Thyregod: Odderbæksporet (95).

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Thyregod: Odderbæksporet, 30 km (95).
Lørdag den 9. maj, 2015.

Det er en våd lørdags vandretur, der begynder på Thyregod Station. I dag skal jeg gå ad Sporet ved Odderbæk, et afmærket stisystem vest for Gudenåens og Skjernåens udspring ved Tinnet Krat, og syd for Rørbæksøerne, hvor jeg gik i sidste uge. Det bliver en solløs dag, men i begyndelsen kun med finregn.
Uden besvær finder jeg vej gennem byen, forbi kirken, ud i det åbne land og krydser Givevejen ad en bro, og så er jeg fremme ved den markerede rutes begyndelse. Stisystemet udgøres af et antal lokalruter (rundture), der bindes sammen og delvis overlappes af én lang rundtur – den lyseblå rute – som jeg planlægger at gå. Min tur går mod syd ad asfaltvej og svinger så mod øst, samtidig med at det flade terræn begynder at blive kuperet, i retning mod Den Jyske Højderyg. På højre hånd passer jeg en hjortefarm. De elegante dyr tripper nervøst ud af syne bag en lille bakke, kun en enkelt dåhind bliver stående, let genkendelig på flankens hvide pletter.
Der er store marker i det let bølgende landskab. I en lavning løber Odderbækken, som stien er opkaldt efter, under vejen. Bækken løber mod nord og ud i Kulsø. Jeg krydsede den på min forrige vandredag. En af stisystemets lokale ruter går i en løkke mod sydvest her, og jeg slår ind på den afmærkede sti.
Ruten går i kanten af plantage med udsigt til enge, små søer og lave bakker. Det, der ligner en flok heste på afstand, viser sig at være en lille flok æsler. De ser lidt mistrøstige ud i regnen. Muligvis tænker de det samme om mig, som de betragter mig gå forbi. Bag et læhegn ser jeg en hjort fortrække, uden panik eller advarselsskrig. Et markvej fører ud af plantagen og op ad en lang bakkeside, til en landevej, hvorfra der er en smuk udsigt over terrænet. Jordvejen er blød af regnvand og bærer perfekte klovaftryk fra en kronhjort.
Den markerede sti fortsætter ad en jordvej på den anden side af landevejen, igen med eng og kær på venstre hånd og plantage og mark på højre hånd. Stien går langs en kort række vindmøller og viser sig til min overraskelse at ende blindt. Jeg spejder forgæves efter markering eller ansats til trampesti, men må så gå tilbage til den seneste markering, som jeg har passeret. Ved en af vindmøllerne er der en stor stabel kævler, tredive meter lang og adskillige meter høj. Ved en rent tilfælde bliver jeg opmærksom på, at udragende træstammer uheldigvis skjuler en markeringspæl. Jeg kan lige akkurat skelne en hvid pil bag træstammen. Besynderligt nok peger den mod læhegnet bag stakken af kævler. Ad en omvej kommer jeg om på den anden side af læhegnet og finder en nysået kornmark med små grønne spirer og ikke det mindste spor af trampesti eller markeringspæle.
Det må være en fejl. Jeg finder mit kort frem og forsøger at få kort og terræn til at stemme overens. Der er slåede græsstier ind i plantagen på min højre hånd… det virker fornuftigt at gå den vej. Hvilket er, hvor tingene kører af sporet for de næste par timer, tilmed dårligt timet med at regnen tager til, og tvinger mig til at tage regnslag på. Ad den slåede sti kommer jeg ganske vist frem til grusvej, og dernæst landevej. Desværre uden spor af markeringspæle, så jeg går mod nordvest for at finde ind på ruten et andet sted, kommer til et t-kryds med vejskilte, jeg mener at kunne genkende på mit kort. Så jeg ombestemmer mig og går mod sydvest for at genfinde den lyseblå rute længere fremme. Overraskende nok støder jeg uventet på rutemarkering, bestemmer mig for at følge den, og får en smuk, men alt for lang, vandretur gennem plantager, lave ådale med enge, moser og små søer. Indtil jeg igen står ved en uforståelig markering, der umotiveret viser ud over en nysået kornmark. Af mangel på alternativer følger jeg denne gang påbuddet og skridter med dårlig samvittighed over kornmarken. Vel ankommet til læhegnet på den anden side af marken, og til en servicevej for vindmøller bag læhegnet, opdager jeg så det første skilt, der viste ud over en kornmark.
Det viser sig, at jeg har gået en fuld omgang på den lokale rute, i den modsatte retning af hvad jeg oprindeligt begyndte på, uden at genkende landskabet, og undervejs endda har taget den lille æselflok for heste (de stod også i den fjerneste ende af folden). Senere kommer det til at koste mig langvarig granskning af satellitfotos fra Google Maps at udrede og rekonstruere min fejltagelse. Men stående ude i landskabet i regnen bestemmer jeg mig for at følge landevejen mod sydøst til den lille landsby Sejrup og genfinde lyseblå rute i plantagen nord for.
En plan der virker fint, og får mit humør til at stige, på trods af den vedvarende regn.
En flok får græsser på et stor mark op mod plantagen. Jeg ser flere og flere husdyr på græs. Flere og flere træer har sat blade, gyvelbuskene er så småt begyndt at blomstre. Inde i plantagen går jeg langs lærketræer med nye nåle. I plantagen kommer jeg til at gå adskillige hundrede meter på et stykke gammel banedæmning. Det er en rest af Horsens Vestbane, der forbandt Thyregod med havnebyen. Jeg forlader plantagen og kommer ud til agerland i kanten af Lindet Krat, et kuperet område, hvor mark- og skovstykker veksler med overdrev, eng og rester af hede.
Det er det nordøstlige hjørne af dagens rute, og min hjemtur mod Thyregod begynder ad en markvej mod landsbyen Vesterlund. En hare kommer hovedkulds ud af en stump plantage og farer hen ad markvejen, så jeg ikke når at se meget andet store bagpoter. En stor mark mellem å og landsby rummer en flok røde heste, stor nok til at dække en generations forbrug af Morten Korch-Film. En af de mest vennesæle heste kommer hen for at blive klappet.
Nord for Vesterlund følger jeg en bæk, endnu et tilløb til Odderbækken, langs eng, krydser så åen og en plantage og når frem til et lille sommerhusområde. Regnen er omsider hørt op, så jeg kan få regnslaget af.
Mange af bækkene og engene i Odderbækområdet er inddraget i et miljøprojekt fra Vejle Kommune, hvor man ved at skabe et sammenhængende vådområde på 140 ha håber at kunne mindske næringsstofbelastningen (især fosfor og kvælstof) af Kulsø og Skjern Å systemet. Ved Odderbækgård følger den lyseblå rute en rundtur omkring et centralt afsnit, hvor åen slynger sig gennem den lave dal, stier fører langs kanten plantager, krydser åen ad grusveje eller trampestier over engen. En traktor med en enorm plov arbejder sig frem langs en bakkeside.
Fra Odderbækgård følger jeg den lyseblå rute sydpå. Den er stædigt skiltet, men tager en ganske anden rute end angivet i min folder. Tilstødende ruter er markeret med trekanter i andre farver end på mit kort. Nettoresultatet er dog, at jeg kommer tilbage til Thyregod men øjensynligt har skåret det nordvestlige hjørne af stien. I Thyregod står jeg endnu engang ved kirken, tager en ny vej gennem byen, indtil jeg står ved den nydelige gamle stationsbygning, der for længst er overgået til privat beboelse, og har tyve minutters ventetid på toget mod Vejle.

Roger Willemsen: Die Enden der Welt, 477-543.
Anthony Read: The World on Fire, 1-62.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s