Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Hammel-Århus, 36 km (176).
Søndag den 30. oktober 2016.
“Frisk til hård,” sådan blev der spået om vindstyrken i går, så jeg har valgt søndagen til min vandretur. Det er en smuk kold dag, ligesom i går, men næsten vindstille.
Jeg står af rutebilen i Hammel, og går igennem byen. Allerede inde i byen kan jeg se Frijsenborgskovenes kronerækker løfte sig over provinsbyens lave hustage. Øst for byen kommer jeg ind i skovene, dvs det er kun skov på mit kort, i virkeligheden kommer jeg uventet til at gå hen over en golfbane. Den vej, der er vist på mit kortmateriale, findes imidlertid stadig, så jeg følger den forbi velplejede grønne plæner, pænt besøgt af golfspillere, i en bue over mod det fjerne skovbryn.
I begyndelsen af dagens vandretur går jeg især langs skovkanter – endnu ikke inde i skoven, og efterårsløvet tager sig smukt og farvestrålende ud. Efter golfbanen kommer jeg tilbage på landevejen, drejer ned ad en mindre asfaltvej, stadig tæt på skoven, men dog med en stribe agerland med mindre ejendomme og hestefolde mellem vej og skovkant.
Jeg forlader landevejen og drejer ned ad en skovvej. Skoven hedder Gammel Dyrehave. Det er længe siden, skoven blev brugt til det formål, til gengæld står der hochsitze med regelmæssige mellemrum, som jeg også så det på min foregående vandredag gennem Frijsenborgskovene (vandredag 175). I dag er der tilmed opslag om riffeljagt i skovene alle steder: Skovgæster anbefales at holde sig til skovvejene.
For første gang møder jeg større partier med høje nåletræer. Hvor de er blevet skovede, opstår der åbne sletter, altid med en hochsitz i skovbrynet. Skovvejene er mudrede, med dybe traktorspor, her og der udbedrede med murbrokker og andet byggeaffald. Hver gang jeg når kanten af en lysning eller et brandbælte spejder jeg forsigtigt efter hjortevildt, men uden held. Til gengæld støder jeg overraskende på en hind, hvor to skovveje mødes. Den holder en fastfrosset positur, mens jeg forsigtigt lister kameraet frem, og så snart jeg har taget billedet stikker den af.
Graner står med en skummel, uigennemtrængelig underskov. Da jeg når frem til et parti høj, gammel bøgeskov, virker underskoven i sammenligning lys og vid som en balsal, langt mellem stammerne, lyst efter løvfaldet, men stadigt med spraglede ranker af efterårsløv på de lavthængende blade.
Jeg når frem til en smal landevej og går mod sydøst gennem skovene, et par biler kører op ad en skovvej, jægere stiger ud. I sydkanten af skoven er skovbrynet flankeret af jorddiger med høje løvtræer, en allé af hestekastanje fører ud til landvejen. Undervejs passerer man et idyllisk skovløber hus, og – knapt så idyllisk – et stort biogasanlæg.
På den anden side af Viborgvej ligger skovene vest og syd for Lading Sø. De er præget af løvskov, gennemskåret af vandløb med en del sumpet terræn til følge, der skaber afvekslende halvåbne partier i skoven. Jeg kommer kortvarigt ud i åbent terræn omkring Lyngballegård, der ligger i kanten af et hjørne agerland presset op mod skoven. Den lille herregård er ejet af greven af Frijsenborg, måske er det derfor at avlsbygningerne kan stå tomme og ubrugte hen.
Mens jeg følger skovbrynet mod øst skriger et par ravne bag mig, en af dem flyver over himlen, deres kald udløser et kor af krageskrig fra alle sider. Bredden af Lading Sø er svært tilgængelig, halvvejs omgivet af skov; til gengæld har man en glimrende udsigt over den oppe fra Viborgvej, hvor åben bakkeside skråner ned mod vandet. Fra sædet i rutebilen til Hammel kunne jeg med det blotte øje se vandoverfladen være dækket af hvide fnug, svaner.
Jeg forlader skoven og skrår op over det åbne land, hvor jeg langsomt får udsyn over søen. Svanerne er koncentreret i vestenden af søen. Vandoverfladen glinser i sollyset, i den østlige ende er den nubret, ænder og måger ligger tæt på vandet. En stor flok måger har slået sig ned på en græsmark. Jeg afsøger søen og dens omgivelser i kikkerten og opdager en lille gruppe store sorte fugle på det øverste grene af et træ, skarver.
En træ i kanten af hulvejen har tabt røde, skinnede æbler ud over mark og vej. Længere fremme løber en fasanhane over vejen. Jeg løfter blikket mod højdedraget mod øst, øverst oppe knejser gravhøje i dramatisk profil mod de blå himmel. Der skal jeg hen nu.
Jeg må gå et par hundrede meter ad den trafikerede Viborgvej, før jeg kommer tilbage på de små landeveje, denne gang i det åbne agerland. Det er en lang tur op ad bakkekammen, men omsider står jeg, som de indhuggede ord i en sten da også kundgør, ved Borum Eshøj.
Engang lå der en hel klynge bronzealderhøje her, Forhistorisk Museum Moesgård har opført en rekonstruktion af et bronzealderhus på stedet. Som det er sket for en stor mængde andre tilsvarende fortidsminder har tidligere generationer bortgravet de fleste gravhøje her på bakken for anvendelse som vejfyld eller lignende. I dag er der fire høje tilbage, de tre er udgravede for tyve år siden og derefter rekonstruerede. Borum Eshøj er den fjerde. Oprindeligt var der op mod fyrre gravhøje.
Den fremstår som en ganske almindelig lille gravhøj højest på bakken. Skindet bedrager, men øjet får hjælp af billedet på en info-stander og af en kreds af krumme, rustrøde jernstivere: Til sammen angiver de det oprindelige omfang af storhøjen. Det, der fremstår som en lille selvstændig gravhøj, er blot en ussel rest af den nordlige rand af den forsvundne høj.
Oprindeligt kan højen have været ni meter høj. I sidste halvdel af nittenhundredtallet blev der, i begyndelsen som følge af råstofudnyttelse, gjort gentagne arkæologiske fund. Vigtigst er tre menneskelig, begravet i egetræskister, og iklædt nogle af de bedst bevarede dragter fra bronzealderen (ca. 1350 f.k). Efter åbningen af det nye Moesgård Museum (vandredag 174) er fundene udlånt fra Nationalmuseet til Moesgård. Her danner de centrum i museets permanente udstilling om bronzealderen, i en scenografi hvor de tre afdøde fremvises i deres kister i et tværsnit af en bronzealderhøj. På trods af museets store nye sale har man været nødt til at nøjes med en lavere høj-model, end hvad der ville have svaret til Borum Eshøjs oprindelige størrelse.
De fire tilbageværende høje ligger på et plateau hævet over det omgivende landskab og næsten hundrede meter over havets overflade. Udsigten er selvsagt storslået hele vejen rundt, men især Lading Sø fremstår smuk, med den spraglede efterårsskov i ryggen.
Jeg lader kikkerten panorere hele horisonten rundt. Folk taler altid om, hvor mange kirketårne man kan se på en klar dag fra et udkigspunkt som dette, men foderstoftårne rager også pænt op. I sydøst kan jeg se en anden gravhøj i karakteristisk profil: Jelshøj (vandredag 85), med 128 meter det højest punkt i Århus Kommune – og aldrig udgravet. Inde mod Århus kan jeg se Hasle Bakker rage op.
Fra højen går jeg mod sydøst gennem Borum og krydser en ådal for at nå frem til Lyngby. Det er to små landsbyer med bindingsværkhuse og kirker i granitsten. På den anden side af Lyngby ser jeg de umiskendelige tegn på, at jeg nærmer mig Århus, den lille landevej går under motorvejen og over jernbanen, der er højspændingsledninger og glimt af de yderste industriområder i Århus.
På den anden side af jernbanen er der imidlertid kun kort vej til stinettet i True Skov og Skjoldhøjkilen. True Skov er en nyplantet ung skov vest for Århus, gennemskåret af motorvejen. Løvskoven står lav og tæt, stadig mere et buskads. En stor plantning med tuja står med friske grønne skæl op mod grusvejen. Lange lige skovveje skærer igennem området.
Længere fremme snævrer det grønne landskab imidlertid ind, da jeg krydser vejen og kommer ind i Skjoldhøjkilen. Det er et tre en halv kilometer langt område, orienteret øst-vest og aldrig mere end nogle få hundrede meter bredt. Kernen i det er fugtigt terræn omkring bække, damme og små søer. Rørskov og sumpskov med sort, stillestående vand, grøn frønnet vandoverflade dækker store dele af det. Et system af grus- og jordstier løber i længderetningen, det er et yndet sted for hundeluftere.
Dagens mange kilometer er følelige, så jeg søger over til cykelstien med asfalt, der strækker sig i nordkanten af kilen. Det er som et tværsnit gennem byens udbygning fra halvfjerdserne og fremefter. Yderst er der et veludbygget parcelhuskvarterer, dernæst kommer lavere etagebyggerier, og til sidst, da jeg står på toppen af Haslebakker, nær Ringvejen, har jeg mod syd udsigt over de store blokområder i Toveshøj og Gellerupparken, mod øst til Bispehaven og videre ind over byen.
I modsætning til dagens tidligere bakker har Istiden intet med disse bakker at gøre. De er kunstigt skabte i løbet af små ti år omkring årtusindskiftet. Der er tre bakker, Plateauet, lavt, med mulighed for parkering af biler; Spiralen, sukkertopdesign med en lang snoet sti og så den jeg står på, Bakkekammen, nærmest som torsoen af et næsehorn. En lang smal sti med skarpe serpentinersving fører herop. Den kunstige bakke er 105 meter høj, det næsthøjeste punkt i kommunen efter Jelshøj, der nu står klart mod himlen på ådalens sydside.
Selv i kikkerten kan jeg ikke finde Borum Eshøj i nord, men ellers kan jeg ikke klage over udsigten. Skjoldhøjkilen og Spiralen står i frit panorama, det gule efterårsløv rækker langt ind mellem blokkene mod syd, i øst kan jeg se hen over byen og ud mod bugten med Samsø, Mols og tættest på Mols Hoved (vandredag 130). I sydøst rejser højhusene ved Langenæs sig mod Marselisborgskovene.
Jeg forlader Bakkekammen ad den langt mere komfortable grussti på østsiden, følger en cykelsti ud af Skjoldhøjkilen, den fører mig ind i Bispehavens blokke med stisystemer og fodgængerbroer. Snart efter står jeg på Hasle Torv, følger Viborgvej ned ad den lange bakke mod midtbyen, skyder genvej gennem Botanisk Have og står så ved min egen gadedør.
Jyske Vandreture 