klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Borris Sønderland, 29,9 km (98).
Søndag den 17. maj, 2015.
Vejrudsigten har lovet byger og frisk blæst, men der er solskin hele vejen hen over Jylland. Jeg står af i Borris og går mod sydøst, indtil jeg når broen over Skjern Å syd for landsbyen. Jeg kom forbi her på forrige vandredag, undervejs fra Sønder Felding til Skjern, fra øst mod vest. I dag skal jeg syd på, så jeg krydser broen, hvor den lille parkeringsplads også i dag er flittigt brugt af lystfiskere, og fortsætter langs landevejen, der svinger mod vest, indtil jeg står ved Borrislejrens militære område.
Borris Sønderland, somme tider blot kaldet Borris Hede, er et militært område på ca. 4500 hektar, altså 45 km2. Der er en del plantage i kanten, men størstedelen af området er hede, Danmarks største sammenhængende hedeområde. På trods af – eller på grund af – den militære aktivitet huser området en lang række sjældne planter og fugle, såvel som en betydelig bestand af kronvildt og råvildt. Militæret benytter arealerne til skydeterræn, og så er der naturligvis adgang forbudt. På visse dag uden skydeøvelser er der imidlertid offentlig adgang. Disse dage bliver offentliggjort på lejrens hjemmeside. Før i tiden skulle man registrere sig som besøgende i lejrvagten, men nu er der i stedet lysskilte ved indgange til området, der viser information til gæster, kombineret med folderkasser med kort over Borris Sønderland.
Selv på dage med publikumsadgang er der dog stærke restriktioner på ens færdsel. Man må kun bevæge sig (til fods, på cykel, i bil) på et begrænset antal veje, asfalt- eller velholdte grusveje, beskyttet af talrige skilte, der dirigerer rundt med larvefodskøretøjer. På grund af muligheden for ueksploderet ammunition må man ikke gå uden for vejene (bortset fra bredderne af Omme Å, hvortil kan købes fiskekort) . Af hensyn til fugle og dyr må man kun være i området fra otte morgen til solnedgang. Næsten alle militærets røde barakker og andre faciliteter er koncentreret i terrænets absolutte nordspids, tæt på Skjern Å. Området i øvrigt er naturligvis præget af mange skilte, pæle og afspærringer i militærets gule og sorte advarselsfarver, såvel som talrige brede brandbælter – besøgende indskærpes at skulle ringe til vagten, hvis de ser brande.
Den folder, jeg tager ved indgangen, har et glimrende kort i A3-størrelse over Borris Sønderland. De veje, man må færdes på, er vist i rødt. En ringvej fører hele vejen rundt i kanten af terrænet. Jeg starter ud ved at gå mod nordvest. Hedearealerne er tæt på at virke uendelige, kun i det yderste af horisonten kan man ane skyggerne af lave plantager. Tættere kan man vist ikke komme på en blichersk oplevelse – når man altså først har vænnet sig til militærets skilte, der ikke fylder så meget ude i det åbne landskab, deres gule farve matcher den blomstrende gyvel.
Dagens første byge passerer med iskold finregn, og jeg må finde handsker og hue frem. Den nordlige del af heden er ganske svagt kuperet, inklusiv overgroede indlandsklitter, ude på hedefladen er der små observationstårne og hytter af træ. Den vestre ringvej holder sig i yderkanten af området med marker op til vejen. Omme Å løber igennem den sydlige del af området på dens vej mod Skjern Å længere mod vest. Jeg kan se kvæg græsse på engene, lige uden for militærterrænet. Der er naturligvis ingen køer på skydeterrænet (medmindre den står på bøf i messen), i stedet står engene med højt græs og pilekrat.
Det er lovligt at gå til fods langs bredden af Omme Å, men eftersom folderen anbefaler waders til det foretagende benytter jeg i stedet en grusvej mod øst, lidt syd for åen. Her afløses hedelyngen af græsslette og begyndende plantage. Jeg krydser åen endnu engang og følger en grusvej på den nordlige side af åen. Terrænet her er hævet lidt over åen – eller mere korrekt åen har slidt en bred lav ådal i det flade landskab. Fra grusvejen er det muligt at gøre en kort afstikker gennem en stump plantage frem til “Udkigget”, et åbent sted på skrænten med vid udsigt over Omme Å´s slyngede løb.
Åens nærhed gør området fugtigere end nordpå; hvor jeg støder til den østre ringvej er der et større moseparti. De sidste kilometer hertil er gået igennem et skydeterræn med sønderskudte målfigurer, der kan rejses på højkant, men nu alle ligger fladt på ryggen. Figurerne viser grønne silhuetter i naturlig størrelse med halve ovaler som ansigter. I det sydøstlige hjørne ligger også en hjemmeværnsgård, den eneste større bebyggelse jeg ser på min tur rundt på heden.
Hidtil har jeg holdt mig i kanten af heden, men nu tager jeg den lange lige grusvej, der fører tværs over heden og op til lejren. Jeg har set enkelte harer, men da jeg drejer ind på den lange grusvej rejser en kronhjort sig tungt fra lejet, tæt på og overraskende stor, og forsvinder ind i krattet. Adskillige kilometer nord på overrasker jeg to rådyr græsse i kanten af grusvejen. Ellers ser jeg ikke noget til områdets mange hjorte.
Ude på hedefladen dominerer lyngen hurtigt over græs. Det skyldes tørrere jord, men der er alligevel små søer og damme over alt, nogle af dem med hvid kæruld. Også grøfter og lange dybe kørespor i brandbælterne står fulde af vand. Et par biler passerer mig under den lange vandring mod nord. I løbet af dagen har jeg mødt en enkelt familie til fods nær en parkeringsplads og en halv snes biler, ellers har jeg haft området for mig selv. Ingen lystfiskere, ingen cyklister, ingen andre vandrere, spor efter heste, men ingen ryttere, ikke en eneste soldat.
Blæsten er følelig i det åbne terræn, og der kommer endnu en kold byge. Jeg når frem til landevejen ved lejren og går mod Borris. Kirken står markeret i landskabet, allerede før jeg endnu engang passerer åen og kommer til stationen i god tid før toget fra Skjern kører ind.
Michael Burleigh, Blood & Rage, 1-130.
Jyske Vandreture 