Brande-Sønder Felding (96).

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Brande-Sønder Felding, 38,3 km (96)
Mandag den 11. maj, 2015.

Brande Station på en solskinsdag, næsten en sommerdag, er en ganske anden oplevelse end Thyregod Station i regnvejr. Den første time holder et tyndt lag slørskyer solen væk, men derefter er der blå himmel resten af dagen, og jeg går i t-shirt det meste af tiden.
Den Jyske Højderyg føles langt væk, som jeg går den flade vej ud af Brande og stik nord ad broen over Den Midtjyske Motorvej og ud på den flade smeltevandsslette. Jeg genfinder Skjern Å som en blid lavning skåret ned i terrænet. Nord for Brande er åen opstemmet til et par søer, Mes Sø hedder den østlige, mens den vestlige har fået det mindre poetiske navn Elværks Sø. Jeg ser da også de karakteristiske bygninger fra et gammelt kraftværk skræve over åen. Arvad Møllevej fører nord om sidstnævnte sø, det er en lang lige grusvej af den slags, jeg kommer til at gå mange kilometer på i løbet af dagen. Der er ganske få huse langs vejen, i stedet store rektangulære marker og plantagestykker. Jeg ser en hel del nyudsprungen bøg her, og for den sags skyld også de kommende timer. Det er ikke naturlig bøgeskov, men derimod kantplantning i lige linjer der trækker plantagernes skovbryn op, eller det er pynteplantning omkring ejendommene.
Søen og åen er få hundrede meter væk, men jeg kan ikke se vandflader; sommetider på grund af plantage, og ellers fordi de få meter vandløbet har slidt sig ned i det flade landskab, får det til at forsvinde, så jeg i stedet må nøjes med at erkende ådalens konturer ved pludseligt dykkende marker eller ved træerne på den fjerne dalside.
De første mange kilometer vil jeg således få skuffende lidt at se til åen, måske et fjernt blik hvor markerne åbner sig hele vejen derud. Den bedste mulighed er sådan set, hvor en tværvej krydser åen. Den første mulighed kommer, efter at jeg endnu engang har krydset motorvejen og egentligt vil følge den gamle Herningvej mod nordvest på åens nordside. Inden jeg tager hul på de næste kilometer på asfalt, går jeg et kort stræk tilbage mod Brande, til broen over åen. Skjern Å er Danmarks vandrigeste vandløb, men lige her er der ikke meget vidnesbyrd om det. Åen, af moderat bredde, løber i en smal kløft under broen, krattet vokser højt på begge bredder og truer med helt at lukke sig over vandløbet.
Efter fire-fem kilometer drejer jeg ind på en grusvej, stadig uden meget direkte udsigt over åen, med firkantede plantager, rester af hede, store markfelter med grå hedejord, tørt overdrev med tyndt græs, en stor perfekt mark med mælkebøtter, alle sammen med gule blomster, ikke en eneste bold med mælkebøttefnug. Vejkanten er fuld af lave blomster, især violette og hvide stedmoderblomster. Med jævne mellemrum står der “brandhaner”, som må være tiltænkt markvandingsanlæg. Længere fremme vil vejkanten blive præget af skilte ved stikveje, der oplyser om fiskerettigheder for HSF (Herning Sportsfisker Forening).
Omsider når jeg frem til et vejkryds, hvor grus og asfalt mødes. Uvist af hvilken grund ser jeg adskillige harer her. Der går cykelruter langs Skjern Å (regionalrute 32 og nationalrute 4), som man kan følge og ellers gøre sig sine egne variationer over. Et blåt cykelruteskilt råber “Harboøre” til mig og føjer en anråbende pil til. Ikke i dag, tak, i stedet går jeg mod syd ad landevejen.
Og når frem til et syn, der rigeligt er de mange monotone kilometer værd: en bred ådal, hvor hedepræget overdrev går over i kær og eng omkring de slyngede åløb. Skjern Å deler sig i to slyngede løb på bunden af dalen, og nordfra kommer Rind Å og støder til. I spredt fægtning græsser får i store folde på overdrevenes bakker og engenes flader. Små lam dier hos deres mødre eller bræger klagende med spæd røst. Der står et bord-med-bænke inde på en fritlagt hedebakke med flot udsigt over dalen, og en låge i hegnet inviterer til at træde nærmere. Jeg har lige akkurat udset mig bordet til min frokostpause, da jeg ser at adskillige halvstore lam har mast sig sammen i skyggen under bordet. Så jeg lader dem være og går helt ned på dalbunden, hvor jeg kan se flere borde-og-bænke omkring et lille anlæg med shelters og bro til kano-isætning. Der er også et stemmeværk med brusende hvidt vand.
Efter frokost fortsætter jeg mod vest, nu på sydsiden af åen, med samme landskab, en lang lige grusvej, plantage, marker, overdrev, hederester. Her og der er markerne bearbejdet i lidt større dybde, og det kan ses i den opkastede jords drastiske farveskift. Hedejord består øverst af et tyndt lag gråt udvasket jord, neden under ligger det aflejrede sand fra istidens smeltevand. Det øverste lag sand har en brun tone (fra nedsivet organisk materiale), men derefter er det klassisk gult sand. Gråt, brungult og gult blandes i smukke mønstre, hvor der er gravet lidt dybere i jordbearbejdningen.
Endeligt når jeg frem til den lille landsby Skarrild. Jeg vil fortsætte langs sydsiden af åen, men først går jeg ned til broen over åen. På østsiden af broen er der et dambrug, på vestsiden en stor shelterplads og bænke i sten. Der er tilmed et kortbord, hvor jeg gør en behagelig opdagelse. De næste kilometer byder på to forskellige Spor i Landskabet ruter, der vil kunne give mig tættere adgang til Skjern Å, men på kortet ser jeg indtegnet en helt anden rute, en gul løberute der holder sig tæt til åen et langt stræk. Den begynder lige her.
Løberuten viser sig at dække over en meget smuk tur på den høje åbrink langs grønne enge. Strømmen er stærk og eroderer kraftigt langs “yderbanen” i det slyngede løb, så bratte sandflader står frem. Der er også afsnørede arme af åen og små søer på engen. Længere fremme stiger man op på den egentlige skrænt langs dalkanten, hvorfra der er en meget smuk udsigt over åen og dens dal.
Kort efter fører løberuten væk fra åen og ind til en grusvej over heden længere inde i landet. Jeg forlader løberuten, men kommer kort efter til den afmærkede vandrerute Sporet ved Clasonborg Nord, hvor jeg følger den langs den mindre del, cirka en kilometer, der fører ud til åen. De få hundrede meter ud til åen går gennem plantage, derefter står man på en skrænt, overgroet med lyng og fyr. Skrænten er fire-fem meter høj, Skjern Å går klods op ad den, og erosionen har frembragt store sandbrud i skrænten på adskillige steder. Det er en ganske dramatisk syn, som jeg kan nyde over en distance på femhundrede meter, hvor en sti forløber på toppen af skrænten. På den nordlige bred er der flad eng med græssende kvæg.
Tilbage på grusvejen er landskabet stadig præget af plantage på sydsiden, men mod nord er der store indhegnede overdrev ud mod åen. Nogle ganske få halvstore træer spredt på overdrevene giver dem et svagt savannapræg. Her støder jeg på Sporet ved Skarrildhus, som er en linje, ikke en rundtur. Først følger jeg det korteste linjestykke mod nordvest. Det fører ud til en trampesti langs hegnet til et stort flot overdrev ud mod Skjern Å. I modsat retning bliver sporet identisk med grusvejen mod sydvest. Det fører mig til Skarrildhus.
Skarrildhus er det nuværende navn for Clasonsborg. Clasonsborg var oprindeligt en klædefabrik grundlagt af en slesviger ved navn Clason omkring 1840, i den tidligste fase af industrialisering, hvor man brugte opstemmede åer som drivkraft. Her var det Karstoft Å, der fra syd støder til Skjern Å. Jeg har set den slags anlæg før: i Grejsdalen, Tørning Mølle ved Haderslev, papirfabrikken i Silkeborg. Driften er naturligvis opgivet for længe siden, og de oprindelige fabriksbygninger nedrevet. I dag er det et skovbrug på næsten femhundrede hektar, hovedbygningerne er smukke røde bygninger, beliggende i en sval park, ejet af Danmarks lærerforening, der bruger det til kursusejendom under navnet Skarrildhus.
Fra Skarrildhus kommer endnu et langt grusvejsstræk gennem plantage, hvor jeg ikke ser meget til åen, men dog hele tiden bliver mindet om dens nærhed af de mange små skilte, der håndhæver HSF´s fiskerettigheder ved hver eneste stikvej ud mod åen. De sidste kilometer til Sønder Felding går ad landevej gennem landbrugsland. Kort før byen kan jeg skære et hjørne af ruten ved at gå ad en stump gammel banedæmning, der stadigt har bevaret en karakteristisk jernbanebro over Skjern Å. Det er et fragment af Troldhede-banen, der i sin tid forbandt Kolding med Troldhede nord for Sønder Felding. Troldhede er stadig en station på jernbanen mellem Skjern og Århus. Ved Kolding er en lang strækning af banen bevaret som en grøn kile ind til centrum af byen. Og ganske brugt: For nyligt vandrede en omstrejfende ulv den vej ind til byen og dræbte tre halvtamme rådyr.
Skjern Å løber gennem Sønder Felding, der er adskillige broer over åen, en campingplads ud til åen og et lille anlæg. Selv om det er hverdag, er de offentlige trafikforbindelser de spinkleste mulige. Klokken er hen ad seks, og der er to timer til den næste – og sidste – bus til Herning. Men vejret er behageligt, og jeg har en bog i min rygsæk.

The World on Fire, 63-206.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s