Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Langå-Hammel, 26 km (175).
Tirsdag den 25. oktober 2016.
Det har været en kold og klar nat. Toget kører nordpå fra Århus, og den lette morgendis fortættes hurtigt til tåge, efter at toget har passeret Hadsten og kommer ud på de brede enge omkring Lilleåen på dens sidste kilometer frem mod mødet med Gudenåen ved Langå.
Der er kun få hundrede meter fra stationen i Langå til broen over Gudenåen, men det er ikke muligt at krydse baneterrænet, så i stedet må jeg gå en længere omvej, benytte landevejsbroen og gå tilbage ad små veje på den anden side af jernbanen. Jeg skal begynde dagens vandring med at gå ad banestien til Laurbjerg. Jeg var her sidst en forårsdag på en vandretur ad banestien mellem Silkeborg og Langå (vandredag 89).
I dag er udsigten langt fra storslået, den gamle banebros sider er så høje, at man ikke kan se ud over dem. Banestien løber på en høj dæmning gennem de fugtige enge, men på dette sted er den flankeret af træer og krat, stadigt med løvet på. Og så er der jo tågen. Så Gudenåen er blot et flygtigt glimt på den østlige side af broen.
Enkelte cyklister og fodgængere dukker frem af disen, som jeg går mod Laurbjerg, over engene er der hvidt og uigennemtrængeligt, jeg kan ikke engang se over til jernbanesporet, der løber på en parallel dæmning få meter væk. I Laurbjerg har man gjort sig store anstrengelser for at få genåbnet byens gamle station og blive et trinbræt på ruten mellem Århus og Struer, men indtil videre uden held. Derfor står jeg af i Langå og går tilbage ad den nedlagte bane, langs den endnu eksisterende bane.
Jeg går igennem landsbyen og drejer mod syd ad en lille vej, der snart passerer Lilleåen. Tågen svinder hen til en let grå dis, så snart jeg kommer væk fra engene og når frem til skovene. Rundt om det første sving ligger Bidstrup Gods. Godsets fritliggende hvide hovedbygning, på kanten af de vidstrakte enge, er et smukt syn, når man sidder i toget mellem Hadsten og Langå. I dag kommer jeg til godset ad en smal vej i kanten af spraglet efterårsskov og gamle alléer, og hovedbygningen er skjult bag en stor avlsgård i rød mursten.
I forlængelse af avlsgården løber en lang lav havemur – som imidlertid indhegner en stor mark. Langt inde på marken løber en allé af tykstammede træer med sammenvoksede kroner. Heste bevæger sig blandt de to rækker parallelle træer. I den modsatte vejkant er en mindre mark indhegnet af et ydmygt elektrisk hegn; marken er tom, men der kommer en knitrende elektrisk puls fra hegnet.
Der er fire små afmærkede vandreruter, rundture, på godsets jorder. Jeg følger dem et stykke, en trampesti langs et skovbryn, hvorfra der lejlighedsvist er udsigt over engene. Efterårsløvet, birketræers smukke stammer og engenes høje visne græs gør sig i den lette tåge.
Herefter forlader jeg engene og påbegynder en lang vandring gennem de sammenhængende skovområder ned mod Hammel, Bidstrup Gods’ skove går over i Frijsensborgs skove. Ådalens flade land afløses af en brat stigning op ad en skovklædt bakkeside. Det er fortrinsvist løvskov, her og der med mindre partier af høje graner. Skovvejen er tydeligvis ikke meget brugt, alligevel støder jeg på en infotavle. Den fortæller om fredede gravhøje i nærheden, så jeg gør en lille afstikker for at se en imponerende langdysse, en aflang gravhøj.
Inde i skovene er der stadigt meget grønt løv, egentlige efterårsfarver i gult, orange og rødt er især omkring skovbrynene langs kanten af skoven eller ved lysningerne.
Skovvejen fører over gårdspladsen til en gammel skovridergård, velholdt sort og gult bindingsværk, og frem til en smal asfaltvej. Jeg overser en af de små, halvt overgroede skovveje og kommer ud i åbent terræn ved Granslev. Mens jeg står og overvejer situation slår kirkeklokken tolv fra den lille landsby lidt fremme. Jeg bestemmer mig for at fortsætte ad landevejen et kort stræk. Det er en smuk tur gennem den lille ådal, de farvestrålende skovbryn løber endeløst mod syd og nord, indtil de forsvinder i tågen.
I landsbyen følger jeg en lille asfaltvej tilbage mod skoven, snart bliver det til grusvej, på kortere stræk kantet af alléer, der løber nær skovkanten. Det er klassisk godsjord, i dette tilfælde Frijsenborg Gods, Danmarks største gods med næsten 6200 hektarer – 62 km2 – land, hovedparten skov. Det betyder store markstykker, langt mellem skel og læhegn, et fravær af almindelige gårde med tilhørende veje. Nogle få huse ligger spredt langs grusvejen, formodentligt tidligere landarbejderboliger.
Vejen snor sig ud og ind af skoven, jeg passerer en stor avlsgård med adskillige biler parkeret på den rummelige gårdsplads, følger så en trampesti ned over en bakkeside til bunden af Granslev Ådal. Her kommer jeg ind i bøgeskov, men jeg skal passere en kvægrist, der hænger en fært af svin i luften, og der er sat et papskilt om, som forbyder fodring af grisene.
Jeg har set lidt frem til dette stræk af dagens rute. På min forrige tur (vandredag 174) var jeg igennem den lille dyrehave i Marselisborgskovene, hvor jeg så vildsvinene i deres lille indhegning. På dette sted, hvor jeg står lige nu – ikke så meget en dyrehave som et indhegnet skovparti – har Frijsenborg Gods hjorte og fritgående vildsvin. Det burde være en interessant oplevelse at møde vildsvin på samme side af hegnet – uden at betragte dem med to flethegn og en tyk elektrisk tråd imellem.
Så med den stærke stank af svin i næsen stirrer jeg ind i den grønne underskov. Intet. Jeg fortsætter ad vejen, der snart kommer til at gå i kanten af eng og skov. Engen bærer tydeligt præg af den slags hårdhændet brug som svin – vilde og frilands- – ynder, men der er ingen gris i syne. Og sådan bliver det ved, ådalen er smuk, skovbrynene står med sarte farvemosaikker, fremhævet af den sidste tågedis, jorden er rodet op ude i engene, der er skarpe klovspor i gruset, men ingen vildsvin, end ikke færten.
Sidste mulighed er en kort afstikker ind til den lille skovsø Pukkeldam, hvor svinene ofte holder til. Den bakkede grusvej er da også tæt, tæt oversået med klovspor. Venstre side af vejen står med en meterhøj skrænt, og svinene har lavet sig en hule og næsten fuldstændigt undermineret jorden under et højt træ. Det ender med, at træet vælter og nogen får baconet i klemme tænker jeg. Men ikke i dag. Masser af friske spor, men ingen svin. Pukkeldam er i det mindste et smukt syn, en lille skovsø med sort vand, en tynd bræmme rørskov og fine genspejlinger af efterårsløv. Svinene har slidt nogle få meter sandstrand fri, men det er ikke badedag i dag.
Tilbage på grusvejen når jeg snart den sydlige udgang med dens kvægrist. Jeg har gået to en halv kilometer gennem indhegnet eng og skov uden at få gris på gaflen (eller blive gaflet af en gris); Der er masser af skov og krat, hvor de kan trykke sig.
Før jeg vandrer videre ned gennem ådalen, går jeg forbi et bjerg af savsmuld og hen til vejkrydset ved Pøt Mølle. Oprindeligt var det en vandmølle, men siden1930’erne har bygningen huset en kendt skovrestaurant i Østjylland – nu også Slotskro (forpagtet ud af Frijsenborg Gods). Der ser rigtigt hyggeligt ud.
Granslev Å løber gennem Frijsenborg Skovene og deler dem i to med en smal stribe eng. Jeg har egentligt ikke set meget meget fugle eller dyreliv på min tur. Først på dagen hørte jeg to ravne kalde ganske kort, et par enkelte fasaner, skovskader selvfølgelig, men den meste konstante lyd har været musvågernes skrig, som de jager på engene nær skovbryn. Et par gange har jeg set hejre trække tyst over himlen og lade sig falde ned langt ude på engene.
Engene er indhegnede, men foldene er stort set tomme. Nogle få heste, og nu, hvor jeg forlader ådalen for at gå gennem skovene mod Hammel, er der en lille flok kvæg, som græsser i højt græs nær skoven.
Frijsenborg Skovene danner et firkløvermønster med slottet som det centrale nav. Jeg har tidligere gået igennem skovene fra vest til øst (vandredag 92), og har slottet i frisk erindring, så jeg finder en anden rute til Hammel.
Jeg kommer ind i byen fra nord, går gennem bymidten frem til rutebilstationen. På en hverdag kører busserne hver halve time til Århus. Der er få minutter til næste afgang, men chaufføren står og ryger og snakker med en kollega uden for bussen, så der er god tid.
Timothy Snyder: Bloodlands, 288-307.
Jyske Vandreture 