Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Ryomgård-Randers, 36 km (180).
Lørdag den 3. december 2016.
I dag kører der ikke tog til Ryomgård. Normalt er byen et stop på jernbanen mellem Århus og Grenå, men for tiden er togene erstattet af busser på grund af arbejdet med omlægning til det kommende letbanesystem i Århus. Byen skylder jernbanen sin opståen. I sin tid var der også en banelinje til Gjerrild i det nordøstlige Djursland (vandredag 11), og jernbanen mod Grenå havde en afstikker til Ebeltoft (vandredag 128).
Mod nordvest var byen også forbundet med Randers. Den jernbane bestod længere end de andre, faktisk ligger skinnerne der endnu på halvdelen af strækningen, men det er alligevel flere årtier siden, der fast kørte persontog eller godstog ad banen. I sommermånederne er der mulighed for at leje skinnecykler til en tur på det bestående skinnestykke mellem Allingåbro og Randers.
I dag skal jeg gå ad den gamle bane til Randers. Det er en lang tur for årstiden, så jeg står af bussen i Ryomgård lidt over ni for at kunne drage størst mulig nytte af dagslyset. Det er en smuk vinterdag. Himlen er blå med falmede strimler af hvide skyer, solen skinner, temperaturen er under frysepunktet, og den kolde nat har lagt rimfrost over landskabet.
Togstationen i Ryomgård er i røde mursten med et fritstående vandtårn, hvor en vandbeholder skjult bag grønt træværk hviler på en murstenssøjle. Byens duer ynder udsigten fra kanten af tårnet.
Strækningen mellem Ryomgård og Allingåbro er lavet til banesti for cyklister og gående. Den begynder i kanten af byen og går i kanten af Løvenholmskovene. Landet syd for stien er fladt som en pandekage, indtil bakkedrag rejser sig på den anden side af dalen. Det skyldes, at det er gammel søbund, ja, faktisk gammel havbund. Engang var der et sund her, som gik fra Grenå ind i landet, hvor det forbandt sig med Grund Fjord og gjorde det nordlige Djursland til en ø i stenalderhavet.
I dag står havet fem meter lavere. I første omgang førte det til at sundet blev lukket i vest, hvorved det blev til en lang, snæver fjord. Med tiden blev fjorden afsnøret fra havet og forvandlet til en ferskvandssø. I slutningen af attenhundredtallet blev denne store sø – Kolindsund – så afvandet og tørlagt til gavn for landbrug (vandredag 127).
Markerne er høstede og står som nedklippet stubmark, hvide af rimfrost. På den anden side af stien er der en bræmme af sump og kær op mod skovbrynet, hvor de vilde planter står højt, visne og dækket af hvide iskrystaller. De små damme og pytter er frosset over.
Snart når jeg frem til den første stationsby, Pindstrup, hvor den fine gamle stationsbygning virker lille i forhold til en stor fragtcentral, der er flyttet ind ved siden af, og præsenterer lange rækker af lastbilen bag et højt træhegn.
I Pindstrup indleder banen et langt sving mod nordvest. Jernbaner – og de banestier der sommetider afløser dem – er karakteriserede ved deres lange lige stræk, de store bløde sving og vandrette fremtrædning i terrænet, hvad enten det skyldes dæmninger eller gennemgravede bakker.
Inde i skoven hører jeg spredte skud og ser skilte med forbud mod færdsel på skovvejene på grund af jagt. Resten af dagen, der foregår i åbent land med mindre skovstykker, hører jeg regelmæssigt skud runge fra nær og fjern. Hundrede meter fremme dukker et rådyr op på stien, stivner, ser sig omkring og forsvinder så lydløst inde i krattet på den anden side af stien. Øjeblikket efter følger endnu en hjort efter. Jeg står stille og venter på flere, men det er forbi.
Et sted skærer en bæk en smal ådal gennem skoven og skaber en stor lysning. Som det eneste sted på dagens rute er banen ført på en høj vold over den snævre ådal, ellers løfter stien sig få steder mere end en halv meter over det omgivende landskab.
Jeg forlader skoven og kommer ud i det åbne agerland. Der er en del eng langs stien og enkelte steder, i små folde nær gårdene, er der heste på græs, som regel omhyggeligt pakkede ind i hestedækkener.
Auning er en by, der bestod før jernbanen, men blomstrede op som følge af den. Den har også en bevaret stationsbygning i røde mursten og på det gamle stationsterræn ligger et kombineret bibliotek og borgerhus kaldet Kulturperronen.
På den anden side af Auning fortsætter stien på det flade terræn langs kanten af det gamle stenalderhav. Et sted løber en lav bakkekam ud fra stien i en halvfemsgraders vinkel. Først da jeg kommer tæt på, kan jeg erkende den som en serie af sammenvoksede bronzealderhøje, bevoksede med en tynd stribe træer. Højene virker som en lille model af de høje bakkekamme på den anden side af den forsvundne fjord.
Det flade landskab kan næsten minde om marsken. Da jeg nærmer mig Allingåbro er byen blot en mørk bræmme i horisonten, kun en høj fabriksskorsten med en pulserende hvid røgfane afslører på lang afstand byens beliggenhed.
I Allingåbro ophører banestien og skinnerne begynder. Ved byens station står der et par gamle tog på sporene, et nattog og et rødt DSB-tog, ca. 1985. Der står også en forsamling røde og blå skinnecykler, sikret med en kæde. Stedet er centrum for et turistinitiativ der også tilbyder kanosejlads og andre aktiviteter.
Allingåbro er vokset op omkring jernbanen, oprindeligt var det ikke meget mere end et vadested. Derfor krydser jernbanen også som det første Alling Å, der er ganske bred her blot et par kilometer før udløbet i Grund Fjord. Det er ganske hårdt at gå på banelegemet, med dets kombination af skærver og sveller.
Det er en erfaring, jeg også har gjort på Nebelbanen, hvor der findes et bevaret stræk af den nedlagte jernbane mellem Nørre Nebel og Nymindegab (vandredag 53). Der er mulighed for at leje banecykler der, og fordi jeg gik dén tur på en sommerdag, så jeg dem også i aktion. På denne vinterdag i Østjylland har jeg imidlertid jernbanen for mig selv.
Solen står i syd, og den formår kun at smelte rimfrosten af den nordlige halvdel af svellerne. I skyggen af de lave jernbaneskinner holder rimfrosten ved, og det giver banen et sjovt to-delt look i sort og hvidt. Umiddelbart uden for Allingåbro er der marker, men som jernbanen nærmer sig Grund Fjord bliver området ud mod fjorden dækket af høj, vidtstrakt rørskov. Jeg havde håbet at kunne nyde synet af fjorden, men banen går lavt i terrænet og rørskoven er sine steder højere end mig. Jeg kan se vindmøller og bakkekamme, som jeg ved står på den anden side af fjorden, og jeg kan fornemme fjorden fra lyden af vandfugle og spredte svanetræk over himlen.
Et stykke fremme, på den anden side af banen, hvor eng, skov, hegn og rørskov støder sammen, ser jeg bevægelse. Tre, nej, fire rådyr, bevæger sig inde på en mark. De har fået øje på mig, tre rådyr styrter over marken, krydser banen og forsvinder ind i rørskoven, der er mindst dobbelt så høj som dem. En kort raslen og så er alt stille. Det fjerde rådyr bliver stående, trækker så væk i flere omgang, indtil det også søger tilflugt i en langt mindre rørskov op ad marken.
Jeg går et stykke videre og får en behagelig overraskelse. Hvor en grusvej krydser banen, er der en lille rasteplads, og – et lille udsigtstårn. Jeg stiger op i tårnet, og her, hævet fem meter over jorden, kan jeg endelig se den blå fjord i smuk kontrast til den gulbrune rørskov. Jeg befinder mig på det sted, hvor Grund Fjord møder Randers Fjord.
Grund Fjord, nærmest mig, er bredest, med hvide svaner langs den fjerneste bred. Den naturlige bredde af Randers Fjord er stærkt reduceret på grund af landindvending. Fra det punkt, hvor den møder Grund Fjord, er der ti kilometer til Randers Havn, og over store dele af dette forløb er fjorden næppe mere end hundrede meter bred, ikke bredere end Gudenåen på strækket før Randers Havn.
Jeg ser ikke Randers Fjord igen, før jeg når frem til byen i bunden af fjorden. Jernbanen løber tæt på fjorden, men lavt i terrænet, så jeg ser blot diger og små pumpestationer. Landet på den anden side af fjorden med dets højdedrag, skove og vindmøller er tæt på. Jeg har gået derovre, ad den såkaldte Lodssti (vandredag 16), der går på sydsiden af Randers Fjord fra fjordmundingen ved Udbyhøj frem til færgestedet ved Mellerup. Dér tager man den lille færge over fjorden og går langs nordsiden af fjorden.
Banen fortsætter i kanten af det flade land, tættere på bakkerne syd for fjorden, rørskovene er veget for enge og afhøstede majsmarker, indimellem er der krat og småskov, landeveje løber korte stræk langs banen og der er huse og gårde. Et par enkelte steder er der bevaret togstationer, langt fra så store som i byerne. De gamle stationer er overgået til at være i privat beboelse og godt vedligeholdt. I Uggelhuse med gule pudsede mure og rødt træværk, et gammelt
pas på toget skilt omhyggeligt bevaret. I Volkmølle er der hvid puds over et rødt murstensbånd.
Jeg kan se Randers’ østlige forstæder på den anden side af fjorden, men solen står også lavt på himlen. En mudret markvej afløses af en asfaltvej langs banen, og jeg tager straks imod muligheden for at skåne benene. Fra Allingåbro er det muligt at køre sytten kilometer med skinnecykel, og jeg har gået de fleste af de kilometer på skærver og sveller. Det bliver føleligt dagen efter. De høje bygninger ved havnen i Randers er nu tydelige.
Kort efter når jeg frem til kolonihaver og dernæst til Romalt, Randers’ østlige forstad syd for fjorden, præget af industri langs banen. Nær det lokale rensninganlæg er banen spærret af en bom – her ender turen for skinnecykler. Banelegemet fortsætter men er sine steder overgroet med krat. Jeg holder mig så tæt på banen som muligt, forbi endnu en gammel station ved Strømmen, en større sag i røde mursten, bestemt ingen landsbystation. En cykelsti følger banen et stykke, frem til engene ved Gudenåen og dernæst over Gudenåen ved Den Blå Bro over for Randers Regnskov.
Det er skumring nu. Der er lys inde i Regnskovens kupler, mens det sidste reflekterede sollys forsvinder fra himlen. Jeg gør holdt på broen og kigger i begge retninger. Ind i landet, over Gudenåen, er det mørkt, længst ude med en bræmme af svagt lys, et strejf af bronze hænger endnu ved det. I den anden retning, mod havnen og fjorden, gør skumring byens lys stærkere og natten mørkere.
Jeg tager hul på den sidste kilometer, over broen, forbi kuplerne og frem til banegården, med dens veloplyste ventesal og den tiltrængte mulighed for at købe varm kaffe fra Seven-Eleven.
Timothy Snyder: Bloodlands, 370-395.
Jyske Vandreture 