Jelling-Nørre Snede (158).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Jelling-Nørre Snede, 33,8 km (158).
Lørdag den 25. juni 2016.

En kort tværgade fører fra stationen i Jelling til kirken. Udsynet er næsten fuldstændigt optaget af Gorms Høj, mens kirken bagved lige akkurat kan række op over den grønne kuppel. Jeg har ikke været i Jelling, siden jeg gik Hærvejen i modsat retning for ti år siden. Og der er sket ting og sager siden, hele området omkring kirken og gravhøjene er gjort til et stort åbent areal, hvor veje er blevet lukket. Vikingebyens historiske afgræsning markeres med pæle af hvid beton.
Jeg bestiger Gorms Høj ad stentrappen. Det er en grå og overskyet dag, men udsigten ligger ikke i horisonten, derimod lige for fødderne. Kirken, den anden store gravhøj bag den, til venstre det nye besøgscenter Kongernes Jelling i glas og hvid beton.
De berømte runesten står i store glasmontrer foran kirken. Bag kirken og den anden gravhøj ligger en skibssætning, der er markeret med plader i hvide betonplader. Skibssætningen – en markering af et skibs omrids med linjer af opretstående sten – er verdens største, 350 meter lang. Den indbefatter den anden gravhøj og nåede frem til Gorms Høj.
Byen har således ganske overgivet sig til vikingetidstemaet. Stedets kro går dog sine egne veje med en statue af en kvægdriver og to stude. Der går da heller ikke længere, før jeg kommer ind på et vejstykke, der bærer navnet Hærvejen.
Det er først, da jeg forlader området for at påbegynde dagens egentlige vandring, at jeg lægger mærke til de usædvanligt mange cyklister. De ene flok efter den anden kommer jagende. Små pæle med vimpler viser vej for Hærvejsløbet, som – finder jeg senere ud af – er et stort motionsløb med endemål i Viborg. Man kan vælge mellem at starte i Funder, ved Vejen – eller for de virkeligt interesserede – i Flensborg.
Så mens cyklisterne farer forbi, går jeg mod nord ad en lille landevej. Terrænet er let kuperet, lange lave bakker, med en let fornemmelse af en generel stigning mod nord. Efter få kilometer skilles cykel- og vandreruteversionen af Hærvejen, men jeg glæder mig for tidligt, cyklisterne bliver sendt ned ad samme smalle grusvej som mig, og uundgåeligt trækker de op i to eller tre rækker, så den yderste cyklistrække stryger ubehageligt tæt forbi.
Jeg hører ravneskrig undervejs, og lige som jeg spørger mig selv, om det er en eller to individer, stryger to af de sorte fugle over mit hoved, uden at tage sig af de cyklister der samtidigt stryger forbi. Ravnene tumler i doven leg over mod en lund og er væk.
Lidt længere fremme får jeg dog nogle få kilometer for mig selv, det indebærer en tur over gårdspladser, en af dem stuvet med døsige katte, indtil jeg igen følger en parallelvej frem mod et samlingspunkt med den travle cyklistrute.
Og så går det videre mod nord på et af dagens lange grusvejsstræk. Det er dyrket land med meget græs, der har fået lov at vokse sig højt. Der er ikke meget kvæg på græs, jeg ser mest nogle få heste og et par får. Gravhøje ligger spredt på begge sider af vejen, grønne hvor de er afgræssede, dækkede af højt rødligt græs og krat, hvor husdyrene er hegnet ude.
Hærvejen krydser en lille landevej, hvor der står et skilt som oplyser om Givskud Løvepark, blot en kilometer væk. Den landevej, der bærer navnet Hærvejen, fortsætter stik nord, men som vandrer bliver man sendt på en omvej mod øst, forbi den lokale galgebakke, der nu står med grønt korn, og dernæst mod nord ad grus- og markveje, gennem små plantagestykker. Undervejs ser jeg en rød glente jage ved et skovbryn, let karakteristisk med den kløvede hale spilet ud i trekant, mens den hænger i luften. En markvej har fået sig egen viadukt under motorvejen mellem Herning og Vejle, og når dernæst frem til nye grusveje, der ad snoede omveje fører frem til Kollemorten.
I Kollemorten begynder regnen endelig at falde. Jeg havde håbet, at det ville holde tørt et par timer endnu. I stedet bliver det til to timers støt regn, og jeg må have regnslaget frem. I første omgang følger jeg en asfaltvej mod nord, gennem bakket græsland. Højt i landskabet, 130 m over havets overflade, ligger Øster Nykirke. I studedrifternes tid var dette landskab øde hede, og dengang var det hvide kirketårn et vigtigt kendemærke, som kunne ses på lang afstand. I dag ligger kirken naturligvis stadig på sin bakketop, men omgivet af et grønt landskab, kantet af høje træer og lidt sløret i regndisen.
Jeg går ind på kirkegården for at fylde min vandflaske. Regnen tager til, mens jeg står i læ af et træ og kigger på den slyngede vej, der har ført mig hertil. Et par kilometer længere fremme og små fyrre meter lavere i landskabet kommer jeg til resterne af Margrethediget. Diget, der engang kontrollerede al passage ad denne vej, stammer fra yngre jernalder. Det er meget sammensunket, nærmest som et bredt jorddige, overgroet, og minder slået om den vestligste, dårligt bevarede del af Dannevirke (vandredag 143).
Jeg forlader landevejen og tager hul på et nyt langt grusvejsstræk. Regnen skaber små floder på de kuperede veje. Meget passende måske, siden dette er er vandskellet, hvor Den Jyske Højderyg deler de store jyske åers oplande.
Jeg er på vej øst om Tindet Krat, i et landskab der er en mosaik af plantage, overdrev og hede. Det centrale dalstrøg løber igennem i omkring 75 meters højde over havet. Et par hundrede meter øst for springer Gudenåens kilde, den løber som en ren bæk sydøst gennem dalen for senere i store sving at finde vej til Randers Fjord og Kattegat.
Gudenåen er Danmarks længste vandløb. Skjern Å er det vandrigeste. Den har udspring i en lille dam 50 meter fra grusvejen og løber mod nordvest gennem dalen på vej mod Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Hvor den løber under vejen, er den blot en spinkel strøm på bunden af en smal grøft, så overgroet med høj vegetation, man dårligt kan få øje på vandet. Jeg besøgte Gudenåens kilde på min vej Danmark Rundt på 80 Dage (vandredag 73), og senere vendte jeg tilbage for at følge Skjern Å mod vest (vandredag 94).
Et kig sydøst gennem dalen viser kær og eng tæt på, længere væk overdrevets brunere græs. Som jeg stiger op ad bakken kan jeg mod nordvest se de flotte hedebakker, for hvis fod den spæde Skjern Å løber. En flok får græsser derinde uanfægtet af regnen.
Regnen går heller ikke mig på, men de fire-fem insekter, der har fulgt mig den sidste time og ikke vil forsvinde, begynder at tære på tålmodigheden. Grusvejen går i kanten af de store plantager, der findes syd for Nørre Snede, næsten helt frem til den travle landevej mod Vejle. Derefter går den parallelt med landevejen gennem plantagerne, så tæt på at trafikbruset fra landevejen er permanent til stede, selv om vejen selv er ude af syne. Regnen er heldigvis stilnet af, så regnslaget ryger i rygsækken.
Inde i plantagen er der bevaret et par smukke stykker hede, en stor lysning skabt ved skovning af moden plantage står som en græsslette med højt, rødbrunt græs. Jeg hører ravnekald og står stille for at prøve at lokalisere fuglen. Pludselig flyver tre sorte ravne ud fra deres skjul i et højt fyrretræ. En lang lige skovvej gennem høj plantage fører mig frem til kanten af Nørre Snede, gennem en viadukt under Vejlevejen og op gennem et bakket overdrev, hvor et overrasket rådyr springer væk.
Hærvejen fortsætter, men jeg drejer af og går mod Nørre Snede, blot for at opdage at den lokale busstation er lukket og omdannet til forplejningsstation for cyklister. Jeg har ellers været næsten fri for dem de sidste timer, men her er de i mængde med store telte og servering. Nye cyklister kommer stadig til, en frivillig i gul sikkerhedsvest vinker dem ind med løfter om varm suppe og kaffe. Regnen er begyndt med fornyet styrke.
Busserne er forvist til et uskiltet stop på et gadehjørne. “Det har været helt tosset med alle de cyklister derude i dag,” siger chaufføren til mig, da jeg stiger ind.

Euclydes da Cunha: Oprøret paa Højsletten, 83-202.

This slideshow requires JavaScript.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s