Vejen-Nybjerg Mølle (156)


Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Vejen-Nybjerg Mølle, 29,6 km (156).
Lørdag den 18. juni 2016.

Vejrudsigten har lovet tørvejr, men som toget kører gennem landskabet til Vejen hænger skyerne truende sorte og sammentrukne. Straks jeg kommer ud i det åbne land. er der denne friske vind, der i forbindelse med mørke skyer varsler, at om et øjeblik falder regnen hårdt og pludseligt, som når man åbner for en bruser.
Ikke desto mindre har vejrudsigten ret, det holder tørvejr hele dagen, endda med sjældne solstrejf, men det er unægtelig en sær fornemmelse at gå time efter time i venten på regn, der synes overhængende men aldrig falder.
Fra stationen går jeg nord på ad den gamle hovedgade, men ikke uden en kort afstikker til Vejen Kunstmuseum. Her står Niels Hansen Jacobsens skulptur En Trold, Der Vejrer Kristenblod. Den har fået sit eget springvand, som et følge af troldtøj prøver at bestige. Trolden er den lokale stolthed, der er trolde-dit og trolde-dat i byen, og troldens silhuet går igen i regional markedsføring.
Vejens gamle bykerne ligger nu om dage barrikaderet bag omfartsveje og parcelhuskvarterer med blinde veje og cykelstisystemer. Denne cykelsti følger en lille å ud af byen, med bræmmer af blomstrende lupiner i vejkanten.
Snart befinder jeg mig imidlertid på den travle landevej mod Bække. Jeg skal gå et længere stykke ad den vej i dag, et længere stræk ad befærdet landevej end nogen andet sted på Hærvejen, tror jeg. Heldigvis slår ruten en bue mod vest, der for nogle kilometer skåner den vandrende for biltrafikken. Ruten går ad små asfaltveje over åbent land, indtil den overraskende svinger til venstre langs en trampesti klods op ad en stor fjerkræhal, videre ad en strimmel upløjet mark, indtil den rammer en markvej, kort før den lille landsby Læborg.
Kort efter er jeg tilbage på landevejen, Ribe-Vejle Landevej, nu for den lange tur frem til Bække. Kilometerne føles altid ekstra langt på den slags lange lige stræk.
Bække er ikke nogen stor by. Det er især kendt for den runesten, der nu står i positur foran byens hvide kirke. Inskriptionen lyder “Ravnunge Tue og Funden og Gnyble, de tre gjorde Thyres høj”. Nogle ser heri en henvisning til Thyra Dannebod, Gorm den Gamles dronning, og i følge traditionen den der lod Dannevirke opføre.
Jeg misforstår noget skiltning i Bække og fortsætter et par kilometer ad landevejen, indtil jeg indser min misforståelse og krydser over til Hærvejen via en grusvej. Hærvejen forløber her også via en lang grusvej. Lige som Hærvejen på strækningen syd for Vejen (vandredag 155) falder sammen med Kongeåstien, er den her sammenfaldende med Kyst til Kyst Stien, en vandrerute fra Blåvandshuk til Vejle.
Umiddelbart efter at jeg er kommet tilbage på ruten, passerer den Hamborggårdsstenen, en kæmpestor vandreblok på 50 tons, bragt hertil fra Den Botniske Bugt i løbet af istiden. To store frostsprængte stykker af stenen er omhyggeligt placeret på hver side af det tilbageværende klippestykke.
De næste mange kilometer, resten af dagens rute egentlig, består i et stort sving mod øst. Undervejs kommer jeg igennem den ganske lille landsby Fitting, men ellers er det et øde landskab, i tiltagende grad præget af plantage. I sin tid var det en del af Randbøl Hede. Dengang var heden langt større end nu, komplet med ulve, røvere og sandfygning. I dag er der kun en smule tilbage af den oprindelige hede (vandredag 120), blot to-tre kilometer nord for denne rute.
Lyngen holder stadig stand i de brede bræmmer mellem landevejen og plantagen, blegt hvidt sand markerer plantagens arbejdsveje. Et sted ser jeg overgroede indlandsklitter. Det, der for øjet tager sig ud som sammenhængende plantage, er imidlertid mange forskellige små plantagestykker. Store sandede markstykker kiler sig ind mellem nåletræerne. Det er korn eller majs. Et sted står majsen knæhøj i det grå sand. Længere fremme er den kun ankelhøj. Det er svært at forestille sig, at afgrøden vil stå mandshøj til efteråret.
Jeg tager en skovvej gennem plantagen og ender ved en landevej. Hærvejen fortsætter mod nord, men jeg går halvanden kilometer mod sydøst, indtil det flade plateau pludseligt gennemskæres af en dyb ådal. Det er Vejle Å, der har skåret sig dybt ned i terrænet her. Modsat rejser en høj ås sig, skovklædt mod nord, men græsklædt og afgræsset af kvæg mod syd.
Der ligger blot nogle få huse her, men stedet råder over noget ikke mange øde egne kan glæde sig over: et busstoppested med betjening på en lørdag eftermiddag. De fleste stoppesteder så langt ude på landet har slet ingen betjening i weekenden. Og ellers er der et stor tomrum lørdag eftermiddag og aften. Stedet her, Nybjerg Mølle, ligger imidlertid på ruten mellem Kolding og Billund Lufthavn og kan glæde sig over hyppigere kørsel.
Så jeg venter blot ti minutter, tager med bussen til Billund Lufthavn, et hurtigt blik på Randbøl Hede undervejs, tager lufthavnsbussen fra Billund til Vejle, og blot et par minutter før afgang sidder jeg i ro og mag i toget mod Århus.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Riber Ret, 77-215.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s