Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Ny Nørup-Egtved, 31,7 km (245).
Søndag den 4. februar 2018.
Mens jeg kører mod syd i DSB-toget, kan jeg se, hvordan der stadigt ligger et drys sne over landskabet. Men da jeg står af bussen i Ny Nørup, mellem Billund og Vejle, er sneen væk. Der er stadigt mange hvide strøg i skovene og over markerne. Det er hvid is, temperaturen er under frysepunktet, og der står meget vand på markerne, og som lange striber i jordvejenes og grusvejenes hjulspor.
Det er en grå vinterdag, uden sol, kold og blæsende i det åbne land. De første timer skal jeg heldigvis vandre i skove og gennem dale. I begyndelsen går jeg mod nord og kommer hurtigt ind i Engelsholm Skov, ved søen og slottet af samme navn. Et sted i den bladløse løvskov kommer et snortende kald fra en ravn. Jeg tænker, at det er møntet på mig, men umiddelbart efter går et kragekor i gang, så måske tager jeg fejl.
Skoven når ud til søbredden i det sydvestlige hjørne af Engelsholm Sø. Her er der også udløb for Vejle Å, som har sin kilde her. Før jeg går videre mod vest gennem skoven, tager jeg turen rundt om søen, der er lige under en halv kvadratkilometer stor. Det åbne land er bakket terræn, så snart har jeg en fin udsigt over søen og dens omgivelser.
På den fjerne side af søen ligger Engelsholm Slot, i hvidt murværk med fire tårne, alle med løgkupler. Slottet blev bygget i femtenhundredtallet, tegnet af Tycho Brahe, hvis bror ejede godset. Løgkuplerne skyldes en ombygning et par hundrede år senere, ved samme lejlighed fik kirken i Nørup også en løgkuppel, den var nemlig også ejet af herregården. Kirken står på bakkekammen bag mig. En vej, der hedder Præstens Ager, fører derop.
En andeflok ligger nær søbredden, hvor der er spredte klynger af træer og rørskov. Tre syngende svaner flyver over himlen. Længere fremme er der enge, hvor en bæk har slidt en rende ned i terrænet. Hvor jeg runder et hjørne af søen, hører jeg på ny ravnekald bag mig, og da jeg vender mig om, flyver tre af de sorte fugle lavt over himlen, så tæt på at jeg kan høre deres vingeslag i den stille luft. De forsvinder bag et skovbryn, og jeg genoptager min vandring.
Jeg nærmer mig slottet, der har ryggen mod skoven, og jeg har således fin udsigt til kirken øverst på bakken på den anden side af søen. Slottet er i dag en højskole, den ligger isoleret fra avlsgården, ud mod søen og med en bred voldgrav foran sig. Der er en fin lille park syd for hovedbygningen.
Efter turen rundt om søen går jeg videre mod vest ad skovveje. I begyndelsen løber Vejle Å parallelt med ruten, dog fuldstændig skjult af skoven. En tværvej giver mulighed for at se den smalle å løbe i kanten af en lysning.
Skoven bliver tiltagende præget af nåletræsplantage. Her og der langs skovvejene er der rester af lyngdække. Snart kommer jeg ud på asfaltvej og svinger mod sydvest, gennem Gødding Skov, i retning af Randbøl.
Terrænet er blevet fladere. Denne del af ruten går langs hovedstilstandslinjen fra sidste istid, på kanten mellem det kuperede Østjylland og den flade hedeslette der strækker sig over til Vesterhavet. Efter at være gået igennem viadukten under motortrafikvejen til Billund Lufthavn skal jeg egentligt dreje mod øst, ned i ådalen, men først vil jeg lige gøre en omvej omkring Firehøje, et par hundrede meter længere mod syd.
To gange tidligere har jeg haft muligheden for at se nærmere på dette sted (vandredag 120 og 168). Begge gange var det efter vandreture på Randbøl Hede, og i den sidste times dagslys, stadig med et godt stykke at gå frem til stoppesteder for bussen mellem Billund og Vejle, så det er kun blevet til et hurtigt blik i forbifarten.
I dag bliver det så anderledes. Firehøje er fire smukke bronzealderhøje på en stump flad hede. Gravhøjene har en fin rundpuldet facon, de ligger på en linje, måske som flankering af en forsvunden oldtidsvej, sådan som det kendes fra andre steder. På de flade, dyrkede marker mod vest og syd ses flere andre gravhøje, umiddelbart mod syd ses kirken i Randbøl, med et vajende dannebrog og en græssende flok får i forgrunden. Smalle trampestier fører rundt på arealet, sne og is har gjort, at de er trukket op med hvidt.
Jeg forlader højene, følger landevejen kort tilbage i mit eget spor og drejer så ind på en grusvej, der fører brat ned i den skovklædte Randbøldal med et fald på mere end halvtreds højdemetre. Vejen ender ved et nedlagt dambrug, hvorfra det er muligt at følge en afmærket vandrerute langs Vejle Å mod syd. Ådalen er egentligt mere en kløft end en dal. Dalbunden er få meter bred, dækket af krat og rørsump, der over lange stræk skjuler åen derude, kantet af stejle skrænter, der nogle steder rejser sig mere end fyrre meter over dalbunden.
Trampestien er knoldet af trærødder, og nåletræerne har solide lavt hængende grene, som jeg må dukke mig for. Langsomt vides ådalen tragtformet ud til et bredere kær, et stykke ryddet plantage bidrager også til et åbnere indtryk af landskabet. Store mængder grene er smidt på den skovvej, som trampestien mundede ud i, så fodfæstet er lumsk det næste stræk. Åen slår et knæk, en plankebro uden rækværk fører over åen, der bruser hvidt ved den første af flere opstemninger. Nu går jeg på en skovvej, med udsigt til beboelse et stykke fremme, mens åvandet langsomt hobes op til en mølledam med grøn frønnet overflade og en lille flok gråænder. I to omgange letter en fiskehejre fra dammen.
Jeg er ankommet til Randbøldal, landsbyen i ådalen, neden for Randbøl, landsbyen oppe på hedeslettens plateau. Et par gamle fabriksbygninger står tilbage nær mølledammen, en af dem tjener som museum. Klemt inde mellem landsbyen og skoven ligger en større campingplads, vinteråben og med pænt besøg. En vandrutsjebane står opstillet ved et stort bassin, der er tømt for vinteren. Det forhindrer ikke en flok børn i at tage rutsjeture gennem det slyngede, men tørlagte, rør.
En lang øde jordvej fører gennem Tingkærvad Skov og hele vejen frem til landevejen ved Bindeballe Mølle. Ådalen er blot hundrede meter bred her, de høje bakkesider er delvist dækkede af skov. Der er hverken vej eller sti langs dalsiden, så i stedet følger jeg landevejen op ad bakken, til den lille landsby Bindeballe, og videre ad små slyngede grusveje mellem bakker og småskove. En flok gallowaykvæg græsser på en grøn bakke, nogle har brun pels, andre sort, alle har brede hvide mavebælter.
Der er adskillige afmærkede vandreruter i Vejle Ådal, jeg skal benytte mig af flere af dem de næste timer. Lige her får jeg lejlighed til at gå nedad en skovklædt bakkeside og dernæst et stykke i skovbrynet ud til ådalen. På skovvejen ligger grene med et tyk lag håris. I perioder med frost dannes denne slags is på afbarkede, rådne og fugtige grene. Idet grenene fryser til udefra og ind dannes der is som tvinges ud gennem træets marvstråler og derved får form af fine tråde. En asfaltvej krydser ådalen ved et dambrug, og jeg skifter til den modsatte dalside.
Istiden har skabt et kompliceret system af ådale og bakkerygge her vest for Vejle. De næste kilometre kommer jeg til at gå i et kuperet landskab, hvor der er meget mindre skov, et græsgrønt landskab, hvor eng og overdrev dominerer. I første omgang følger jeg en afmærket trampesti over en høj bakke, Fortvad Bjerg, fra hvis top jeg har en vid udsigt over Vejle Ådal, klemt inde mellem parallelle bakkekamme.
Langs den nærmeste dalside løber en lang banesti. Det er Bindeballestien, anlagt på den nedlagte bane mellem Vejle og Grindsted, hvis tracé er bevaret mellem Bindeballe Station og udkanten af Vejle. Over en del af distancen indgår banestien også i Hærvejen. Jeg gik der for mindre end to år siden (vandredag 157). I dag krydser jeg blot den gamle jernbane i en ret vinkel, ad trampestien ned ad bakken og dernæst videre ud over engene.
På den anden side af Vejle Å og engene rejser en lang grøn bakkekam sig. Det er Runkenbjerg. Det er knapt tres meter højt, men der er fyrre stejle højdemetre fra dalbunden op til bakketoppen. Dalbunden er våd og kun ufuldstændigt tilfrosset på grund af udpresset vand fra bakkesiderne. Jeg må prøve mig frem med vandrestokken og har alligevel svært ved at nå tørskoet frem til den lille træbro over Vejle Å. Herfra er det en hård tur op til toppen af Runkenbjerg, men udsigten er det værd. Bakkekammen er ganske smal, og man kan se ned i to ådale på én gang. Eller rettere sagt, det er den samme ådal: Runkenbjerg stikker som en lang skibsbov ud i Vejle Ådal, der snor sig som et U rundt om det højere liggende land.
Engene og de grønne bakkesider er hegnet ind til store folde, der står vintertomme hen. Jeg følger trampestien og en hulvej mod øst ud til landevejen. Ad den smalle landevej krydser jeg endnu engang Vejle Å, denne gang ved Tørskind Bro, og påbegynder bestigningen af endnu en lang, stejl bakkekam.
Et skilt viser ind til Tørskind Grusgrav. Den nedlagte grusgrav huser landskabsskulpturer af Robert Jacobsen og Jean Clareboudt. En afmærket vandrerute fører gennem grusgraven og som en snørklet trampesti langs kanten af skrænterne. Der er fantastiske udsigter over Vejle Ås slyngede løb, ådalen, der her er bredere end nogensinde og bærer det riflede mønster fra et dambrugs række af parallelle bassiner. Med korte mellemrum afløser musvågernes gennemtrængende skrig hinanden. Trampestien er håndsbred og svinder sommetider ind til blot at være en mørkere skygge på græsset. Jorden er knudret og bundfrossen, og det kræver opmærksomhed at bevare fodfæstet. Til sidst fører stien ud til en lille parkeringsplads ved landevejen.
Der er mulighed for at slå ind på flere forskellige vandreruter her, men kun en times dagslys tilbage, så jeg går ad den korteste vej til dagens endemål. Så snart jeg kommer væk fra ådalen bliver landskabet straks fladere. De små øde landeveje fører ud til den trafikerede hovedvej mellem Billund og Kolding. Et par kilometre længere fremme ligger Egtved. Med oplyste gader og et stoppested for bussen mod Vejle.
Almudena Grandes: Los besos en el pan, 106-170.
Jyske Vandreture 