Slåensø, Hummelsø & Thorsø (162).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Slåensø, Hummelsø & Thorsø, 26 km (162).
Tirsdag den 20. juli 2016.

Det er den første rigtige sommerdag i ugevis, med blå himmel, nogle få hvide skyer, og ikke en dråbe regn hele dagen. Og jeg skal bruge det meste af dagen på at gå i skyggefuld skov. På min sidste vandredag (161) kom jeg til Viborg og har således færdiggjort min vandring på det klassiske afsnit af Hærvejen efter at være begyndt i Rendsburg sidst i april (vandredag 148).
Nu er jeg er tilbage i Søhøjlandet, mere præcist trinbrættet i Svejbæk, øst for Silkeborg, hvor jeg begynder dagen med at gå ad grusvejen ud til Ålekroen, der ligger ved Snævringen og forbinder Julsø med Borre Sø. Der ligger en stor trekant af eng og kær ud mod søbredden, siv og græs står så højt, at de næsten skjuler kvæget derinde. På den anden side af søen rejser skovlandet omkring Himmelbjerget sig, tårnet selv står i skarp profil mod den blå himmel.
Det er min mening at tage solfærgen over Snævringen, som jeg har gjort en gang før (vandredag 112). Solfærgen er en lille båd, nærmest designet som et badekar med en stor skærm som bærer solceller. Den betjenes af Skyttehusets Camping ovre på sydsiden af Snævringen. Der er slået et telefonnummer op, som man ringer til for at udbede sig færgefart. Mens jeg finder telefonen frem ankommer en cyklist, en gråskægget mand noget ældre end mig. Jeg spørger, om han skal med over, solfærgen er ganske brugt af motionscyklister, der tager turen frem og tilbage fra Silkeborg på hver side af søerne. Prisen er 30 kr pr passager, og 10 kr pr cykel. Men han skal ikke med over, han venter på et par venner, der kommer fra Silkeborg i en motorbåd.
Vi kommer begge to til at vente en rum tid, jeg fordi Skyttehusets telefon er sat på telefonsvarer, min lidelsesfælle fordi “det er en langsom båd” som han får at vide i sin telefon. Mens vi venter, snakker vi om løst og fast. Pludseligt slynger en snog sig frem over græsset, få cm fra den høje kant ned til vandet. Den er helt sort, tynd, men lige så lang som min underarm. Den bevæger sig i hurtige ryk på omkring fem meter, gør brat holdt i en vagtsom og ubevægelig positur, og glider så pludseligt og lynhurtigt videre.
Mens vi ser på snogen, ankommer vennerne i motorbåden, der med mange bump og mange kommentarer bliver lagt til ved bådebroen. De elskværdige mennesker tilbyder at sætte mig over på den anden side af Snævringen, hvad jeg taknemmeligt tager imod.
Få minutter senere, mens motorbåden arbejder sig frem mod Julsø, er jeg så parat til at påbegynde dagens egentlige vandring, der skal gå til tre af søerne uden for Gudenåens hovedforløb gennem de store søer. Den første sø, Slåensø, ligger nær vandreruten syd om søerne mellem Ry og Silkeborg, og jeg har tit gjort en lille afstikker for at inkludere et stræk langs nordsiden af søen i dagens vandrerute, senest vandredag 87.
Slåensø er en opstemmet sø i en snæver kløft i Silkeborg Sønderskov. Den er op til 12 meter dyb, men står alligevel med stejle skrænter hele søen rundt. Det er en smuk sø, meget brugt som udflugtsmål af skoler og almindelige borgere. Især er den kendt for at have mange åkander. Og søen skuffer ikke, der er er store flader af blomstrende åkander med gule blomster i de små vige; den blå himmel, de hvide skyer og den grønne skov spejler sig smukt i vandoverfladen. Jeg møder adskillige andre skovgæster, mens jeg går søen rundt på stien, der for det meste går højt oppe på stejl skrænt. Et par hundeejere benytter de få meters egentligt sandbred til at lade hundene muntre sig i vandet, et par mænd i fyrrerne må være ornitologer at dømme efter de store telelinser på deres kamera.
Efter at være gået søen rundt gentager jeg den første fjerdedel, men stiger så op ad en stejl sti med vide trappetrin. Jeg følger træskiltene, der fører hen til Kongestolen, et udsigtspunkt over søen. Silkeborgskovene er fulde af bænke, der er en hyldest til konger og dronninger, og her og der har H. C. Andersen også fået mast sin knoklede bagdel ned mellem de kongelige rumper og således sikret sig yderligere andel i udødeligheden. Dagens lille uanselige bænk står på en lille høj med et smalt kik ud over søen. Få meter væk står massive douglasgraner; en af dem anses for Danmarks højeste træ med en højde på over 50 meter.
Fra Kongestolen går jeg mod vest gennem Sønderskoven, krydser asfaltvejen til Virklund og går videre gennem skovene mod Horsensvejen. Der er ganske meget løvtræ i denne del af skoven, den høje middagssol gennemlyser de grønne bøgeblade og lader de lange skovvejene stå som bjælker af lys mod den mørke underskov. Efter de høje bakker nær søerne flader terrænet ud til et letkuperet plateau.
Jeg rammer Horsensvejen umiddelbart syd for banestien mellem Silkeborg og Horsens (vandredag 29), der er ført under hovedvejens høje vejdæmning, som jeg ser, da jeg følger landevejen nogle få meter mod nord. Jeg fortsætter mod vest, ad grusveje der fører ud i dagens korte stræk med agerland mellem plantagerne. Jeg er på vej mod Hummelsø, en lille sø der ligger mere end 60 meter højere i terrænet i forhold til Snævringen. Hulvejen er kantet af flot uslået vegetation, perikon og brandbæger i gult, blåklokke og blåhat i deres navnefarver. En informationstavle viser af til et par bronzealderhøje, der står med høje flerstammede bøgetræer.
Den lille sø ligger skjult i en lavning, undervejs er der kun et enkelt sted, hvor man kan komme helt ned til søbredden. Først tror jeg, at jeg må opgive at gå rundt om søen. Mit kortmateriale viser en sti gennem et lille skovstykke. Det viser sig at være en skovvej så overgroet og ude af brug, at den er på nippet til helt at forsvinde. Tilmed ender den ved et højt hegn foran en stor mark tilplantet med ung nåletræskultur. Da jeg går tilbage, prøver jeg imidlertid en trampesti, jeg i første gang havde overset, og minsandten om den ikke fører frem til en jordvej gennem marken med små grantræer. Det er en stor mark og en lang vej med højt trådhegn på begge sider, en smal korridor, og det giver en sær følelse at gå der, som om jeg går gennem et fængsel.
Jeg runder et hjørne, hvor indhegningerne hører op, og jordvejen bliver til grusvej, søen ligger nederst i lavningen, med det blotte øje kan jeg se svaner og ænder ligge på vandet. Ad små veje finder jeg rundt om søen. Der er flere nåletræskulturer, mandshøje træer, gul brandbæger og lyserød gedehams står højt og tæt derinde. På tilbagevejen kommer jeg igen tæt forbi banestien, cyklister passerer en snes meter borte, og så følger jeg en ny grusvej det sidste stykke. En nyslået sti over en græsklædt bakkeside giver mulighed for at gå ned til søbredden. En del af ænderne forlader omgående vandoverfladen. På den anden side af søen kan jeg se hele bakkesiden være dækket af lange linjer af små grantræer.
Få hundrede meter fremme, og jeg er nået hele vejen rundt om søen og går videre i mit eget spor. Men kun et lille stykke vej, så drejer jeg ned ad en lang grusvej, der fører gennem den høje gamle plantage i Thorsø bakker og mod selve søen.
Thorsø er den tredje og langt den største af de tre søer, jeg besøger i dag. Jeg går mod vest, ad en grusvej et stykke oppe på bakkeskråningen. Søen ses som en lysende blå flade gennem det åbne fletværk dannet af grenene i nåletræernes underskov. Den modsatte bred er delt mellem høj skov i vest, og i øst villaer der udgør udkanten af Silkeborgforstaden Virklund.
Der er ingen sti helt nede ved søbredden og godt det samme. For foden af bakken er der en flad bræmme land ud mod søen, og det er den rene sump dernede. Jeg kan se sort mudret jord og arealer farvet rustrøde af afstrømning fra bakkerne.
Længere fremme forsvinder grusvejen op i højderne, men der er en markeret vandrerute, som gør det muligt at fortsætte videre mod vest, indtil jeg støder på nye skovveje. Store kløfter skærer sig ned gennem bakkerne, men planker letter vandringen over de mudrede stykker.
Et stykke vest for søen, ved en gammel skovfogedbolig, kan jeg krydse over engene vest for søen og komme over på en skovvej, der snart fører langs nordsiden af søen. Jeg er nu ankommet til den sydligste del af Silkeborg Vesterskov. Vejen går tættere på søbredden, og ved et par åbne steder kan man stige ned til vandet. Der er folk ude på søen i robåde og kajakker. Snart efter kommer jeg forbi sommergæst ved badebroer. Jeg har forvildet mig ind i et sommerhusområdes forvirrende labyrint af småveje og må gå i en bue tilbage for at finde ind på den rette vej gennem Vesterskoven.
Nede fra søen er det naturligvis en lang vandring op ad bakke. Vejen fører igennem et fredet område kaldet Knagerne. Her står der 2-300 år gamle bøgetræer og nogle få douglasgraner af samme højde som dem ved Kongestolen. Jeg fortsætter mod nord og når frem til landevejen ved Kunstcentret Silkeborg Bad i udkanten af byen. Som jeg går videre krydser jeg endnu en gang banestien, denne gang gennem en gammel jernbaneviadukt.
Et par villakvarterer senere er jeg fremme ved banegården, køber kolde drikke og venter tyve minutter på det næste tog.

Peter Furst: Flesh of the Gods, 63-117.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s