Nørre Snede-Funder Kirkeby (159).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Nørre Snede-Funder Kirkeby, 36,6 km (159).
Tirsdag den 29. juni 2016.

Det tegner til glimrende vandrevejr, som jeg sidder i rutebilen mod Nørre Snede, med blå himmel og klar sol over landskabet. Det smukke vejr er dog overstået, da jeg stiger ud af bussen, i stedet byder dagen på et mere blandet vejr, drivende skyer, spredte perioder med regn.
Jeg følger Horsensvej ud af byen, indtil jeg genfinder det sted, hvor jeg forlod Hærvejen i lørdags: En stump kuperet hede står tilbage foran plantagerne, høje lyserøde fingerbøl lyser op på lang afstand, som de gør det så mange andre steder ved lysninger og skovkanter i dagens løb. Indledningsvist snor ruten sig ad småveje omkring Nørre Snede, fra plantagen øverst på bakkerne gennem en ådal med kvæg på frodig græsning, langsomt op i bakkerne, i kanten af plantage, omkring en fritliggende gravhøj, over landevejen mod Silkeborg.
Og så er jeg parat til dagens lange stræk. Hærvejen mellem Viborg og Jelling går mellem langt mere øde landskaber end strækningen mellem Jelling og grænsen, og dagens etape er den mest øde af dem alle: Gennem de store nåletræsplantager i Midtjylland, med deres få rester af de oprindelige heder og moser, meget lidt agerland. Der er langt mellem huse og gårde, hverken byer eller landsbyer, en enkelt samling huse der med lidt god vilje kan kaldes for en flække.
Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – møder jeg flere vandrere end på noget andet tidspunkt. De kommer alle sammen nordfra, i små og knap så små grupper, som regel folk i pensionsalderen, eller de kommer to og to med store rygsække, oftest unge par eller veninder.
I begyndelsen går jeg i kanten af plantager, mens det dyrkede land rækker lange fingre med grønt korn ind. Jordvejen er ikke meget brugt, men der er alligevel slidt lange hvide linjer af sandjord frem. De åbne felter i plantagerne er overgroet med gyvel. Det må have være et smukt syn i foråret, da buskene stod med gule blomster. Nu står de med store grønne bælge, der erindrer om, at de tilhører ærteblomstfamilien. Som jeg kommer længere mod nord forsvinder kornmarkerne og afløses af kær og overdrev på tørre områder. De få køer, jeg ser på græs, virker som alt for få til at holde græsset nede.
Jeg kommer ind i Palsgård Skov, en af de større plantager, hvor ruten slår et slag mod øst, på kanten mellem plantagen og et stort moseområde. Boest Mose, som den hedder, er del af et mosebevarelsesprojekt, ligesom Langmosen (vandredag 84) ved Rold og Svanemosen (vandredag 123) øst for Kongeåens udspringsområde.
Regnslaget må frem i en halv time, jeg møder også andre vandrere med spraglede regnslag, vi giver høfligt hinanden plads på de mudrede trampestier på dette stræk. Terrænet er lettere kuperede, her og der står små hededækkede bakkekamme frem, der er lidt eng og overdrev med heste, endog lidt kornmarker med en gravhøj i silhuet ved siden af gården.
Som jeg går mod nord bliver hedestykkerne større og hyppigere, med store enebærbuske og sandvejen har pletter med vild timians lyserøde farve. Til sidst står jeg ved Vrads Sande. Det er et større hedeområde, bakket og med mange gamle overgroede indlandsklitter. Som navnet siger, var det i sin tid et stort sandflugtsområde, men der er ikke længere åbne sandbrud, som man stadig kan se det ved Grene Sande og Randbøl Hedes klitter (vandredag 120). Inde på heden reflekteres det grå lys i et par små søer, horisonten rundt er hedebakkerne flankeret af høje nåletræer, mod øst kan jeg se et par biler ved en parkeringsplads og en større gruppe vandrere på et stykke fladere hede.
Der går en god grusvej over den fladere hede, et par ravne flyver lavt over plantagen. Efter at have passeret vandregruppen, tager Hærvejen en trampesti på kanten af hedemose, ind i plantage, krydser en sandet vej og tager så et par raske trin op ad en lille bakke. Her er der en stor shelterplads, komplet med toilet, vandhane og brændeskur. Stedet er velvalgt, fra den lille fremspringende bakke har man en vid udsigt over rødlig græshede mod nord.
På denne strækning kommer Hærvejen ganske tæt på banestien mellem Silkeborg og Horsens: Der er skiltet en kort tilslutningsrute, som støder til banestien ved Salten Ådals lyngbakker, små to kilometer nord for den bevarede jernbanestation i Vrads, der nu drives af frivillige som café og restaurant, og som er endestationen for de stadigt eksisterende fem kilometer af den oprindelige jernbane mellem de to store jyske byer, der nu udgør veteranjernbanen mellem Bryrup og Vrads (vandredag 29).
I dag skal jeg imidlertid videre mod nord, gennem de store plantager, hvor jeg snart krydser mit spor fra en lang vandretur, den sidste vinterdag, fra Ry til Hjøllund. fra øst mod vest. Jeg fortsætter op ad en lang bakke, ad en sti, men tæt på vejen så jeg kan se store stabler af skovede træstammer ved et savværk. Længere mod nord, hvor plantagerne er flænget af en stribe åbent, fladere land, drejer jeg mod vest, ad en smal sti der snart dykker ned i en smal ravine, som spidser til og ganske forsvinder nogle få meter mod øst, men som åbner sig stadigt bredere i en trekant mod vest.
De langstrakte bakker på nordsiden af kløften er i begyndelsen dækket af græs, men snart tager hede over, ligeledes i den fladere bund der åbnes, som trekantens sider bredes ud. Dette er det østligste del af endnu et stort sandflugtsfelt, Sepstrup Sande, der omsider er blevet overgroet af hede og plantage. I vinters passerede jeg den vestlige kant af det gamle sandflugtsområde, da jeg gik ad den gamle bane mellem Brande og Silkeborg (vandretur 135). Der går banestien på en høj banevold tværs gennem indsandet.
Faktisk er jeg lige nu på vej mod samme banesti, blot et pænt stykke mod nordvest. Min rute drejer mod nord, passerer åbent agerland omkring Sepstrup, der blot er en lille samling huse og gårde ved et vejkryds, men ikke desto mindre den største bebyggelse nord for Nørre Snede på dagens stræk af Hærvejen. Der er et dog et hærvejsherberg og en rideskole med smukke heste på græs. Vejen frem til den nedlagte jernbane går gennem Sepstrup Krat, der er dybt kløftet af tilløb til Funder Å. En skovvej, der vist ikke har set motortrafik i årevis, føres i en viadukt under banestien, og så er det blot op ad skråningen og så står jeg på en flad asfaltsti, gravet ind i siden på Hørbylundes bakker.
Få kilometer fremme følger jeg samme procedure i modsat rækkefølge for at forlade banestien, blot kommer jeg her ned på en velholdt grusvej: der ligger nogle få spredte liebhaverejendomme her i den nordligste del af skoven, på kanten til Funder Ådal. Den grusvej, jeg følger, føres i endnu en viadukt under jernbanen mellem Skjern og Århus. 1919 står der på cementen. Trafikbruset fra den nye motorvej mellem Herning og Århus er tydeligt. Jeg følger små stier og skovveje på nordøstsiden af Funder Ådal, der kun giver et kort glimt af motorvejsbroen over ådalen, den længste indlandsbro i Danmark. Regnen begynder igen, heftigere denne gang, så jeg stopper for at tage regnslaget på.
Da jeg gik ad banestien tidligere på året, havde jeg også tid til en afstikker omkring mindestenen for Kaj Munk, der under krigen blev myrdet her i Hørbylunde Bakker, jeg var omkring de smukke hedebakker, for hvis fod Skjernbanen løber, og gik længere oppe i ådalen til sydkanten af den reetablerede Bølling Sø. I dag følger jeg blot den modsatte side af ådalen, går ad en grusvej under motorvejsbroen. Regnen har farvet sandet mørkt og skabt grumsede små strømme. Den tørre stribe sand under broen ser inviterende ud, men jeg er opsat på at holde mig i bevægelse, der er ikke så langt igen.
Kort efter viser de første sommerhuse i skoven sig, og jeg når frem til en landevej på tværs af ådalen. Her forlader jeg Hærvejen, stiger op ad ådalen og går de to-tre kilometer til Funder Kirkeby, der er det yderste punkt i Silkeborgs bybusnet. Jeg spejder forgæves efter det markante kirketårn, jeg mener betegnelsen kirkeby lover. Byens fine lille kirke er af den såkaldt “kullede” type: uden et muret kirketårn sammenbygget med kirkens skib. I stedet hænger kirkeklokkerne i et fritstående træstativ med halvtag et kort stykke fra kirken.
Regnen er omsider holdt op, landsbyen kan glæde sig over stadig at have en købmand, lige over for kirken, klods op ad bybussens stoppested. Der er endda et læskur. Desværre har regnen gennemvædet træbænken, så der er trods alt måde med komforten. Men der er også kun en halv time til bussen kommer.

Euclydes da Cunha: Oprøret paa Højsletten, 202-263.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s