Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Daugbjerg & Kongenshus, 29 km (246).
Tirsdag den 12. februar 2018.
Det er næsten på dagen et år siden, jeg sidst stod på stationen i Stoholm. Og af samme årsag som sidst: skolernes vinterferie. Egentlig skulle jeg have været af sted i søndags, men vejrudsigten var et nummer for skummel, så i stedet kan jeg nu nyde godt af en solbeskinnet formiddag med ringe vind. Der ligger stadig en smule sne tilbage, temperaturen er over frysepunktet, så de fine snefnug er smeltet sammen til store, grove korn.
Dagen starter med de samme kilometre, de samme syn som sidst: træskulpturen af en jernbanemand ved stationen, gravhøjen og græssende heste i udkanten af byen, det åbne agerland med bølgende bakker og udsigt til Smollerup Kirke, ensomt beliggende på dalbunden.
Sidste år krydsede jeg dalbunden, gik forbi den hvide kirke og videre til Mønsted Kalkgruber (vandredag 191). I dag fortsætter jeg imidlertid oppe på det flade plateau, indtil jeg omsider krydser ådalen et par kilometer længere mod syd. Der er kær og enge i bunden af den smalle dal, der er kantet af femten meter høje skrænter, hvor gårdene oppe på sletten ligger helt ud til kanten. Landevejen skruer sig opad langs kanten af en plantage. Et skilt viser af til parkeringspladsen for Daugbjerg Kalkgruber, en lille portal inviterer til at følge en skovsti frem til hytten ved indgangen til den historiske kalkmine.
Ligesom i Mønsted har Daugbjerg Kalkgruber egentlig kun åbent i sommerhalvåret – men man gør en undtagelse i skolernes vinterferie. Der er da også et par børnefamilier ved den lille rasteplads. Jeg køber min billet og får vist vejen til gruben.
I sin sidste fase foregik kalkbrydningen i Mønsted på industrielt niveau, med hvad dertil hører af bygninger og tipvognsjernbane. Hovedgangene er flere meter høje, og der er rum, der forekommer som sale. I Daugbjerg, derimod, foregik kalkbrydningen på middelaldervis, ved håndkraft. Publikumsformidlingen fokuserer stærkt på Jens Langkniv og persongalleriet omkring ham, og der er opstillet figurer og tableauer på passende steder i minen. Der er dog også en del mere gedigen information om kalkbrydningens i fordums tid. Historiske dokumenter viser, at kalk fra Daugbjerg blev brugt ved opførslen af Ribe Domkirke (vandredag 56) og Gottorp Slot (vandredag 143).
Kalkgruberne i Daugbjerg og Mønsted ligger tre kilometer fra hinanden. Begge steder er det kun en mindre del af minegangene, der er åbne for publikum, kun en ringe del er kendte. Skøn over udstrækningen af minegangene går fra femogtyve kilometer og opefter. Med spekulationer om at de to gruber er forbundet af underjordiske minegange.
I Daugbjerg Kalkgruber er gangene små – og meget små. Jeg må ofte bukke hovedet. Den bløde kalk er indlejret med store mængder flint, der har anderledes hårde og kantede takker. Hvad jeg lærte af sidste års besøg i Mønsted Kalkgruber er, at det er en god ide at have en lommelampe med. Så jeg finder min frem og begynder at nærstudere gangenes vægge og lofter. Og snart finder jeg dem, en ad gangen, klemt ind mod sprækker og små fremspring: flagermus. De er ikke længere end en finger, pakket ind i en tyk pels, og giver indtryk af at være skind og ben indenunder. Jeg kan se ører, sommetider vinger, ellers er det blot pelstotter med et karakteristisk omrids. De små dyr lader sig ikke forstyrre af, at lommelampens lyskegle falder på dem. En enkelt flagermus flyver lynhurtigt igennem en minegang, så hurtigt at den er væk, før jeg har forstået, hvad der skete.
Efter at have forladt gruberne følger jeg landevejen, der løber i kanten af ådalen. Den flade dalbund er dækket af høj bevoksning, græsser og rør i to toner af brunt og mørkebrunt. Formiddagens høje klare sol er forsvundet til fordel for et tyndt skydække, som solen kun forbigående gennembryder. I udkanten af Daugbjerg er der en opstemmet mølledam, med en meget lille vandmølle med et fint stråtag. Landsbyen breder sig op den stejle bakkeside. Kirken ligger øverst med en fin udsigt over ådalen.
Dagens videre vandring går over flad hedeslette. Med en enkelt undtagelse: Umiddelbart syd for Daugbjerg ligger Daugbjerg Dås, en hedeklædt bakke der rejser sig næsten femogtredive meter over sletten. Daugbjerg Dås er en bakkeø, skabt i forrige istid og således geologisk meget ældre end den flade smeltevandsslette omkring den.
For foden af bakken er der en usædvanlig stor parkeringsplads, hvorfra en trappe fører op til flagstangen på toppen. Stedet har været ejet af Det Radikale Venstre siden 1926, og har en lang tradition for at huse politiske møder. Ved foden af trappen er der da også opstillet en mindesten, som – med en charmerende mangel på falsk beskedenhed – ligestiller det fakkelskær der i gammel tid udgik fra bavnehøjen, med det visdomslys som radikal politik nu om dage lader falde over land og folk.
Fra flagpladsen øverst er der en fin udsigt mod nord. Trappen er dannet af nedrammede planker, der er forræderisk glatte, nu hvor temperaturen er over frysepunktet. Efter at være nået tilbage til landevejen med liv og lemmer i behold, fortsætter jeg mod sydøst ad små landeveje. H. C. Andersen skrev de berømte linjer: Skynd dig, kom! om føje år heden som en kornmark står om landskaber som dette. I dag er kornet også væk, i stedet er majsen rykket ind, og den er den slags flade stubmarker jeg ser over alt, med højere grove stubbe, der har langt mere luft imellem sig og for øjet løber sammen i lange linjer og mekaniske mønstre.
Jeg har hørt musvåger skrige flere gange, og som jeg går gennem et agerland af store firkantede markstykker og lange læhegn, dukker der pludseligt to ravne op. De cirkler rundt med et par hundrede meter imellem sig, den ene lige over mit hoved, den anden på pæn afstand. Jeg får den tanke, at nogen forsøger at gøre et godt indtryk ved at jage mig væk…
Omsider når jeg frem til det nordøstlige hjørne af Kongenshus Mindepark. En trampesti fører gennem den lille del af parken, der ligger nord for Skivevej. Det er den mindst besøgte del af området, så over lange stræk forsvinder stien i mosaikken af kær, høj lyng og fåreveksler. Små fugtige lavninger skærer sig ned i hedefladen. I syd er der ubrudt trafik på hovedvejen. Solen kommer frem og kaster i nogle få minutter et gyldent lys over den brune hede.
Et par portaler omstillet ved Skivevejen i øst markerer grænsen af Kongenshus. Her kommer jeg ind på nettet af jord- og grusveje gennem heden. Jeg gik samme strækning, i modsat retning, da jeg var her en våd efterårsdag i 2015 (vandredag 116), mens lyngen blomstrede.
En vinterdag på heden er i et noget andet stemningsleje, andre farver over landskabet. Grundlæggende er terrænet flad hedeslette, gennembrudt af smalle, slyngede dale, hvorigennem grusvejen også løber. På plateauet har man så det lange udblik over – næsten – endeløs hede. Næsten, det er trods alt ikke bogstaveligt talt den endeløse blicherske hede, der engang dækkede store dele af Jylland. Det, der er tilbage, er blot små fragmenter, og herude ender horisonten altid i plantagelinjer. Men man kommer tættere på den blicherske oplevelse her, end de fleste andre steder i landet. Under den høje himmel, hvor solen kæmper forgæves for at brænde igennem, svinger landskabet mellem storslået og trøstesløst.
De slyngede dale er en kærkommen afveksling, med skarpskårne skrænter og krappe sving der her og der blotlægger en bakkeside som jordbundprofil, en smal bræmme af mørk muld oven på gråligt sand.
Jeg når frem til Kongenshus’ sydlige kant og kan glæde mig over det ekstra dagslys, der er kommet til siden Vintersolhverv. Det giver mig tid til at gå de sidste kilometer frem til Karup i syd. Og en bus til Viborg.
Almudena Grandes: Los besos en el pan, 170-280.
Jyske Vandreture 