Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Hadsten-Århus, 35,9 km (178).
Tirsdag den 15. november 2016.
Folk, der er født og opvokset i denne del af Østjylland, kalder byen for Ha’sten. Jeg har nu bevaret d’et i udtalen, for da min vandretur i sidste uge endte her, var det første gang i mit liv, at jeg satte fod i Hadsten.
Til gengæld har jeg kørt igennem byen hundredvis af gange i tog. Stationsbygningen bærer navnet Bahnhof, men det er kun, fordi den er afviklet til anden side, og nu huser et reklamebureau. Byen er forholdsvis ny efter danske forhold, opstået ved anlæggelsen af jernbanen i midten af attenhundredtallet. Oprindelsen som stationsby mindes af en jernskulptur på perronen: To jernbanearbejdere der lægger skinner på sveller. Byen er gennemskåret på den ene led af jernbanen og på anden led af den travle landevej mellem Skanderborg og Randers.
Før jeg begiver mig ud i landskabet, går jeg en tur omkring byens kirke, Sankt Pauls kirke, der er meget anderledes end de landsbykirker i granit eller hvidkalkede mure, jeg oftest ser ude på landet. Kirken er i nyklassicistisk stil, tegnet af Hack Kampmann og søn, en arkitekt der i Århus er kendt for mange karakteristiske bygninger. Flaget er på halv, en bedemand er ved at bringe en hvid kiste ind i kirken, der er en begravelse på programmet.
Det spinkle snelag, der lagde sig over landskabet i sidste uge og tog sig så smukt ud i gyldent vinterlys, er for længst væk. Kulden og de klare dage holdt sig til i går, men i løbet af natten er et vejrskifte sat ind, det er næsten ti grader varmere, men også diset og gråt, uden spor af sollys. Fra toget bemærkede jeg, hvordan de skovbryn, der i sidste uges sollys tog sig spraglede og tillokkende ud, i dag gør et anderledes mørkt og skummelt indtryk.
Jeg begynder dagens vandring med at følge Lilleåens løb i en bue mod sydøst, idet jeg følger en cykelrute, der af og til krydser fra den ene dalside til den anden. Der er små skovstykker på bakkesiderne, dalbunden er våde enge, stadig grønne, men oftest uden husdyr, bortset fra nogle få heste med dækkener nærmest huse og gårde.
Den Jyske Længdebane går på bunden af ådalens modsatte side. På en hverdag som denne er der mindst otte tog i timen, så der er ikke langt mellem togene, som jeg hører længe før, jeg ser dem.
Ude i landskabet og tættere på hegn og skovbryn tager efterårsløvet trods alt lidt mere farve, selv i det grå lys. Bladene lyser ikke stærkt som i sidste uge. Det er mere dæmpede farver, nærmest som når et bål næsten er udslukt, men en antydning af gløder stadig anes under et askelag.
Jeg krydsede Lilleåen for første gang i kanten af Hadsten, og nu krydser jeg den igen. Overgangsstedet er markeret af et lille skilt, der gør opmærksom på at al færdsel på broen er på eget ansvar. Det er nu heller ikke noget arkitekttegnet vidunder, blot fire jernplader arrangeret som nødtørftig udbedring af vejbanen. Den grå dis føles klæbende og fugtigt, og snart begynder en let støvregn, der holder sig i timevis.
Grusvejen fører op over jernbanen og, i kanten af et skovbryn, videre op over en lang bakkeside. Her følger jeg landevejen et godt stykke. Der er travl færdsel af biler på asfalten og travl færdsel af råger ude på de nøgne marker. Længere fremme når jeg den lille landsby Selling. Som andre af de små byer jeg passerer i dagens løb er det en lille firkantet bebyggelse med små byhuse og parcelhuse, tydeligvis vokset op omkring to-tre gårde, der nu er solidt indarbejdet i byrummet, med en duft køer og syrlig ensilage.
Jeg tror, at jeg skal gå fra bakketoppen tilbage til Lilleåen, men det viser sig, at en anden, mindre ådal omkring en smal bæk har kilet sig ind, så der er dobbelt op på bakker, før jeg kommer frem til en lang markvej ned over bakkesiden. Jeg kan høre togene, og snart se dem igen. Markvejen er godt mudret og bærer klovaftryk fra hjorte, muligvis kronhjort, i hvert fald større end rådyr.
Nede på dalbunden må en bilist pænt vente på at et IC3-tog skal passere, men da jeg kommer frem er der fri adgang. I fem minutter, så kommer det næste hvide tog.
Ved broen over Lilleåen får jeg endelig lejlighed til at gå direkte langs åen. En trampesti på vestsiden af åen fører mod Hinnerup. Et skilt oplyser om et græsningslaug, der driver kreaturafgræsning på engene og derved sørger for deres fortsatte beståen – så det ikke gror til med krat eller springer i skov. Trampestien er markeret med mærkepæle; der er blot et par håndsbredder mellem ydersiden af elektrisk hegn og høj bevoksning med siv og rør i kanten af åen. Der er også adgang til folden, så jeg starter med at gå over de afgræssede enge.
Der er frisk afføring alle steder, men kvæget er taget på stald. Jeg lytter efter den knitrende lyd af elektricitet fra hegnet, men strømmen er slået fra. Det skal jeg snart komme til at glæde mig over, for meget hurtigt må jeg skræve frem og tilbage over el-tråden for at komme – nogenlunde – tørskoet frem. Der står masser af vand på engene, og i tilgift har køernes klove sønderskåret grønsværen nærmest hegnet, så den har mistet al bæreevne. Jeg prøver mig forsigtigt frem med min vandrestok, der synker foruroligende dybt ned på uventede steder.
Trods alt kommer jeg dog frem, med hyppige ture over hegnet. Jeg undgår ikke at stryge indersiden af låret mod den livløse eltråd af og til, så uanset hvor meget køer pynter på en eng, har det sine fordele, når de står hjemme i stalden, og strømmen er væk indtil foråret.
Der er masser af tuer på engene og vidtstrakt rørskov på den anden side af åen. En brun musvåge flyver tyst fra et træ, et par ravne cirkler på himlen. Længere fremme fører dybe drængrøfter ud til åen, men der er heldigvis slået små træbroer over dem. Åen glider igennem en lille skov, det gør brinken fastere og højere. Snart tyndes træerne ud til en tynd bræmme langs åen, og jeg får øje på nordkanten af Hinnerup, og kort efter har jeg igen asfalt under fødderne.
Jeg skal ikke igennem byen, i stedet følger jeg vejen, der fører under jernbanen og op ad bakken i retning af Grundfør. Grundfør er endnu en lille landsby med gårde og bindingsværkshuse. Det har også et lille hyggeligt gadekær, der ganske vist stadig er frosset over. De fremsatte træborde og -bænke er våde, men der er også et lille overdækket lysthus, hvor jeg kan spise min frokost med bagdelen på en tør planke.
Syd for Grundfør er landet fladet ud til et plateau, der først brydes af en lav slynget ådal, på hvis skråninger en ny skov er ved at vokse frem. Egentlig er det to skove gennemskåret af motorvejen på dens vej mod Randers og videre nordpå. Øst for motorvejen hedder skoven Bærmoseskov og her vest for bærer området det ambitiøse navn Himmerig Skov. Ligesom True Skov (vandredag 176) er det nyplantet statsskov, der nok så meget har rekreativ benyttelse for øje som økonomisk udbytte.
Himmerig Skov har åbne sletter og bakkesider omkring den bæk, der snor sig gennem arealet. Det er en blandet beplantning med meget løvtræ, især bøgen. Bøgetræerne fremstår endnu med et markant plantagepræg, lav ung skov, smalle stammer på snorlige rækker. Med den ens højde minder de nogle steder om en forvokset bøgehæk.
Jeg har gået igennem dette område før (vandredag 93), så i dag vælger jeg en anden rute, langs en lille tilfrosset sø, eng og skovbryn. Drue-hyld står tæt i kanten af skoven og på lysåbne steder. Bladene er væk, men bærklaser i en frisk rød farve hænger side ved side på de nøgne grene.
En smal landevej fører under motorvejen, og jeg drejer mod syd. Himlen er dækket af et lag af grå skyer, men i syd hæver en bjælke af lys sig over højdedragene, og et kort øjeblik ser det ud til, at solen vil bryde igennem, men nej.
Et par kilometer fremme ligger den lille landsby Ølsted. En af gårdene i byen har en stor løsdriftsstald, hvor en lang række sortbrogede køer gumler løs, de fleste for optagede til at værdige mig et blik. Der er flere køer samlet på et sted, end jeg har set hele dagen ude i det åbne landskab.
I den fjerne ende af landsbyen samles en stor flok skræppende råger i en klynge høje træer, et par alliker imellem dem. Det er først på eftermiddagen, men der er kun et par timers dagslys tilbage.
Syd for Ølsted krydser jeg endnu en motorvej, Djurslandmotorvejen denne gang, og går mod Kasted og derfra videre mod Brendstrup. Jeg nærmer mig hastigt Århus, det store hospitalsbyggeri i Skejby med dets byggekraner er synligt på lang afstand i horisonten.
Der er ingen industriområder her, så byen begynder som kolonihaver, og et stort grønt område i kanten af boligblokke og parcelhuskvarterer. Jeg følger asfaltstier gennem mosaikken af forskellige boligområder, over Ringvejen, dernæst ad den lange gade der adskiller ældre parcelhuse fra renoverede boligblokke med påsatte metalplader i kølige pastelfarver. Kort efter går jeg gennem Botanisk Have, med dens mange hundeluftere, cyklister og løbere. De oplyste væksthuse står klart i den begyndende skumring. Et par gader til, og så er jeg hjemme.
Jyske Vandreture 