærksomhed. Jeg går derop. Det er en markering af stedet som det højeste punkt i Kreis Pinneberg. Helgoland er del af Slesvig-Holsten og administrativt under Pinneberg (lige akkurat inden for Hamburgs S-togsnet), ligesom Anholt hører under Norddjurs Kommune. Her fra toppen af øens højderyg er der fri udsigt til begge sider af øen.
Jeg går i ro mag det sidste stykke af klippestien, hen mod radiomasterne og kirketårnet, og på kanten af klippeplateauet med udsigt over havnen og sundet, hvor turbåde ligger for anker. Sydkysten er præget af massiv kystbefæsning. Langt under mig sidder en mand med et kamera med lang telelinse monteret på et stativ og spejder tålmodigt ud over den lange stak af ophobede betonelementer. Der er et lille stykke vadehavslignende mudderflader langs kysten og fugle derude.
Tilbage i byen begynder regnen så småt igen. Jeg går langs havnen, hvor hoteller og hotellejligheder ligger tæt, små sejlbåde kommer ind i havnen ved strandpromenaden. Strækningen ud mod katamaranens kajplads er flankeret af en lang bue af ens træhuse malet i forskellige kulørte farver. De kaldes for hummerboder og var oprindeligt værksteder for fiskere. Nu bruges de til forskellige turistformål.
Af historiske årsager har man toldfrit salg af luksusvarer på Helgoland. Denne særstatus går tilbage til, at Tyskland fik overdraget Helgoland i en kolonitidshandel, der involverede Zanzibar. Englænderne på deres side havde erobret Helgoland fra Danmark under Napoleonskrigene.
Regnen tager stille og roligt til. Da katamaranen stikker til søs, er det en begyndelse på en lang endeløs tur gennem grå regndis. Jeg går ud på udsigtsdækket og kaster et sidste blik på øen. En bred hvid kølvandsstribe rækker tilbage mod den høje silhuet i horisonten.
Først ved Wedel har katamaranen endeligt sejlet fra regnskyerne. Da jeg igen står på Landungsbrücken er ramper og trin knastørre, men blot en halv time senere når regnen frem til byen.
Alt i alt blev det vel kun til omkring ti kilometers vandring på den lille ø og højest en halv times solskin, men det var rigeligt turen værd.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s