Voervadsbro-Katrinedal (247).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Voervadsbro-Katrinedal, 31,9 km (247).
Lørdag den 3. marts 2018.

For første gang i mere end to uger er jeg på vandretur. Den forløbne tid har budt på en del fine dage til udendørsaktivitet. Og også på en del mere prøvende dage. Den seneste uge med sibirisk kulde og hård vind har efterladt landskabet med fem centimeter sne. Heldigvis er vinden taget af, så det føles ikke så koldt, selv om temperaturen er under frysepunktet.
Dagens tur begynder i Voervadsbro, hvor landevejen krydser Gudenåen. Jeg var her på en del af min tur Jylland Rundt på 80 Dage (vandredag 75), i dag skal jeg indledningsvist gå ad samme rute. Solen kommer og går i løbet af dagen. Lige nu, hvor det er overskyet, ser åens vand sort og glansløst ud. På disse sidste kilometer før udløbet i Mossø er Gudenåen stadig smal, der er tilstrækkeligt fald til at skabe et hurtigløbende vandløb.
En lang grusvej løber i skovkanten, tæt på åen. På den modsatte side rejser en brat skrænt sig, der løber en lille landevej med sparsom trafik. Der er også et par korte afmærkede vandreruter i området. Jeg gør en afstikker fra grusvejen langs åen og går op ad skrænten og ind i skoven. Ad små skovveje og trampestier fører en vandrerute omkring Pindal Mose. Mosen er tildels tilgroet, men også stedvis ryddet, så der er skabt små søer, som nu er tilfrossede og dækket af et fint lag hvid sne. Der er små hulveje inde i skoven, og en enkelt bakkeside står åben og lyngklædt, stedvis er der åbent rum omkring mosen. Sneen er overstrøet med dyrespor, mest rådyr og harer, i overraskende lige linjer, der krydses i skarpe vinkler.
Området her er et stort bakkemassivt, meget af det skovklædt. Tilbage på grusvejen følger jeg igen Gudenåen, som på et stræk løber i en kløft ti meter under vejens niveau. I to omgange letter en hejre fra en slyngning i åen, dens grå vinger spredes vidt, mens den kæmper for at gå i luften. Selv øverst på skrænten undgik jeg ikke dens opmærksomhed.
Grusvejen bliver fladere, men bakkemassivet rejser sig stadigt stejlere. En ny afmærket vandrerute giver mulighed for endnu en afstikker. Om end af den mere anstrengende slags. Lige op ad bakkesiden, en stigning på mere end firs højdemeter. En dristig sjæl har taget turen ned på ski og efterladt det karakteristiske aftryk af to parallelle linjer. Omsider når jeg toppen, Sukkertoppen som dette udsigtspunkt hedder, 108 meter over havets overflade. Navnet skyldes, at i tidligere tider med stærk afgræsning var der blotlagt sand på bakketoppen, det kunne ses vidt omkring. Nu er der skov her, men der opretholdes lysninger på de øverste bakkesider for at fastholde udsigten. Der står adskillige bænke her, hvor der er panoramiske udsigter mod vest og nord.
Jeg tager mit kamera frem, men efter første billede melder apparatet om manglende batterikapacitet. Hvilket er en skammelig løgn: Jeg har sørget for at lade kameraet op. I stedet flytter jeg kameraet fra frakkelommen til bukselommen, og snart har kropsvarmen gjort underværker. Resten af dagen kan jeg dog ikke tage mere end et par billeder af gangen, før mekanikken gør knuder.
Mod nord har jeg udsigt over Klosterkær, de flade enge vest for Mossø, hvor Gudenåen løber frem til søen. Søens overflade changerer i blåt eller hvidt, afhængigt af hvor isen har bredt sig eller det gennemstrømmende vand forhindrer det.
Det var hårdt at komme herop, men det tager længere tid at komme ned, for sneen har gjort de stejle stier glatte, trærødderne er skjult, og mudret er frosset til lumske cementbjælker. Jeg vælger en anden vej ned fra Sukkertoppen, den fører ned til Gudenåen, hvor munkene i sin tid ledte den i kanal frem til Klostermølle ved Mossø. Her følger jeg åen et kort stykke opstrøms, går over en bro, hvad der får en flok gråænder til at lette fra åen, og slår ind på en grusvej i kanten af Klosterkær. Jeg vender mig om for et sidste blik på Sukkertoppen, der rejser sig som et forbjerg over de flade enge.
Herefter fortsætter jeg mod vest ad små landeveje, der er dækket af sammenkørt sne, som er tungt at gå i. Mod nord ligger Addit Skov og Løndal Skov, to store private skove, der binder Søhøjlandets skove sammen med de store midtjyske plantager. Landevejen går en smule syd for skovbrynet, hele tiden med en jævn stigning. En fritliggende gravhøj højest på en bakkeside står i smuk profil mod himlen bag, hvor solen begynder at finde vej gennem det spredte skydække.
I den lille by Addit svinger jeg kort mod syd, stadigt op ad let stigende veje. Terrænet er åbent, og en høj vejside har skabt takkede driver på tværs af vejen. For første gang er der en følelig vind og en påtrængende oplevelse af afkøling og kulde. I knæhøjde skaber vinden fygning fra overfladen af driverne. Solen kommer og går over landskabet; i vest, på en høj bakkekam, kan jeg se en række gravhøje, gnistrende hvide i skarp vintersol.
Der er to en halv kilometer derover, ad de snoede landeveje, stadig med en støt stigning, og vidt åbent land, der giver et langt blik tilbage mod skovene i øst. Stedet hedder Ottehøje, selv om der kun er seks af bronzealderhøjene tilbage. De ligger i 145 meters højde over havets overflade, næsten fyrre meter mere end Sukkertoppen, det er det højeste punkt på dagens vandring, selve rygraden i Den Jyske Højderyg, som jeg krydser i en halvfems grader vinkel. Gravhøjene og markerne omkring dem lyser elektrisk hvidt, bag dem er himlen vatskyer på en isblå baggrund.
Omsider går det ned ad bakke, et langt, langt fald frem mod den lille landsby Vinding. Herfra fører en lille vej frem til Løndal Skov i nord. Jeg vandrer mod vest gennem skoven. I begyndelsen er den en vandring ad små opkørte skovveje, delvist overgroede, af til nærmest trampestier gennem sumpet, men tilfrosset terræn. Snart kommer jeg dog ind på en snorlige, velholdt grusvej, der er skiltning inde i skoven, og vejen ender ved en stor parkeringsplads ude ved landevejen, hvor der er borde, bænke og tre-fire biler parkeret: Med andre ord, jeg er nået frem til statsskov.
Landevejen forbinder Silkeborg og Nørre Snede. Vest for landevejen ligger Velling Skovene, størstedelen også i offentligt eje. Skovene ligger på kuperet terræn ud mod Salten Ådal i nord. I begyndelsen følger jeg skovveje nær det sydlige skovbryn. Meget af skovene er høj gammel løvskov, der er lysåben her i vintermånederne. Fra skovbrynet kan jeg mod syd se ud over flade marker med hvidt snedække. Mod nord er skoven furet af dybe kløfter i ret vinkel på skovvejen. Det giver et dybt kig ned gennem underskoven. Fra syd glider to sorte ravne tyste ind i skoven i det åbne rum en halv snes meter over skovbunden.
Små to kilometer inde i skoven svinger jeg mod nord, idet jeg følger skiltene mod Velling Kalv og Velling Gavl, to velkendte udsigtspunkter ud mod Salten Ådal. I modsætning til formiddagens hårde klatretur op til Sukkertoppen går jeg her på fladere terræn frem til udkigspunkterne, på den skovklædte bakkekam mellem mindre kløfter, der munder ud i Salten Ådal.
Velling Kalv (119 meter over havets overflade) har den smukkeste udsigt over Salten Ådal, helt ude ved kanten af bakkekammen, med et uhindret 180 grader udsyn over Salten Ådal. Dalbunden er flad eng, mens der rejser sig en tilsvarende skovbevokset bakkekam ved den nordlige dalside. Tidligere har jeg haft lejlighed til at nyde udsigten fra den modsatte bakkekam, over ådalen og herover mod Vellingskovene (vandretur 166). Få kilometer længere mod øst giver terrænet ved Saltenprofilet også et smuk udsyn over engene og skovene (vandredag 138). Halvanden kilometer mod vest fører en høj banedæmning tværs over ådalen. Engang gik jernbanen mellem Silkeborg og Horsens her, i en stor bue mod vest for at undgå Søhøjlandets kuperede terræn. I dag er det en natursti mellem de to byer, her med smuk udsigt over enge, overdrev og skove (vandredag 29).
Velling Galv (130 m) er højere, men dens udsigt mod nord er delvist hindret af høje trækroner, når de bærer løv i sommermånederne er der formentligt ikke meget af ådalen at se. En åben bakkeside giver dog et vist udsyn over nåletræsskoven i syd.
Endnu en gang er det tid til en møjsommelig nedstigning af en sneglat trampesti, dernæst en slynget skovvej, indtil jeg kommer ud til grusvejen, der slår et stort sving omkring det nordvestlige hjørne af Velling Skovene og dernæst løber stik øst langs den sydlige dalside, det nordlige skovbryn. Der er fine udsigter over ådalen, og meget langt mellem de få huse. Åen er endnu ganske smal, snoet og med høje brinker.
Et halv dusin ravne kredser over samme sted på dalbunden. Der er et stort spektakel, men en af dem finder alligevel tid til at slå sig ned øverst i et højt grantræ i vejkanten og skrige af mig. Længere fremme står en lille flok heste bomstille nær hegnet og betragter mig sindigt. Snart kommer jeg til de første huse, jeg er tilbage ved landevejen mellem Silkeborg og Nørre Snede. Den lille landsby er Katrinedal, her kan man glæde sig over rimelige busforbindelser selv på en lørdag eftermiddag: Rutebilerne mellem Silkeborg og Vejle kører denne vej. Der er endda et læskur, og – under over alle undere – et træbænk med et knastørt sæde, hvor jeg kan vente i tyve minutter på bussen til Silkeborg.

Almudena Grandes: Los besos en el pan, 280-327.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s