Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Nybjerg Mølle-Jelling, 24,5 km (157).
Mandag den 20. juni 2016.
På sidste vandredag vandrede jeg over fladt land fra Vejen til landevejen mellem Kolding og Billund, lige ind til jeg forlod Hærvejen og gik de halvanden kilometer frem til stoppestedet ved Nybjerg Mølle, der ligger på bunden af den lange ådal, der er dannet omkring Egtved og Vejle Å. Derfra tog jeg rutebilen til Billund Lufthavn, dvs op ad ådalen og så over fladt land til Billund.
I dag ankommer jeg til Nybjerg Mølle med samme busrute men med udgangspunkt fra Kolding. Vejen er markeret som Margeritrute ser jeg, da rutebilen forlader Kolding, og det er med god grund, der er masser af bakket østjysk landskab, og bussen kører tværs over den ene ådal efter den anden.
Nybjerg Mølle ligger på bunden af den sidste og dybeste ådal, det er nærmest en serpentinervej, der fører derned. Så jeg begynder dagen med at gå op ad bakken og ad landevejen, indtil jeg igen når Hærvejen ude på flad mark, hvor jorden, her få kilometer fra Vejle, er så sandet som ude i Vestjylland.
Jeg fortsætter min vandring ad den grusvej, der udgør Hærvejsruten på dette sted, går langs kanten af plantagen, runder et hjørne, og så er det slut med det flade land for den dag. I dag går vejen mod nordøst til Jelling, gennem præcist den slags landskab jeg så fra bussen, bakker og smalle ådale.
Himlen er dækket af et tyndt skylag, der lader filtreret sollys trænge igennem, ikke rigtigt overskyet, ikke rigtigt skarpt. Der er lovet betydelige mængder regn fra først på eftermiddagen, men jeg håber at være nået det meste af vejen til Jelling inden da.
Det er nogle af Hærvejens smukkeste kilometre, jeg har foran mig. Det er halvåbent land, med meget langt mellem gårdene, masser af skov og hegn, men også åbent land. Der er hverken korn eller majs på markerne; det er græsland, overdrev på bakkerne, frodige enge langs åen på dalbunden. Det høje græs lyser rødligt på en bakkeside, hvor kvæget står i smuk profil mod den skrånende horisont. I engene står heste i græs til livet. En nysgerrig sort hest følger mig på vej, som jeg går ad den slyngede grusvej på kanten af dalsiden.
Bag bakkerne kan jeg se endnu højere bakkekamme, med en enkelt række høje træer i dramatisk profil. Græsset står højt på de kuperede overdrev, der på ingen måde er intensivt afgræsset. Her og der er grønsværen dog slidt bort af kvæg eller heste, og jeg kan se, at jorden stadigt er hvidt sand og ikke frugtbar muld. Ikke desto mindre er skovstykkerne og hegnene præget af løvtræer, der står mange flotte egetræer. Af mellemstørrelse – næppe mange af dem er over hundrede år.
Hele denne strækning, og de sidste kilometer af forrige vandredag, indgår i både Hærvejen og Kyst-til-Kyst Stien (fra Blåvand til Vejle), og nu, hvor jeg når frem til en banesti, kan ruten minsandten pryde sig med et tredje navn: Bindeballestien.
I sin tid forbandt denne bane Grindsted med Vejle. Som banesti er den bevaret fra Bindeballe Station en smule vest for dette punkt og helt frem til udkanten af Vejle. Det første stykke fremstår den som en velholdt grusvej, først på en hævet banevold over engene, så på kanten af ådalens nordside. Bakkekammene bliver højere og mere og mere præget af løvskov, mens overdrevene langsomt viger fra højderne, og græs og urter står frodigt på dalbunden. Langs stien blomstrer kaprifolium og kulsukker. Kvæg græsser nær skovkanten, hvor et skovløberhus ser meget lille ud, sammenlignet med træer på bakkesiden. Stien er ganske brugt af cyklister og vandrere.
Længere fremme kommer jeg til Ravning Station. På dette sted har man fundet rester af en træbro fra vikingetiden. Ravningbroen var fem meter bred og syvhundrede meter lang og førte tværs over ådalen. Foran stationen har man rekonstrueret et stykke af den i virkeligt solidt tømmer. Den er blæst lidt op, regnen nærmer sig, og jeg sætter mig ind i det stationsskur, der nu er indrettet som madpakkehus. Mens jeg spiser min frokost, går det op for mig, at et svalepar er flyttet ind. Der er en rede under loftet, og de to svaler svirrer utålmodigt omkring døråbningen, indtil de slår sig til ro på et gelænder og afventer min afgang.
Og hvis det skal være på den måde, er der jo ingen grund til at blive hængende. Ådalen vider sig ud, et sted forsøger en håbefuld sjæl sig med vinranker omkring en lille ejendom, længere fremme begynder kornmarkerne igen, og stien er asfalteret det sidste stykke frem til Vingsted. Langs et kort stræk kommer jeg til at gå langs åen, der har vokset sig ganske bred og har bevaret sine naturlige slyngninger. Et par kilometer fremme skilles Hærvejen omsider fra Kyst-til-Kyst Stien og Bindeballestien. De fortsætter mod Vejle, jeg derimod følger Hærvejen op ad bakkesiden til den lille landsby Kærbølling og videre op ad en uendelig bakke. I højdemeter er det en stigning på næsten halvfems meter.
Selv på denne dag, der bliver stadig mere grå, kan jeg fra bakketoppen se hele vejen gennem ådalen til Vejle, små ti kilometer væk. De høje hvide bygninger i centrum står frem mod de skovklædte bakkesider og den blå fjord bagved. Jeg kan endda se to klart definerede toppe. Det er de øverste etager af et byggeri øverst på Vejles havnefront. Byggeriet er fra Henning Larsens tegnestue og hedder Bølgen. Det har form af fem ni-etager høje bølgetoppe i hvid beton og glas. Dvs, byggeriet gik i dvale efter de to første bølgetoppe blev gjort færdige, så de har stået alene i årevis. Nu er man imidlertid omsider kommet i gang med at bygge de sidste tre bølgetoppe. De ved jeg, fordi enhver der kører med toget langs Vejle Fjord ikke kan undgå at følge byggeriet på nærmeste hold.
To bølgetoppe var også, hvad jeg så, da jeg startede på den allerførste af denne blogs vandreture (vandredag 1), i januar 2011, og da jeg igen kom forbi tre år senere (vandredag 77).
Dagens lovede regn begynder at falde, støvregn og lidt til, det kræver dog kun en vindjakke og et regnslag. Jeg følger små snørklede landeveje mod Jelling. På plateauets fladere land er korn igen dominerende, hvor sprøjten har misset sit mål vokser blå kornblomst og røde valmuer. Ruten har en sjov bule mod vest og går så mod nordøst på højdedraget syd for Fårup Sø. I søens østlige ende ligger et lille vikingeskib for anker. Det minder meget om det. jeg så ved Jels Sø (vandredag 155). En informationstavle oplyser, at skibet hedder Jelling Orm og er en autentisk rekonstruktion af et oprindeligt vikingeskib.
De sidste kilometer fører ad bagvejen til Jelling, en grusvej der skruer sig op gennem Jelling Skov. Jeg går til stationen, en tværgade giver en flot syn mod gravhøjen ved Jelling Kirke. Men den oplevelse tilhører næste vandredag. I dag skal jeg blot tage toget til Vejle, skifte til toget mod Århus og kaste et blik på de to, snart fem, hvide bølgetoppe yderst på havnefronten, mest toget kører i kanten af den grønne bøgeskov, langs den blå fjord, mod Århus.
Euclydes da Cunha: Oprøret paa Højsletten, 1-83.
Jyske Vandreture 