Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Vejle-Bække, 42,7 km (260).
Lørdag den 2. juni 2018.
I dag starter jeg på en vandring ad Kyst-til-kyst-stien, fra Vejle til Blåvand. Det er mere end ti år siden, jeg sidst gik den, og dengang i modsat retning. Stien begynder egentlig i det nordvestlige hjørne af Vejle, men jeg har valgt at starte turen ved Skyttehuset, umiddelbart øst for byens lystbådehavn. Herfra har jeg en smuk udsigt til byens nye vartegn, Bølgen, et byggeri udformet som fem bølgetoppe.
Den allerførste af denne blogs vandreture tog udgangspunkt i Vejle (vandretur 1). Dengang var de to sydlige toppe allerede bygget, men den økonomiske krise satte en stopper for byggeriet af luksuslejlighederne, og først i disse måneder bliver den sidste finish på de tre sidste toppe gjort færdig. Og nu står de så der, fem hvide bølgetoppe på rad og række, yderst på Vejle havn. Som jeg havde lejlighed til at konstatere på min tur ad Hærvejen for et par år siden, kan de øverste af bølgetoppene tydeligt erkendes fra Den jyske Højderyg, langt inde i landet.
Solen stråler fra en skyfri himmel, og det er varmt allerede fra morgenstunden. De fem hvide huse tager sig smukt ud mod den grønne skov og fjorden og himlens intense blå. Jeg følger stien ind mod havnen, og går dernæst ad promenaden foran bølgetoppene. En enkelt mobilkran er i brug til montering af de sidste hvide paneler.
Kanoer er kørt frem på den åbne areal lige ved siden af. Et stykke længere inde i havnen kommer jeg forbi Fjordenhus, et skulpturelt stykke arkitektur af Olafur Eliasson, der også står bag Regnbuen i Århus. Det skal indvies i næste uge, med adgang for offentligheden på det nederste plateau. Indtil videre er der afspærret, med en udstationeret vagtmand til at sikre forbuddets overholdelse.
Fra havnen går jeg gennem byen, gennem et lille industrikvarter, der er blevet spærret inde bag et parcelhuskvarter, indtil jeg når frem til Vestbanevej. I sin tid gik der en jernbane herfra til Vandel og Grindsted. Det er tres år siden banen blev nedlagt, men et atten kilometer langt stykke af det gamle tracé lever videre som Bindeballestien.
Banestien går over fladt land, i begyndelsen mere eller mindre indesluttet af levende hegn. Ved landsbyen Skibet krydser den hovedvejen mod Billund Lufthavn og løber langs med Vejle Å. Dalbunden er bredt, og består mest af kær og enge, hvor får og kvæg græsser. En lille flok kvæg hviler i skyggen af et stort lindetræ, mens en ko endnu er på benene og med strakt hals gumler på kronens lavt hængende blade. På en bakkeside ligger Skibet Kirke, med et fritstående klokketårn i træ og et flot gammelt stengærde.
De fugtigste partier af engene er dækket med gul iris, og der stå violet kulsukker langs vejkanten. Et stykke fremme ligger Haraldskær Gods med hvid hovedbygning og en rød avlsgård. Åen slynger sig frit langs banestien. En træbro, som jeg ikke husker fra sidst, giver mulighed for at krydse åen, ligeledes er der mere udbyggede stisystemer på tværs af ådalen.
Tre kilometer længere mod vest ligger Haraldskær Fabrik, oprindeligt en stampemølle fra syttenhundredtallet, bygget i den tidligste fase af industrialiseringen, dengang baseret på vandkraft. Det er også det punkt, hvor Kyst-til-kyst-stien og Hærvejen adskilles, efter at have fulgtes ad fra Bække i sydvest, de sidste ti kilometer på Bindeballestien (vandretur 157).
Således går jeg nu samme rute som for to år siden, men i modsat retning. Dalbunden er bred og drænet på denne strækning, det giver mulighed for egentlige marker og minsandten også et lille stykke med vinstokke. Samtidig bliver dalen på begge sider flankeret af skovklædte bakkedrag. Snart når jeg til den gamle station i Ravning, hvor der også er rekonstrueret et stykke af en bro fra vikingetiden. Oprindeligt var broen fem meter bred og trekvart kilometer lang.
Det er en smuk sommerdag, og der er en pæn trafik af cyklister og vandrere på stien, også et par små telte er slået op på rastepladsen ved Ravning. Et stykke fremme trækker skoven sig tilbage og giver udsyn over enge, med den karakteristiske profil af Runkenbjerg på den modsatte dalside (vandredag 245). Et kort stykke før banestien hører op, drejer min rute fra og går ad små grusveje gennem lave bakker mod sydvest.
Jeg krydser hovedvejen mellem Kolding og Billund Lufthavn og kommer så ud på fladt land, hedeslette. Få kilometer mod nord ligger Randbøl Hede, hvor der for få dage siden var en stor brand. Det er den sidste rest af en langt større hede (vandredag 120 og 168). Landskabet er fladt, delt mellem plantage og store markstykker, hvor majsen vokser hurtigt og alle vandingsmaskinerne er sat i sving. Jeg kunne godt selv bruge en tur under en vandingsmaskine, varmen er intens og på kanten til at blive ubehagelig. Jeg har rationeret mit sidste vand, det er længe siden, det blot var lunkent, nu er det fadt og varmt i munden, men det er stadigvæk væske.
I en stor bue nærmer jeg mig Bække fra nord. I byens udkant må jeg flere gange tage mig i at støtte mig til den metalpæl, der markerer stoppestedet, metallet er gloende varmt. Da rutebilen mod Vejle kommer er det en lettelse at kunne stige ind i den kølige bus.
Elena Poniatowska, Dos veces única, 99-156.
Jyske Vandreture 