Langå-Hadsten (177).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Langå-Hadsten, 36,4 km (177).
Tirsdag den 8. november 2016.

Der er sne på gaden i Århus, ikke meget, blot en smule mere end rimfrost, og jeg tænker, at mere bliver det ikke til i dag. Der er hvidt drys over landskabet og is på de våde enge langs jernbanen til Langå, hvor jeg står af toget.
Det er ikke mere end fjorten dage siden, jeg var her sidst (vandredag 175). Landskabet var også hvidt den dag, men det var af tæt, fugtigt tåge. I dag er det en klar, kold dag, omkring frysepunktet, men uden vind så det føles ikke frysende koldt. Der er en anelse sne i luften, og det fortsætter hele dagen igennem og gør landskabet overraskende vinterligt.
Jeg begynder dagen med at gå igennem Langå Egeskov, en gammel egeskov med smukke krogede gamle træer. Den lille skov, klemt inde mellem stationsbyen og åen, er ejet Danmarks Naturfond, dvs Naturfredningsforeningen, og den bliver afgræsset med kvæg, som jeg så det under mit sidste besøg her (vandredag 119). I dag er kvæget taget i stald, på de fugtigste steder er stier stadigt mærkede af de tunge dyrs klove. Det spinkle hvide snedække giver en smuk kontrast til egenes efterårsløv, der stadigt er på det mest farverige stadium, endnu ikke visnede til en mere dæmpet palet.
Turen gennem egeskoven føles alt for kort, snart står jeg ved bredden af Gudenåen, nær campingpladsen, ved den lille åhavn, der stadigt huser nogle få lystbåde. Jeg følger Trækstien i kanten af åen, langs en strimmel eng, som en lille fåreflok har for sig selv. Det er en vid udsigt til skovbrynet på den anden side af åen, og tættere på, den bro, jeg skal over for at krydse Gudenåen.
Faktisk er der to broer, en landevejsbro og en til cyklister og fodgængere. På det korte stræk mellem de broer står et par høje piletræer med et imponerende bladhæng ud over åen.
Ådalen langs Gudenåen skærer sig gennem landskabet her, og en lang opstigning ad en endeløs bakke begynder umiddelbart på den anden side af broen. Jeg drejer imidlertid ned ad en grusvej, hvor en klynge huse ligger i et skovbryn. Gruset er dækket af et fint snelag, en fasankok løber over vejen og forsvinder ind i underskoven, en fært af brænderøg hænger i luften. På den anden side af den lille skov kommer jeg ud på de brede enge ud mod Gudenåen, flankeret af en lang bakkekam mod syd, hvor landbrugsjord og små skovstykker deles om pladsen.
Ude i det åbne land afløses grusvejen hurtigt af en markvej, der går over i en trampesti, der af og til er rigeligt fugtig her i kanten af engene. Dette er også fondsejet jord, denne gang Aage V. Jensens Fonde. Området kaldes Væth Enge, det indgår i, hvad fonden kalder for Gudenåengene.
Vejen runder et hjørne, ud af øjenkrogen kan jeg se to harer lette fra lejet og løbe over en mark, som det hvide drys af sne får til at changere i grønt og hvidt. Ud mod åen er engene dækket af tætte høje siv og tuer. I det flade land er åen næsten usynligt i sit leje. På den fjerne bred kører der regelmæssigt hvide DSB-tog på Den Jyske Længdebane mellem Langå og Randers. Derovre er bakkekammen tættere på åen. Runde bakker og et højt kirketårn skaber afveksling fra skoven.
Der kommer spredt snadren og rappen fra sivene og åen, den bliver mere fremtrædende, jo længere jeg kommer frem. Længere inde i landet, over bakkerne, kommer der skarpe kragekald. På en grøn bakkeside et stykke fremme opdager jeg pludseligt tre rådyr. De opdager også mig, stivner, bevæger sig en smule, tøver og stikker så af i retning mod det nærmeste skovbryn.
Med fondens overtagelse af engene har man gjort det muligt at lade dem være naturligt oversvømmede en stor del af året, og det tiltrækker en stor mængde ænder og gæs. I kikkerten kan jeg også se svaner og skarver derude. Af og til flyver stadigt større fugleflokke over hovedet på mig.
Tættest på trampestien er de våde enge frosset over med sprød is, glasklar nogle steder, hvid og uigennemsigtig andre steder. Længere ude er der frit vand, som udvider åen til en sammenhængende sø. Gæs græsser op ad bakkesidens marker, en rovfugl sidder ubevægelig på en hegnspæl.
Jeg forlader engene og går ad en lang markvej op i bakkerne mod landsbyen Væth. Snefaldet har taget til, stor løse flager nu, og sigtbarheden er markant reduceret, mens solen er forsvundet. Landsbyen ligger, hvor bakkerne flader ud til et plateau. Jeg går ind i landet, ad små landeveje frem til den ubehageligt befærdede landevej mellem Randers og Silkeborg, som jeg er nødt til at følge et kort stykke. Længere inde i landet, tydelig selv i den tynde dis, rejser en høj bakkekam sig over plateauet. Der er jeg på vej hen nu.
Et godt stykke fremme kan jeg endelig slippe bort fra den travle landevej, ned ad en lille landevej, dernæst ad en endnu mindre vej. Det tager mig en rum tid at opdage, at jeg går på grusvej, for vejens overflade er dækket af et fint snelag. Jeg følger vejskiltene mod Lysnet, bakkekammen forude, der hæver sig over det omgivende agerland. En mindre flok råger boltrer sig på en mark, og ejendommeligt nok også på grusvejen, der over lange stræk er overkradset med ivrige rågers fodspor.
Lysnet er Danmarks niende højeste naturlige punkt (131 m). Der står en radiomast på bakketoppen, men ellers har det ikke noget med elektricitet at gøre, stednavneregistret siger at det er en variation over ordet lysning. Der er da også noget plantage på nordsiden af bakken, men det virker nu ikke som oldtidsskov. På sydsiden har der i sin tid været gravet ler, og det har skabt en kunstig sø med stejle skrænter af plastisk ler. Der er is på søen, der er en del af et lille statsejet areal. Jeg går ad en trampesti omkring lergravssøen og op omkring toppen af bakken.
Udsigten er fantastisk oppe fra bakketoppen, og med perfekt timing kommer solen frem. Snefaldet er stilnet af, sigtbarheden er klaret op, der ligger ikke mere end en halv centimeter sne noget sted, men solens glitrende lys får det bedste ud af den.
Jeg følger samme vej tilbage fra Lysnet, mens solen kommer og går, indtil jeg drejer mod syd ad landevejen rundt om skovpartiet Pindsballe Bakke og ned mod ådalen omkring Lilleåen. Som for fjorten dage siden skal jeg igennem skovene ved Bidstrup Gods.
En klokke ringer ud, og et øjeblik tror jeg, at det er en kirkeklokke, men det er jernbaneoverskæringen, og jeg venter i fem minutter foran en sænket bom, mens først et hvidt DSB-tog og dernæst et grønt arrivatog passerer. Jeg går over den samme bro som sidst, men i dag er der næsten ingen tåge over engene, så jeg kan se godsets smukke hvide hovedbygning ligge bag den røde avlsgård på kanten af engene.
I dag vælger jeg en anden og længere vej gennem skoven. I begyndelsen er der nåleskov, men ellers er det løvskov, på en lang bakkeside, gennemskåret af bække. Jeg følger dele af afmærkede lokale vandreruter, de går kort ud i åbent landskab, ind i skoven igen, krydser ruten fra for fjorten dage siden, i retning mod øst. Solen er efterhånden ved at gå på hæld, og kombinationen af gyldent efterårslys på det øverste af løvet hævet over snedrysset skovbund er smuk.
For fjorten dage siden kom jeg forbi en øde beliggende ejendom, gulmalet med sort bindingsværk. Jeg troede, at det var en gammel skovriddergård. Nu ser jeg den fra modsatte side og opdager, at det er en vandmølle, en smal bæk driver et sort skovlhjul over frådende hvidt vand.
Endnu et par kilometer ad mudrede skovveje og så kommer jeg ud i åbent land og går gennem ådalen mod Hadsten i sydøst. Lilleåen løber langs dalbunden, jernbanen ikke så langt derfra. Togene kommer med regelmæssige mellemrum, jeg hører dem på lang afstand på denne stille dag.
Sommertidens ophør har rykket skumringen en time frem, jeg vender mig hyppigt om for at følge solnedgangen over skovene bag mig. De sidste kilometer går jeg med min gule sikkerhedsvest på og de små blinkende cykellygter på rygsæk og front. Jeg følger jernbanen ind gennem byen og skal ikke vente længe på et tog. Den vel oplyste togkupe gør det kulsort på den anden side af ruden.

Timothy Snyder: Bloodlands, 307-333.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s