Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Jels-Vejen, 24,9 km (155).
Søndag den 12. juni 2016.
Jeg starter dagens vandring over for kirken i Jels. Temperaturen er behagelig, mindst fem grader lavere end den varme vandredag tidligere på ugen, Det holder tørvejr hele dagen, selv om det trækker op til regn ud på eftermiddagen.
Turen nord på fører mig forbi Jels Sø, hvor det lille vikingeskib med de malede skjolde ligger fortøjet.
Ude på det åbne land er der tilstrækkelig med vind til at gøre det koldt at gå i t-shirt. Ruten svinger imidlertid hurtigt mod vest og derpå mod nord gennem sammenhængende skovstykker. Det er en lang lige grusvej gennem plantage. Flere steder står der blomstrende fingerbøl, den lyserøde farve synlig på lang afstand. Skoven rummer også løvskovspartier, ung birkeskov i den centrale del, ældre bøg og eg, som jeg kommer længere nordpå.
Jeg krydser en asfaltvej og en smule åbent land, før det igen går gennem skoven vest for Skodborg, denne gang ad trampestier. Et opslag advarer om riffelskydning i skoven og opfordrer til at man holder sig på Hærvejen. Denne skov er langt mindre end den første, så jeg er snart ude på landevej igen, tilmed uden et eneste skudhul.
Et skilt og en informationstavle i vejsiden fortæller om Drasvold, et middelalderligt voldsted, som der kun er det svageste spor tilbage af i det moderne landskab. Få meter længere fører en trampesti mod nord langs kanten af en bæk. Kornet står højt og grønt på denne side af bækken, på den anden side vokser græsset lige så højt som kornet og har en rødlig tone. En lille bro fører over bækken, hvis stenede leje er blotlagt, selve bækken blot en svag vandstrøm i midten af det brede leje.
Her i udkanten af Skodborg har græsset fået lov at stå højt på små uudnyttede engstykker langs bækken. Min vej videre går imidlertid ad en smal asfaltvej mod nord. Landskabet er let kuperet, ikke helt så fladt som i Vestjylland, men næsten. Et par kilometer fremme krydser jeg mit eget spor: Over nogle få kilometer er Hærvejen sammenfaldende med den nye Kongeåsti, som jeg gik i efteråret (vandredag 123 og 124). Kongeåstien er markeret med høje pæle i nyt frisk træ, der har en rødmalet spids foroven, så de er letgenkendelige i landskabet. Jeg står et øjeblikket ved de to stiers foreningspunkt og nyder synet af tre heste på en eng med højt rødbrunt græs.
Få hundrede meter fremme ligger Knagemøllen ved bredden af Kongeåen. Det gamle møllehjul af træ står ubenyttet for enden af møllehuset. Vandet løber hurtigt gennem åen, nær broen kan jeg se vandplanter lange undersøiske bændler og længere fremme er åens overflade dækket af grøde og blomstrende hvid vandranunkel.
Ruten går her som en trampesti på den lave skrænt nær åens sydside. Det er et af de smukkeste stræk af både Hærvejen og Kongeåstien. Fra skrænten er der vid udsigt over den lave ådal og engene omkring Kongeåens slyngede løb. Jeg træder ind i en fold, to stykker kvæg ligger og hviler, smukke sunde dyr, vel egentlig med hvidt skind, men med en smørgul tone. På trods af mine beroligende ord stabler de sig møjsommeligt på benene. Og det er jo næsten for meget ulejlighed for min skyld, men så kan jeg da konstatere, at begge dyr bærer yvere, og altså er køer. Det er jo altid et spændende spørgsmål, når man går gennem en fold, er der tyr eller ej?
Fra toppen af skrænten får jeg snart øje på en større flok køer, samme race, de har slået sig ned i den høje bevoksning langs åen. De stirrer nysgerrigt på mig, nogle af dem kommer på benene og går parallelt med mig. De trækker andre med sig, så der dannes en kæde af køer, inklusiv enkelte kalve hvis skind har en varmere brun farve. Strømper af mudder når langt op over køernes knoklede knæ.
Det smukke stræk langs Kongeåen er desværre alt for hurtigt forbi. Stien skrår væk, gennem et tilstødende lille ådal, Skodborg Bæk som jeg gik langs med en time tidligere, og op på højere land og ud til den travle landevej syd for Vejen. Herfra er den direkte vej til Vejen blot fem kilometer, men Hærvejen slår en stor bue mod vest, og gør turen dobbelt så lang.
I første omgang følges den således med Kongeåstien frem til Frihedsbroen. Et lille familieselskab er ved at sætte kanoer i åen, da jeg krydser broen, der mellem 1864 og Genforeningen dannede grænse mellem Danmark og Tyskland. Kongeåenstien fortsætter mod vest. Jeg derimod går et par kilometer over fladt dyrket land, indtil jeg når Skibelund Krat, et skovbevokset bakkedrag, der med sin position lige nord for grænsen var et samlingspunkt for den politiske bevægelse omkring det tabte Sønderjylland.
Mindelunden rummer opildnende skulpturer over det nationale tema, såvel som talrige mindesten over enkeltpersoner, mange af stenene er desværre skæmmede af pietetsløst påklæbede QR-koder. Der mangler naturligvis heller ikke en flagstang med et vajende Dannebrog.
Fra Skibelund Krat går jeg mod nord, til udkanten af Askov. En grusvej fører gennem to afsnit af kirkegården, og derefter følger jeg en asfalteret cykelsti til Vejen. Fra kanten af skoven ved byens vestlige rand kommer lyden af et hornorkester, der øver sig (og der er brug for det), et indhegnet areal er fyldt med telte, og pludselig er der en tæt trafik af folk, der fører racehunde i snor eller skubber af sted med hundebure, uniformerede frivillige der forsøger at dirigere trafikken.
Jeg snor mig igennem, går ind til bymidten og togstationen. Forsinkede DSB-tog og dårlig trafikinformation lægger halvanden time ekstra på min tur hjem, og jeg ender med at dele tog med AC/DC fans på vej til aftenens koncert i Århus.
Philip K. Dick: Second Variety, 269-395
Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Riber Ret, 1-76.
Jyske Vandreture 