Viborg-Hammershøj (181).

Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Viborg-Hammershøj, 32,4 km (181).
Søndag den 11. december, 2016.

Det regner let, da jeg går til banegården i Århus, og mens jeg sidder i toget mod Viborg. Da jeg træder ud på perronen, er det heldigvis tørvejr, om end det stadigt er overskyet. I løbet af dagen kommer solen mere og mere frem – og ligesom det er ved at være ganske fint vejr midt på eftermiddagen, er dagen allerede ovre.
Jeg begynder dagens vandring med at gå gennem byen til Søndersø og stien langs bredden af søen. Det er søndag, så der er masser af hundeluftere og andre spadserende på stien.
Et stykke fremme, ved Sønæs, er der indrettet et lege- og aktivitetsområde med diverse indretninger i et karakteristisk rød farve. Ved bredden er der også en bro, hvorfra man har et fint udblik over byen med domkirkens karakteristiske profil. Nogle få ænder padler tyste langs bredden.
Ved sydenden af Søndersø må jeg forlade stien, kommer ud til Gl. Århusvej, følger den et stykke, før jeg drejer mod vest ad Nørreåstien, der udgør resten af dagens vandrerute.
Nørreåstien er en banesti, oprindeligt var den jernbanestrækningen mellem Viborg og Mariager. Med en enkelt afbrydelse er det oprindelige tracé bevaret fra udkanten af Viborg frem til Hammershøj og omlagt til cykel- og vandresti. Længere fremme består skinnerne mellem Fårup og Mariager stadig, og mellem Mariager og Handest benyttes de til veterantogskørsel.
Stien begynder som en hvilken som helst anden cykelsti, men så snart man kommer uden for byen, bliver dens oprindelse som jernbane tydelig: på en høj jordvold føres banestien over fugtigt terræn med småsøer. På et enkelt sted er der en særlig smuk udsigt mod nord, over en lille sø, over Søndersø og med Viborgs bymasse i silhuet mod horisonten.
Længere fremme fører stien over åbent agerland, dernæst gennem de første gennemgravede bakketoppe, således at stien bevarede et horisontalt bevægelsesplan for de forsvundne toge. Landskabet veksler hurtigt, snart er banedæmningen højere end nogensinde, hvor en smal ådal passeres. Stien er flankeret af høje træer, det er mest løvtræer, der nu står bladløse hen, så jeg får et udmærket indtryk af de omgivende landskab.
Jeg runder den lille landsby Bruunshåb og kommer ud i den brede ådal omkring Nørreå, der har givet navn til stien. Nørreå er i sig selv en stor å, der får sin vandføring fra Hald Sø (vandredag 122) og Viborgsøerne. Den er det sidste store tilløb til Gudenåen, ved Fladbro (vandredag 25 og 119), få kilometer før den større å løber ud i Randers Fjord.
Ådalen er bred og flad, i stenalderhavets tid var det en fjordarm, der nåede næsten til Viborg. Den er dækket af enge, siv og rørskov. Banestien går langs nordsiden af ådalen, ofte så lavt i terrænet at åen ikke er synlig. Stedvis går den gennem egekrat, her og der løber pludrende bække under banedæmningen.
Ved den lille landsby Tapdrup oplyser et skilt om sti-mulighed til åen, og jeg griber chancen for at komme helt tæt på åen. Det er en lang og tiltagende fugtig tur derud, på trods af de overgroede gangbrædder der er lagt ud enkelte steder, men det er anstrengelserne værd. Den blå å løber gennem midten af dalen, med store rørskove og enge til begge sider, flankeret af skovklædte bakkekamme. På tilbagevejen flyver en larmende gåseflok i perfekt v-formation over hovedet på mig.
Tapdrup havde i sin tid et trinbræt på banen. I dag er det en legeplads med et stort sort trætog. Længere fremme står mere moderne maskineri parkeret i rabatten. Entreprenørmateriel, banestien er ved at få lagt ny asfalt på, der hænger en svag duft af tjære i luften og støvlerne løftes med en klæbrig fornemmelse. Renoveringen strækker sig over mange kilometer, og nogle steder er der endda gravet store huller for at nå ned til drænrør.
Af og til trækker stien lidt højere op ad bakkesiden, det giver en mere tilfredsstillende udsigt over ådalen og den lavt hængende vintersols forsøg på at trænge igennem skyerne. Det lykkes ikke rigtigt, men af til kastes dramatiske søjler af skarpt sollys over bakkerne syd for åen.
Ådalen bliver bredere, med plads til mindre søer ude i å løbet, dyrket land mellem enge og bakker, meget af det høstede majsmarker, hvor kun de stive stubbe står tilbage i lange rækker.
Et par tilgroede gravhøje står i smuk profil øverst på den nordlige bakkekam. Det er kort efter Vejrumbro, hvor stien også snart begynder en langsom stigning op over bakkerne. Den forlader ådalen, men først efter flotte udsigter over den lille landsbykirke i Viskum. Mod vest ses Øbakker, en bakkeknold midt ude i den flade ådal, der i sin tid var en ø i stenalderhavets fjord.
Som jeg forlader ådalen og kommer ud på det flade plateau med agerland får solen mere og mere magt. Jeg vender mig om og kigger tilbage, solen står allerede lavt i horisonten. To grønne gravhøje, denne gang helt uden træ og buske, står smukt og åbent på en grøn græsmark. Asfalten er stadig våd af natten og morgenens regn. Måske er det det, der har fået mange snegle ud på vejen, små snegle med elegant svungne sneglehuse.
Syd for landsbyen Ørum mangler omkring to kilometer af den oprindelige bane. Jeg går gennem byen, krydser landevejen mellem Viborg og Randers, og i udkanten af landsbyen genfinder jeg stien. Den går over ganske fladt land, men fjernt fra ådalen. Solen kaster gyldent aftenlys over landskabet og giver de få træer langs banen lange skygger. Fire jægere med en begejstret hund afsøger en høstet majsmark. Af og til passeres jeg af cyklister, stien binder de tre mindre byer Ørum, Kvorning og Hammershøj sammen. Den går parallelt med landevejen, blot få hundrede meter mod syd.
Solen går ned, men det sidste reflekterede lys holder endnu mørket væk. Månen, knapt nok en fuldmåne, hænger lavt over horisonten. Jeg ser mig tilbage og nyder synet af en overgroet gravhøj i kontrast mod den sidste sol. Da jeg ankommer til Hammershøj, får byens lys hurtigt mørket frem, og da jeg står på xbussen og kører mod Randers er det kulsort udenfor.

Timothy Snyder: Bloodlands, 395-421.
Peter Handke: Die Angst des Tormanns beim Elfmeter, 1-28.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s