Den blå linje viser senere vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Funder Kirkeby-Thorning, 30,9 km (160).
Onsdag den 6. juli 2016.
De sidste dage har været regnfulde, og det sætter sit præg på dagens mange skovveje og stier. Stierne er mudrede, og skovvejene står med store sorte pytter, tydeligvis et tilbagevendende fænomen eftersom der har dannet sig lange trampestier i underskoven langs de nedkørte skovveje. Dagen er præget af drivende skyer og korte perioder af sol, men det holder trods alt tørvejr.
Det bliver endnu en vandredag gennem nogle af de mest øde egne af Jylland, gennem de store plantager med deres rester af hede og mose, spredte huse og få gårde.
Jeg sætter ud fra Funder Kirkeby og går ad landevejen mod vest for at genfinde Hærvejen, hvor jeg forlod den for en uge siden. Nok holder det tørt, men der kommer også en frisk vind fra vest, og jeg er nødt til at finde vindjakken frem. Landskabet er fladt og opdyrket, men snart dykker vejen ned mod Funder Ådal, hvor skrænten er bevokset med gammel plantage med mange skjulte sommerhuse. Stien går højt på bakkesiden, gennem plantagen, over en stribe åbent land og videre ind i plantagen ad mudrede veje. Jeg møder de første af den snes vandrere, som jeg ser i løbet af dagen. De kommer alle sammen fra nord, en eller to ad gangen, unge eller yngre mennesker.
Ved en shelterplads på en græsslette i skoven drejer jeg mod vest, ad en grusvej der langsomt falder ud mod Bølling Sø, mens hedebakker og eng fortrænger plantagen. Bølling Sø er en reetableret sø med en vandresti rundt om. Det er flere år siden, jeg sidst var her. Siden da er nogle skæmmende højspændingsmaster tværs over søen blevet fjernet og det klæder landskabet. På øst- og nordsiden er der hedebakker, mens bakkerne i vest står grønne. De fugtigste dele af det flade land nærmest søbredden er præget af hvid kæruld. En lille flok får bidrager også med hvide farver, et par store lam har forladt folden og græsser i vejkanten, men da jeg kommer nærmere maser de sig gennem hegnet ind til resten af flokken.
Ved søens nordende stiger stien op på hedebakkerne, hvorfra der er en smuk og vid udsigt over området, og følger så kanten af en af de græssletter, der er plads til mellem plantageafsnittene. Jeg kaster et blik tilbage på søen, før jeg går videre og snart krydser en landevej, det sidste stykke asfalt jeg ser i en rum tid.
Nord for landevejen kommer jeg ind i Stenholt Skov, der rummer en hel del gammelt egekrat og nogle mindre stykker hede inde i plantagen. Længere fremme begynder nåleskoven igen, lysningerne er ikke blot hede, store stykker plantage er blevet skovet og står tilbage med grå træstubbe, højt græs og blomstrende gederams i lyslilla. Terrænet er blevet ganske fladt, jeg er kommet ud på gammel smeltevandsslette, et stykke vest for det kuperede terræn omkring istidens hovedstilstandslinje.
Omsider når jeg frem til at krydse landevejen mellem Viborg og Vejle, mere eller mindre den moderne version af Hærvejen, og således også tæt befærdet. På denne side af landevejen ligger Kompedal Plantage, en af de største plantager. Den gør et temmeligt skummelt indtryk, grumset lys, høje grantræer, tilsølede skovveje med sort vand stående i hjulsporet. Mere muntert bliver det først, da jeg kommer frem til et stort stykke hede inderst i plantagen. Heden er en lille rest af Grathe Hede, Gråhede i moderne sprog, landskabet før plantagerne og hedeopdyrkningen.
Som et lille orange opslag på en pæl gør opmærksom på så har egnen sit krav på en plads i Danmarkshistorien som valplads for Slaget på Grathe Hede. Egentlig var der to slag på heden: det sidste (i 1157) afsluttede en borgerkrig mellem de tre konger Svend, Knud og Valdemar. Valdemar besejrede Svend, der blev dræbt under flugt fra det tabte slag.
Heden er kantet af de rektangulære skovbryn, der er karakteristisk for plantager. På trods af det grundlæggende flade terræn fremtræder heden riflet, som om lave flyvesandsklitter er blevet overgroet. Store dele af området er præget af kær med åbne flader af sort vand og hvid kæruld i mængde. Det skyldes formodentlig, at heden aldrig har været opdyrket, men har allaget i behold. Dette lag af nedvaskede og udfældede mineraler er næsten uigennemtrængeligt for vand og fremmer således de våde hedetyper. Mængder af kæruld er rystet fri og sidder som hvid pels på andre dele af vegetationen.
Efter heden går jeg endnu et stykke gennem plantage, indtil den brydes af en smal ådal omkring Haller Å. Åen løber i en lille stenkiste under vejen. På de grønne enge langs åen er der rester efter Kong Knaps dige, et forsvarsværk fra jernalderen, noget mindre end Margrethediget (vandredag 158) og meget mindre end Dannevirke (vandredag 143).
Endelig begynder plantagerne at tage af, striber af kornmarker viser sig, og snart kommer jeg til at gå ad lange grusveje med få afkørsler til ensomt beliggende gårde i det åbne agerland. Hvor jeg forlader Hærvejen for at gå ad landevejen mod Thorning er der endeligt lidt liv, en rideskole med heste på markerne og en lille gruppe unge piger der bliver trukket på heste ad ridestier.
Efter et par kilometer på asfalt når jeg frem til Thorning, hvor bilerne blæser forbi på hovedvejen. Det er en hverdag, så der er heldigvis gode transportmuligheder og kun tyve minutter at vente, før den blå x-bus mod Viborg dukker op.
Euclydes da Cunha: Oprøret paa Højsletten, 263-330.
Peter Furst: Flesh of the Gods, vii-xviii.
Jyske Vandreture 