Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Skjern-Ringkøbing, 41,3 kilometer (99).
Mandag den 25. maj, 2015.
Kong Hans Bro er det syn, der møder én, når man går de to kilometer mod syd fra stationen i Skjern til nordkanten af de reetablerede Skjern Enge, en stor hængebro af træ, solidt forankret med betonklodser.
Der går en sti på det gamle dige hele vejen til Ringkøbing Fjord, men før jeg slår ind på den vej, vil jeg gå et stræk langs med den slyngede å. Syd for åen er der oversvømmede enge; ænder og svaner på åen og engene, enkelte viber og masser af måger i luften. I det fjerne kan jeg se Lønborgs hvide kirketårn, løftet op på en lille bakkeø.
Kvæget er på markerne. Jeg følger en spinkel trampesti langs åen, som alt for hurtigt bliver til sump. Uden gummistøvler er der ingen komfortabel måde at komme videre på. I stedet må jeg ind på marken og skrå gennem flokken af køer, mens jeg med ringe held forsøger at finde en vej over den dyngvåde eng, der tilmed er grundigt mærket af dyrenes tunge klove. Til sidst lykkes det dog at nå frem til diget. Hvis mine støvler er våde, så kan jeg i det mindste glæde mig over, at det holder tørvejr. Metrologerne har spået bygevejr, men foreløbigt bliver det ved rullende skyer og lejlighedsvis sol.
Der er små og store søer og damme på engene langs diget. Tilsyneladende er ingen vandflade for lille til at huse dens eget svanepar. Jeg krydser landevejen mod Lønborg, og som jeg fortsætter mod vest svinder de oversvømmede enge ind, mens Skjern Å træder frem, bred som en rigtig flod og værdig til sin betegnelse som Danmarks vandrigeste å. Langs diget vokser engelsk græs i lyslilla og gule gyvelbuske. Det sidste stykke frem til fjorden går gennem ellekrat. Yderst står et fugletårn, hvorfra man har en flot udsigt over fjorden, engene og åens udmunding.
Åens udløb i fjorden er smalt i forhold til den brede flod, jeg fulgte hertil. Skjern Å danner et delta ud mod Ringkøbing Fjord. Der er et sydløb, såvel som det nordlige hovedløb jeg har gået langs. De spalter sig hver især i to mindre udløb, så Skjern Å har i alt fire udløb, omkring de øer de danner i deltaet.
Jeg følger diget tilbage til Pumpestation Nord. En skarv har søgt hvile i en klynge lave træer og basker med vingerne for at tørre dem hurtigere. Fra parkeringspladsen ved pumpestationen kommer jeg ind på små asfaltveje, der fører mod nord, frem til Stauning. I løbet af hele denne vandredag går jeg gennem landskab, der på intet tidspunkt kommer over ti meters højde over havets overflade. Dette er den fladeste del af det, med brede marker, og små og store vandløb, der alle er snorlige, regulerede afvandingskanaler og ikke rigtige åer eller bække. På markerne står enlige pumpestationer, nogle hvidkalkede, andre i rød mursten. På min vej nordpå til Ringkøbing følger jeg cykelruter. Der er to: den nationale rute 4 og den lokale rute 760, Fjorden Rundt.
Efter Stauning går jeg ad den lidt større landevej mod Ringkøbing. Jeg får kun spredte glimt af fjorden derude, for der er en del bebyggelse og lav trævækst. Øst for landevejen ligger den ganske lille Stauning Lufthavn klemt ind mellem marker og gårde. Piloten skal ikke ryste meget på hånden, før han kommer til at torpedere en enorm gyllebeholder.
Landevejen trækker ganske nær fjorden. En stor gåseflok græsser på en mark, indtil et lille fly får dem til at gå på vingerne og søge tilbage til fjorden: måske tager de flyet for en rovfugl. I kikkerten studerer jeg gæssene, og dernæst afsøger jeg horisonten. Mod vest kan jeg lige akkurat se Holmlands Klit, den smalle landtange, der adskiller fjorden fra havet. Jeg lokaliserer Hvide Sande, dernæst, i den nordlige ende af fjorden, Ringkøbing.
Der er taget høslæt på nogle af de flade marker, der alligevel lyser friskgrønt. En flok råger har taget en af de store grønne firkanter i besiddelse. Længere fremme når jeg til broen over Venner Å. Åen løber i lige linje ud til fjorden, en trampesti går langs kanten af åen, en lille lokal vandrerute ud til kysten og et stykke langs med den. Små både ligger fortøjet i åløbet, formentligt mere til fiskeri og jagt end til lystsejlads.
Efter de mange kilometer på asfalt er det rart at komme til at gå på en knoldet jordsti. Mens jeg går mod nord ad et lavt jorddige, der følger kysten nordpå, bliver min opmærksomhed fanget af gravænder på markerne. Der er to flokke med en god snes i hver. Den ene flok går på vingerne og flyver tæt over hovedet på mig, den lette pålandsvind får dem næsten til at stå stille i luften over mig, så jeg får et godt indtryk af deres smukke farver.
Stien drejer ind i landet og går bag om kirkegårdsgærdet i Velling. Endnu en kilometer mod nord, og landevejen gør et brat halvfemsgrader sving mod vest: seks kilometer til Ringkøbing. Fjorden er lige derude; kun rørskov, en smal markbræmme og enkelte små fiskerhytter mellem vandet og vejen. Efter tre kilometer når jeg udkanten af Ringkøbing, hvor jeg forlader landevejen og i stedet går ad Fjordstien, en kombineret cykel- og gangsti der løber få meter fra vandkanten helt frem til hjertet af Ringkøbing. Der er vid udsigt fjorden rundt; ved stranden nærmest mig tumler et halvt dusin tyske kite surfere sig i bølgerne med farverige skærme og dragter.
Hjertet i Ringkøbing viser sig at være rådhuset, en bygning i en lidt anonym moderne stil, helt ud til fjorden. Et eller andet sted fra kommer en umiskendelig lugt af fiskefileter. Den sidste kilometer frem til stationen er en behagelig overraskelse, en hyggelig, brostenslagt gade med et velbevaret, oprindeligt bymiljø.
Klokken er lidt over syv, da jeg er fremme. Jeg skal kun vente et kvarter på et tog. Afstandene og betjeningen med regionaltoge gør rejsetiden følelig: omkring Struer, mod Langå, hvor det svindende dagslys netop rækker til at nyde udsigten over Gudenåen, og endelig sydpå mod Århus, hvor jeg er fremme kvart over ti.
Michael Burleigh, Blood & Rage, 131-267.
Jyske Vandreture 