Sønder Felding-Skjern (97).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Sønder Felding-Skjern, 34,8 km (97).
Kristihimmelfartsdag, 14. maj, 2015.

Dagen begynder godt. Det er tørvejr, om end uden den sol jeg mener at være blevet lovet. Jeg går gennem Sønder Felding og krydser Skjernåen ved et lille anlæg med bænke og træskulpturer. Ved Ågade lykkedes det mig endda at finde en slået sti, der følger åen ud af byen; der står en enkelt lystfisker på hver side af åen, de første af mange jeg kommer til at se i dag.
Stien slipper alt for hurtigt op, så jeg må tilbage til landevejen. Landevejen bliver hurtigt til grusvej, med det velkendte flade vestjyske landskab med plantagestykker, lange læhegn, store marker og åen ude af syne men tæt på; det mest usædvanlige er en lille flyvemaskine på en flad græsmark. Så jeg går frisk til på vej mod Borris og Skjern. Stik vest.
Det tror jeg i hvert fald – men et par timer senere er jeg tilbage i Sønder Felding, hvor jeg startede. Et banal misforståelse, et vejkryds for langt på vej ud af byen, sendte mig mod syd, indtil jeg ramte landevejen mellem Herning og Varde og alt for sent forstod, hvordan sagerne hang sammen.
Så turen går tilbage til Sønder Felding, og denne gang tager jeg landevejen nord for åen til Borris, i stedet for grusvejen syd for åen. Man kommer faktisk tættere på åen langs landevejen, men der er mere trafik. Heldigvis er det helligdag, så det går lidt roligere til.
Efter de første kilometer kommer åen og den stadigt bredere ådal tættere på landevejen, og et mønster begynder at tegne sig: fiskeretten på denne strækning af Skjernå tilhører Borris Fiskeriforening. På strækningen frem til Sønder Felding på forrige vandredag var det Herning Sportsfiskerforening, der hævdede finne- og halsret over alt svømmende i åen. Borrissjakket har diskretere skilte, men de er alle vegne, tillige med et større antal parkeringspladser, af grus eller blot et stykke indhegnet mark. En enkelt put-and-take sø er der også. Der er biler på alle parkeringspladserne, og fiskere spredt ud langs åen. Nu, hvor landevejen og åen er klods op ad hinanden, kan jeg se trampestier på begge sider af åen, og lystfiskere der vandrer ad dem, en eller to ad gangen.
Det er umuligt at se, om trampestierne udgør en sammenhængende sti, jeg kunne følge hele vejen til Borris, eller om hver parkeringsplads har sine adskilte stier. Det kunne være interessant at finde ud af, men siden jeg allerede har brugt to timer på min rundtur syd for Sønder Felding, er jeg nødt til at holde mig på landevejen for at have tid og kræfter i behold til resten af dagen. Jeg kan dog ikke modstå trangen til at se nærmere på en flot træbro over åen, der vist er ment for cyklister men mest brugt af lystfiskere.
Skjernbanen kommer ind fra nordøst, men jeg drejer af, før den skærer landevejen; i stedet følger jeg en bivej i retning mod Borrislejren, militært skydeterræn på sydsiden af åen. Jeg når frem til broen over åen og følger en markvej langs den nordlige åbrink. Endnu er jeg ikke nået frem til de offentlige arealer, som indgår i reetableringen af Skjern Å´s slyngede løb; på den nordlige bred af åen er der pløjede marker, på sydsiden det militære område med røde barakker og gule advarselsskilte.
De dyrkede marker afløses af enge, med låger til offentlighedens brug. Åen går syd om Borris, men landsbyens kirketårn hæver sig over landskabet. Længere fremme krydses åen af landevej og jeg skifter til en trampesti på sydsiden af åen. Lystfiskere står med regelmæssige mellemrum langs åens slyngninger, og ådalen er videre end nogen sinde. Der er kvæg og heste på græs, viber i luften, ænder og svaner på åen og engene. Og altså lystfiskere på åbrinken.
Efter nogle kilometer må jeg gøre en mindre omvej ad landevej for at komme ud på det gamle dige, der løber langs med åen frem til Skjern. Omkring dette sted løber Skjern Å fra nordøst sammen med Omme Å fra sydøst, og det skaber omfattende oversvømmede enge, som fuglene deler med græssende kvæg. En stor grøn bakke synes kunstig og fremmed ude i engene, det er resterne af et voldsted fra sekstenhundredetallet.
Diget løber i lige linje mod vest, markeret af blomstrende mælkebøtter, med en hestesti og oversvømmede enge på den ene side, og nærmere Skjern, en grusvej og dyrket jord på den anden. Syd for Skjern krydser to broer den brede å, en til landevejen og en til jernbanen mod Varde og Esbjerg. Jeg tager landevejen ind til Skjern og toget hjem.

The World on Fire, 207-330.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s