Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Thorning-Viborg, 30,4 km (161).
Søndag den 16. juli 2016.
Dagens vejr er mere regnfuldt, end vejrudsigten lovede. Men der er lovet opklaring ud på eftermiddagen, så jeg må glæde mig over, at klokken næsten er tolv, før jeg kan begynde på dagens vandring: Thorning på en lørdag i sommerferien byder ikke på mange busmuligheder.
Der er støt støvregn, mens jeg går ad landevejen mod vest. Ikke nok til at tage regnslag på, men kort efter, at jeg har genfundet Hærvejens afmærkede rute, tager regnen til, og så må jeg alligevel have det frem.
Ruten fører ad mudrede jordveje ind i plantagerne. På min forrige vandredag gik jeg en stor del af tiden gennem de sammenhængende plantager, der med den store Kompedal Plantage som centrum rækker en arm mod sydøst til Bølling Sø. En anden arm rækker mod nord, i retningen af Hald Sø og Dollerup Bakker. Jeg går i den østlige kant af sidstnævnte plantager, hvor nåletræerne møder grønne marker med græssende køer og heste. En stor mark med hvidkløver fylder det meste af horisonten, inden jeg drejer ind i plantagen, hvor træerne står som høje søjler langs en overgroet jordvej med en trampestis smalle slidspor i kanten.
Regnen er omsider hørt op, så regnslaget ryger i rygsækken. Af og til møder jeg vandrere, der kommer fra nord, to og to, de går i t-shirt og ser ganske tørre ud.
Det har været fladt terræn fra første skridt i Thorning, men efter at have gået lange lige stræk ad plantagens plørede skovspor, drejer jeg brat mod øst og følger Norskestien. En lille smal ådal har skåret sig ned i terrænet, og man går højt på bakkesiden med smuk udsigt over den smalle strimmel åbent land – og med lidt god vilje kan det såmænd godt minde om Norge. Hvorfor ikke, i Mols Bjerge har man jo tilsvarende Den Italienske Sti (vandredag 13).
Dagen er stadigt præget af gråvejr, men af og til trænger et skarpt sollys igennem, ikke mere end et par minutter af gangen, nærmest som et pludseligt blitzlys over det våde landskab.
Jeg krydser en asfaltvej og går ad en lige grusvej mod nord. Den følger en smal bræmme hede, der har fået lov at stå uberørt i plantagen, fordi der ligger en lang række små gravhøje som perler på en snor. Heden er isprængt lyng, men det er mest græshede, i store flader af bronze- og sølvnuancer, der lyser så meget stærkere på baggrund af den grå dis og de sortgrønne nåletræer. Gulhøje hedder stedet.
Kort efter kommer jeg endelig ud af de midtjyske plantager, der næsten ubrudt har strakt sig fra Kollemorten til dette punkt. Nu går jeg gennem et let bølgende agerland, krydser cykelruteversion af Hærvejen, blot for at møde den igen tre kilometer fremme i den lille by Skelhøje. Her var jeg også i april (vandredag 145), da jeg gik Alhedestien, på den nedlagte bane mellem Viborg og Herning. Den gamle bane holdt sig naturligvis oppe på plateauet, men jeg går ned ad en lang sti, der fører til Dollerup, og det dramatiske terræn skabt af hovedstilstandslinjen fra istiden. Fra toppen af bakken kan jeg se ud over en græsklædt dalside, spættet med lyserøde klynger af gederams, længst ude i horisonten det blå blink fra Hald Sø.
Stien fører frem til udkanten af landsbyen Dollerup, og straks efter op ad bakkesiden til Dollerup Bakker. De første hundrede meter gennem skov, men snart kommer man ud på overdrevene højere oppe, hvorfra der er en fabelagtig udsigt over den sydlige ende af Hald Sø. På den modsatte side af søen er der græs- eller lyngklædte bakker, gennemskåret af kløfter, og nu kommer jeg op til det tilsvarende landskab på denne side af søen, Dollerup Bakker. Jeg har var her to gange sidste efterår (vandredag 116 og 122), men i modsætning til den gang er ishuset åbent i dag. Desværre er der lige ankommet et større selskab med børn, hunde og bedsteforældre, så køen er lang, og jeg bestemmer mig for at undvære isvaflen.
Jeg går langs kanten af bakkerne, mens jeg nyder udsigten over søen, dernæst skyder ruten genvej over roden af Inderøen, Hald Søs store halvø, og jeg går snart på en sti mellem vejen og søbredden, som er svært medtaget af mountainbikere og her og der fuldstændigt opløst i søle. Ved Niels Bugges Kro forlader jeg søen, går op ad bakken, gennem skov og over mark, indtil jeg krydser landevejen mellem Viborg og Herning og umiddelbart derefter Alhedestien. Jeg er kommet til Viborg Plantage, sydvest for byen.
Plantagen er en blanding af nåleskov og løvskov, meget af det eg. Ruten snor sig op ad svagt skrånende bakker, når fladere terræn og slår over i lange lige stræk. Byen er nær nu, nogle få hundrede meter og så krydser jeg den travle omfartsvej ved hjælp af en fodgængerbro, går langs kanten af industrikvarteret bag banegården, indtil jeg har krydset banesporet og kan gå ned til banegården. Der er omfattende byggearbejde i gang på baneterrænet, så den står på togbus til Rødkærsbro.
Peter Furst: Flesh of the Gods, xviii-xxviii, 1-63.
Jyske Vandreture 