Fjellerup Strand-Ryomgård (179).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Fjellerup Strand-Ryomgård, 31,6 km (179).
Søndag den 27. november, 2016.

Klokken er elleve, da bussen mod Grenå sætter mig af ved stoppestedet i Fjellerup Strand. Der er knapt fem timer til solnedgang. På en søndag formiddag er det ikke muligt at være tidligere fremme, og normalt ville jeg have valgt en vandretur, der gav mig selv lidt mere af de få timers dagslys i vinterhalvåret, men efter den seneste måneds vandringer i østjyske ådale trænger jeg til at se noget anderledes landskab.
Fjellerup Strand er sommerhusland, stoppestedet bliver blot kaldt for “Vaffelbageriet”, det ligger nogle få skridt fra stranden. Havet derude har hvide skumtoppe, under en blå himmel blæser det friskt og koldt fra nord. Kysten langs det nordlige Djursland er lavvandet med parallelle sandrevler, men i dag står havet blot få meter fra marehalmen. Der er ikke deciderede klitter her, mere knolde, et smalt bælte, bevokset med marehalm, ujævnt, hvor sandet er fordelt i lavninger og toppe, næppe med mere end en halv meters forskel.
Blæsten har skyllet store mængder frisk tang på land. I luften over de brune dynger står enkelte måger næsten stille, mens de balancerer i vinden, indtil de bryder af i store, lynhurtige sving. Større flokke af måger har samlet sig i læ af vinden på sandet mellem marehalm og hav.
Jeg begynder at gå langs stranden mod vest. Et par kite-surfere kommer slæbende med udstyr fra en bil ved parkeringspladsen. I forbifarten kaster jeg et blik på de små surfboards, der er ser ufatteligt små ud, ikke meget større end den anden slags boards med hjul under som man kan se brugt på gaderne i Århus. Surferne begynder at pakke deres skærme ud, jeg kaster lejlighedsvist et blik bagud og kan se det kulørte stof bulne i den uregerlige vind.
Stranden ligger forladt hen, redningsposter, bænke og joller vidner om et ganske anderledes leben på andre tider af året. Jeg gik den samme vej, en del af Nordsøstien, på min tur Jylland Rundt på 80 Dage, (vandredag 14). I dag skal jeg imidlertid ind i landet. Det er svært at vælge den rigtige vej fra stranden og op til landevejen, for kysten er tæt bebygget med sommerhusområder, hvis labyrintiske jordveje og grusveje alle ser ens ud. Jeg vælger en på må og få, går forkert en enkelt gang og kommer så ud til landevejen langs kysten et stykke før planlagt.
Fra landevejen er havet blot synligt som en blå stribe over markerne. Jeg forlader kystvejen ved den lille landsby Skovgårde. Klemt op mod landevejen ligger Skovgårde Voldsted, rester af en lille borg fra Middelalderen. Der er stadig et tydeligt spor af en overgroet voldgrav, så fæstningsanlægget står som en kunstig holm. Fundamentet af borgen ses som lange stenrækker, nogle af stenene er overvokset med træer, hvis tykkelse i sig selv er et vidnesbyrd om de mange år, der er forløbet siden fæstningsanlægget så aktiv tjeneste.
Tilbage på landevejen fortsætter jeg mod syd, men kun et kort stykke, så gør jeg endnu en afstikker, denne gang til Skovgårde Gravhøje. Der er tale om en klynge bronzealderhøje. En del af dem ligger i kanten af plantagen. Fra toppen af dem burde der være en smuk udsigt over Kattegat og Treå Møllebugt, hvor det nordlige Djursland møder det øvrige Jylland. Desværre er udsigten svært skæmmet af høje træer fra sommerhusområdet umiddelbart nord for højene, men havet ses dog i det fjerne.
De øvrige gravhøje ligger næsten alle på bakket overdrev, hvor der også ses ringformede fordybninger, der formodentligt er alt, hvad der er tilbage af forsvundne gravhøje, bortgravede som vejfyld eller lignende, som man brugte det tidligere, samme skæbne der blandt andet ramte Borum Eshøj (vandredag 176).
Kvæget er taget på stald, men ellers opretholdes og plejes overdrevet med kreaturgræsning. Spredt over arealet står der egetræer med smukke skulpturelle stammer. På trods af køernes indsats har gyvelen også fast greb om arealet. Nu står buskene tilbage som grønne stivere, i blomstringstiden må det være et smukt syn, uanset om andre naturhensyn gør det ønskeligt at fjerne dem.
Jeg følger den lille landevej mod syd, svinger mod vest et stykke før landsbyen Tustrup, der også lægger navn til Tustrup Stenaldergravplads, som jeg kort efter når frem til. Middelaldervoldstedet stammer fra 1000-1200 e. K, de vanskeligt datérbare bronzealderhøje fra 1500-500 f. K.. Stenaldergravpladsen er fra Ældre Bondestenalder, 3200 f. K.. Djurslands nordkyst var eftertragtet ejendom længe før sommerhuskolonierne blev udstykket.
På et lille plateau ligger to runddysser og en jættestue. Dertil resterne af et kulthus, der kan ses rekonstrueret ved Moesgård Museum (vandredag 174). På den tid stod havet adskilligt højere, og det nordlige Djursland var en ø, adskilt fra hovedlandet af Kolindsund (se vandredag 127, hvor der også er et kort over stenalderhavets udbredelse ved Djursland).

kulthus3xs
Vejret er smukt, solen er faktisk ubehagelig skarp, når jeg går mod syd; jeg har glemt at tage kasket med og må nøjes med at hive frakkens hætte godt ned over øjnene. Den friske blæst ude ved kysten er borte, nu hvor jeg går i læ af bakker og plantager. Det er en solbeskinnet og kold dag, hvor jeg ikke har besvær med at holde varmen. Der er enkelte søndagsgæster med hunde og børn ved stierne omkring stenaldergravpladsen, hvor det lille plateau med hede og fortidsminder veksler med skov og en smal lav ådal, delt mellem skov og mose. Men ellers har jeg landskabet for mig selv.

I kanten af arealet er der et shelter, hvor jeg spiser frokost ved et træbord. Dernæst følger jeg en sti langs Hevring Å mod vest, indtil jeg når frem til landevejen mod Nørager. I Nørager er en flok på en snes mennesker forsamlet omkring en lille plads. Man er ved at sætte et stort juletræ op, og det foregår som den slags nu gør: En mand holder stigen, en anden mand balancerer øverst på stigen og makker med at få stjerne og ledninger på plads, resten står med hænderne i lommen og kommenterer sagens udvikling.
Byen har en smuk gammel kirke med partier i hvid kalk og andre i granitsten. Nogle af stenene kan sagtens være kommet fra stenaldergravpladsen. Det sene vinterlys falder smukt over kirkens sydlige side. Det minder mig også om, at jeg har brugt rigeligt med tid på de forhistoriske steder, nu har jeg under halvanden times sollys tilbage.
Så jeg går hurtigt igennem landsbyen og slår ind på en grusvej, der fører mod Løvenholmskovene, som strækker sig hele vejen til Ryomgård, der er endestation for dagens vandring. Der ligger store flade marker og kun to-tre hvidkalkede gårde foran skoven, der synes at brede sig over hele horisonten. De to sidste ejendomme ligger over for hinanden og er begge stutterier. Det gyldne lys fra den begyndende solnedgang klæder hestene og får deres skind til at gløde af farver.
En sort labrador kommer farende og gør heftigt af mig. Jeg sætter mig på hug og rækker inviterende hånden frem. Hunden holder sin afstand og drejer betydningsfuldt hovedet mod en staldbygning, hvorfra jeg kan høre en radio spille. Vi venter begge to, men der kommer ingen mennesker til syne. Labradoren lusker i surmulende tavshed tilbage mod stalden, og jeg går videre uden varige mén.
Der er kun et par hundrede meter til skovbrynet, da jeg pludseligt hører ravne skrige. Mange skrig og mange ravne. Da jeg kommer fri af et tværgående læhegn kan jeg også se dem, flere ravne end jeg nogensinde har set på ét sted. Det er ikke en flok på samme måde, som stære udgør en flok, tæt på hinanden og i formation. Her er det en ganske anderledes scene, mere som kaos i børnehaven. Ravne flyver enkeltvis eller i par over skoven og mellem skovbrynet og læhegnene. Ingen af dem kommer højere end ti meter over de øverste krone, i stedet kaster de sig rundt i vilde sving vandret gennem luften eller i dyk mod marken. Over kronerne på det høje læhegn der kanter grusvejen kommer flere ravne til, mens andre forsvinder bag det. Der er ravneskrig fra alle sider og inde fra skoven.
Jeg bliver stående og betragter skuet, forsøger febrilsk at fotografere ravnene, der kommer sjældent tæt på, men det er næsten umuligt, fuglene er lynhurtige. Ravnene er naturligvis sorte, men når de vender i luften og rammes af solens lave stråler fra vest, får de et kort øjeblik et elfenbensskær som en måge.
Det går op for mig, at jeg ved et rent tilfælde er løbet ind i en overnatningsplads for ravne. Jeg har stor lyst til at blive og se på ravnene, men solen er hastigt på vej ned, kun tre kvarter til solnedgang. De første meter inden for skovbrynet genlyder luften af talrige ravneskrig fra usynlige fugle i løvværket, og fra de ravne jeg kan se stryge over den åbne himmel, som krogede egetræers bladløse kroner giver frit udsyn til.
Tolv ravne i flugt tæller jeg uden at have fået alle med, og der er flere inde i skoven.
Det er unægteligt svært at løsrive sig fra det herlige spektakel. Få hundrede meter inde i skoven er der en åben eng og skovbrynene her tiltrækker også ravne. Det meste af de sorte fugles energi er vel koncentreret omkring et område på femhundrede gange femhundrede meter, men jeg bliver ved med at se og høre ravne de næste kilometer gennem skoven. Nu, hvor jeg har opgivet at fotografere dem, er det lettere at nyde deres luftakrobatik i fred og ro.
Solen er forsvundet i vest, jeg ser den som gyldent lys på det øverste af granerne. Egentligt havde jeg tænkt mig at gå hele vejen til Ryomgård gennem skovene, men det fremskredne tidspunkt gør det nødvendigt at forlade skoven og søge ud på agerlandet.
Jeg har passeret det tidspunkt, DMI angiver som solnedgang, men der er stadigt masser af reflekteret lys. Pludseligt går det imidlertid hurtigt, og jeg går den sidste time i vintermørke. Der er ingen blæst ude på det åbne land, det er koldt og klart, og jeg fryser ikke, så det er ganske behageligt at gå i den tidlige skumring. Med min gule sikkerhedsvest og de små blinkende lygter for og bag ser bilisterne mig i god tid og trækker ubesværet ud mod vejmidten, når de passerer mig.
I Ryomgård er togdriften nedlagt for tiden på grund af omlægning til letbane. Der er busbetjening i stedet for. Det bliver hurtigt koldt, nu jeg står stille, men det varer kun ti minutter før rutebilen til Århus svinger op.

Timothy Snyder: Bloodlands, 333-370.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s